fbpx

700 livekoncerter om året. Hvad ER det Svendborg kan?

Mange musikere har et helt særligt forhold til Svendborg. De elsker at spille i byen, og mange bliver så glade for Sydfyn, at de vælger at slå sig ned.

Tæller du alle livekoncerter på Svendborgs spillesteder sammen, er der cirka 700 på et år. Det er jo helt vildt.

Hvad ER det med Svendborg og musikken? Hvordan er det sprællevende musikmiljø opstået? Og hvad er det helt præcist, Svendborg kan?

For at få historien har jeg sat to af byens musikprofiler stævne.

Peter Brusendorff fik sin første bas i 1967 og har indtil for ti år siden turneret som jazzmusiker i både ind- og udland.

I 1980’erne var han musikbooker på Svendborgs legendariske spillested Kloster Moster. Nu spiller han i fire forskellige ensembler for hyggens skyld.

Mads Stephensen blev født samme år, som Kloster Moster åbnede. Han kom til Sydfyn i 2005 og er uddannet på Den fri Lærerskole.

Ved siden af arbejdet som musikbooker på spillestedet Harders spiller han trommer i flere forskellige bands. Han har desuden pladeselskabet Sorte Plader.

Den ene var med til at starte det hele – den anden har grebet stafetten.

Det hele begyndte med Kloster Moster

Vi mødes på Harders, der ligger i den gamle Ribers Gård, hvor der engang var hestestald omme i baghuset.

Bjørn Uglebjerg, den første trommeslager i Gasolin, fik lov til at bruge hestestalden som øvelokale, og snart fulgte flere musikere efter.

Men for at forstå, hvordan det hele begyndte, skal vi endnu længere tilbage.

Tilbage til dengang syv kollektiver på Fyn og Langeland gik sammen om at købe Fyn tilbage fra EF – i protest mod folkeafstemningen 2. oktober 1972.

De kaldte sig ’2. oktober’, og i 1980 åbnede de spillestedet Kloster Moster i Svendborg.

Foto: Palle Berg

Peter Brusendorff kom til Svendborg året inden, og var slet ikke med i 2. oktober bevægelsen.

– Men jeg spillede jo musik, og da spillestedet åbnede, stod de og flagrede med en helt blank koncertkalender. De kunne slet ikke overskue alt dét med at booke musik. ’Giv mig kalenderen’, sagde jeg, og så blev jeg booker, griner Peter.

Det blev en tid, hvor Kloster Moster var et af Danmarks vigtigste spillesteder.

Bands, der siden blev kæmpestore, spillede deres første koncert på Kloster Moster.

En tilfældig marts måned var både Malurt, Poul Krebs, Dissing og Thorup, Troels Trier og Jomfru Ane Band på plakaten. Navne som Lis Sørensen, Savage Rose og Gnags kiggede også forbi spillestedet i Svendborg.

Det er stadig ’Svendborg-godt’

– Allerede dengang blev byen kendt for at behandle musikerne ’Svendborg-godt’. Der var altid mad og øl, kaffe på kanden og overnatning til dem, der havde brug for det, fortæller Peter.

Mads nikker og tilføjer:

– Det ry har byen stadig. Musikere, der ikke har været her før, siger altid: ’Vi har hørt så meget godt om at spille i Svendborg’. Det gælder både de store navne og de helt ukendte.

– Det fede er, når musikerne hygger sig så meget, at de bliver hængende en hel weekend. Selv om de bare skal spille om fredagen. Så kan der pludselig opstå spontane jamsessions, og så bliver det først rigtig sjovt, fortæller Mads.

På Harders har de aldrig haft svært at trække gode navne til. Den største begrænsning ligger i, at spillestedet kun kan rumme 150 gæster.

Her spillede Lukas Graham, lige inden han for alvor brød igennem, og det kun kostede 8000 kroner at booke ham. Også Volbeat var forbi flere gange, før de blev rigtig store.

