Både kalot og kameraudstyr er klar til endnu en rejse i Mellemøsten, da jeg besøger den garvede TV2-korrespondent Steffen Jensen i hans hus på Langeland.
Han skal ned og dække parlamentsvalget i Israel, men inden han tager afsted, har han afsat en hel dag, hvor vi sammen skal kigge på hans fotos fra Langeland.
Det er mellem de to verdener, hans liv har formet sig gennem de sidste mange år, og kontrasten er så stor, at den næsten ikke kan beskrives.
– Jamen, alting er anderledes på Langeland. Prøv bare at kigge ud ad vinduet, siger han og slår ud med armen:
– Se lige, hvor grønt det hele er, selv om vi er midt i oktober.
– I Israel varer tørkeperioden omkring otte måneder, så på den her tid af året er alt gult og afsvedet. Fuldstændig tørt og vissent.
Naturen er blevet livsnødvendig
’Flådet’ hedder det enorme engområde, der breder sig til alle sider nedenfor huset på Langeland, hvor Steffen og hans kone har fået fast adresse efter 30 år i Israel.
– Ni millioner mennesker bor der i Israel – på et areal, der er halvt så stort som Danmark. Det er helt utrolig mange mennesker på meget lidt plads.
– Dernede er du heldig, hvis du har en have på størrelse med et frimærke. Her har vi naturen lige udenfor døren.
Huset, der ligger lige syd for Tranekær, har familien brugt som sommerhus gennem mange år, og for Steffen er naturen nærmest blevet livsnødvendig.
– Jeg har desværre fået PTSD af at dække alle de krige og konflikter i Mellemøsten. Så for mig er en tur i skoven med mit kamera en form for terapi.
– Det er kameraet, der får mig ud af huset, ud i den friske luft. Det er også kameraet, der kan få mig til at stå op i de tidlige morgentimer, når mosekonen brygger.
På engen nedenfor huset græsser 15-20 vilde hingste, der er blevet skilt fra flokken på Sydlangeland. Dem bliver Steffen aldrig træt af at fotografere.
– En dag slæbte jeg en stor flash på et stativ ud på engen, og så sad jeg bare dér og ventede ovenpå min rygsæk, der har en indbygget skammel.
– Rygsækken havde jeg fyldt med gulerødder og nedfaldsæbler fra haven, og til sidst overvandt hestene deres frygt og kom nysgerrigt nærmere, griner Steffen.
For forlegen til at fotografere mennesker
At der aldrig var mennesker på Steffens billeder fra Langeland, havde han ikke selv lagt mærke til, før en god fotoven spurgte ind til netop dét.
– I Mellemøsten har jeg aldrig haft noget problem med at fotografere mennesker helt tæt på. Men motiverne fra Danmark var ganske rigtigt helt uden mennesker.
– Det tænkte jeg en hel del over og fandt ud af, at det simpelt hen var fordi, jeg var for blufærdig, fortæller Steffen.
– I Mellemøsten er det jo mit arbejde, men i Danmark kunne jeg ikke få mig selv til at spørge fremmede mennesker, om jeg måtte fotografere dem.
– Det irriterede mig i en sådan grad, at jeg simpelt hen måtte gøre noget ved det, siger Steffen, imens han finder en serie fotos fra 2014 frem.
Dengang besluttede han sig nemlig for at arbejde med sin blufærdighed og få flere mennesker ind i sine billeder.
– Jeg ville lave en serie billeder, der fortalte om menneskene på Langeland, og jeg lagde forsigtigt ud med at fotografere dem, jeg kendte i forvejen.
– Men i løbet af ganske kort tid spredte det sig på hele øen. Pludselig strømmede det ind med idéer til, hvem jeg skulle fotografere, griner Steffen.
Insidertips