Fra kassettebånd til YouTube-links

Både Peter og Mads har været gode til at lytte. Ikke bare til musik, men også til de sociale netværk, der på hver sin måde har været afgørende for den musik, de har booket.

– På Kloster Moster væltede det ind med kassettebånd fra alle landets håbefulde musiker. Så hver tirsdag tog jeg kalenderen og kassettebåndene med ind til et stort bord i selve spillestedet. Der kom altid en masse mennesker, der gerne ville være med. Så sad vi og lyttede det hele igennem og blev enige om, hvem vi ville hyre, fortæller Peter.

Nu er det ikke kassettebånd, men links til lydfiler og YouTube-videoer, Mads får tilsendt. Men det sociale netværk er stadig helt afgørende.

– I dag er det bare flyttet ud på de sociale medier. Jeg kunne sagtens booke kalenderen fuld ud fra de links, jeg får tilsendt. Men for at hyre de helt rigtige, bruger jeg rigtig meget tid på at følge med i, hvad der bliver snakket om og hvilke bands, der er værd at holde øje med, fortæller han.

Begge har de haft held til at få fat i musikkens vækstlag – i hver sin tid.

– Det er dét, vi er bedst til. At lave koncerter med bands, publikum ikke kender – endnu. De andre spillesteder i byen er gode til noget andet, og mangfoldigheden gør Svendborgs musikliv til noget helt særligt, siger Mads.

Fra hestestald til spillested

Én ting er gode forhold for de bands, der kommer til byen. Noget andet er Svendborgs egne musikere.

På Harders var det dem, det hele startede med.

– Det var Bjørn Uglebjerg, der fik idéen, imens hans sad derude i hestestalden og trommede løs omgivet af halmballer, fortæller Peter:

– Selv boede han lige ved siden af, i lejligheden hvor Mads bor i dag. Han kendte ejeren af huset og fik ham overbevist om, at de lokale musikere kunne komme og øve her. Baghuset, hvor spillestedet ligger i dag, var fuldstændig forfaldent. Ingen regnede med, at det nogensinde skulle bruges til noget.

Peter er egentlig uddannet arkitekt, så han gik i gang med at måle hele bygningen op, tegne lydisolerede øvelokaler og samle den første flok på seks-otte frivillige til at bygge om.

– Ejeren, Jørgen Riber, har virkelig været en mæcen for byen. Ikke alene gav han os musikere lov til at flytte ind. Han gav os også kontokortet til sin tømmehandel, så vi bare kunne hente værktøj og de materialer, vi havde brug for. Det var meget storsindet, fortæller han.

I 1993 åbnede foreningen Rytmisk Råstof dét, der senere skulle blive til Harders.

Efterhånden kom der flere og flere musikere til, der byggede flere øvelokaler og arrangerede de første koncerter.

Dengang lå der et kollektiv, en frisør og en ejendomsmægler i bygningen, men med tiden indtog musikken flere og flere lokaler.

I dag er der 12 øvelokaler med to bands i hver. I baghuset ligger spillestedet, som de musikere, der øver i huset, frit kan benytte sig af.

– Særligt for et nyt band er det virkelig noget, der betyder noget. Øvelokaler, det er fint. Men et spillested, hvor du kan arrangere koncerter og vise, hvad du kan! Det er altså ret vildt, lyder det fra Peter.

– Det kræver selvfølgelig, at der er plads i kalenderen. Men hvis der er, har vi et hold af frivillige til at stå i døren og i baren. Vi hjælper også med alt det praktiske. Logistik, økonomi og presse. Alt det, musikerne måske ikke lige har tænkt over. Slet ikke, hvis de er 18 år og bare gerne vil spille musik, fortæller Mads.

Også mere etablerede bands bruger spillestedet. Forud for en tour kan de teste hele deres set-up på Harders, hvor lydmanden hjælper med at få det hele stillet op og rigget til.

Nye tider på Harders

I de senere år er det blevet en udfordring, at mange unge musikere sidder derhjemme og laver musik på deres laptop.

De har ikke brug for at komme ned og øve flere gange om ugen. Så på Harders er de i gang med at revurdere måden, de har øvelokaler på.

– Måske kommer det til at hedde produktionslokaler i fremtiden. Hvis vi vil blive ved med at være det sted, hvor musikerne kommer og laver musik, skal vi tilpasse os en ny tid og en ny musikkultur, siger Mads, der sagtens kan se, hvad huset kan tilbyde den nye generation:

– Netværket med andre musikere er jo stadig vigtigt. Og hvis de unge musikere vil ud og spille, skal de have et sted at øve sig op til koncerten – og de skal have hjælp til at organisere alt det praktiske.

På det seneste er der også kommet en hel del professionelle, veletablerede musikere til Sydfyn, og de har helt andre behov.

– De har måske brug for at indspille en plade, eller de skal på tour og vil gerne øve intensivt i 14 dage. Men de har ikke brug for at have et øvelokale fast. Det lægger vi også gerne lokaler til, for det giver god energi til hele huset, fortæller Mads.

Harders er et hus med plads til det hele. Til nye navne og veletablerede bands. Til dem, der øver sig hver tirsdag og torsdag og til dem, der laver musik på helt nye måder.

Et område fuld af ildsjæle

Huset i Møllergade kom til at hedde Harders som en hyldest til den daglige leder, Henning Harder.

– Han er en gudbenådet igangsætter. Det er takket være hans energi og initiativ, at stedet er blevet til dét, det er i dag. At huset rummer så meget, hænger i høj grad sammen med, at Henning tit bare siger ’ja, selvfølgelig’. Og så finder vi ud af, hvordan vi får det til at fungere bagefter, griner Mads.

– Selv om det kun er Henning og mig i det daglige, kommer der hele tiden folk ind fra gaden med idéer til ting, de gerne vil sætte i værk. Foreninger, de gerne vil starte. Arrangementer, de gerne vil holde. Om de kan låne vores lokaler? Det må de som regel, for vi vil gerne hjælpe folk i gang – også med alt muligt andet end musik, siger Mads.

Efter 15 år på Sydfyn er han stadig fuld af forundring over alt dét, der bliver sat i værk i området:

– I lørdags var jeg til en stuekoncert hjemme hos bassisten Jacob Falgren, der blandt andet spiller med Savage Rose. Han er flyttet til Sydfyn, og havde lyst til at fylde sit hjem med mad, musik og godtfolk. Vi var 30, for flere var der ikke plads til. De fleste var tilflyttere, og hvad de mennesker ikke havde af idéer! Også til alt muligt andet end musik. Det var ret fantastisk.

Ånden lever videre

På Sydfyn er ’den anden bølge af tilflyttere’ i fuld gang lige nu. Den første kom i 1970’erne. Det var hippierne fra København – alle folkene bag Kloster Moster, der bankede det ene kollektiv op efter det andet.

Da Kloster Moster lukkede i 1987, havde de fleste af hippierne skiftet kollektiverne ud med kernefamilier. De blev boende på Sydfyn og fik børn.

I dag er de børn blevet voksne, har været en tur ude i verden – og nu vender de tilbage til Sydfyn med deres egne familier.

– Det helt særlige er, at mange fra ’den første bølge’ stadig er her. Folk ligesom Peter. Dem, der var med til at starte det hele. De giver god energi og bakker op om alt det, de nye generationer sætter i værk, siger Mads.

– De ’gamle’ er gode til at komme, når der sker noget i området. Nu har de tid og skal bare ud og hygge sig. Det er ikke sådan nogle gamle nisser, der bare sidder derhjemme og siger: ’Sådan var det ikke i gamle dage’. På den måde lever den gode stemning og den helt særlige ånd fra Kloster Moster dagene videre den dag i dag.

Følg på Facebook

facebook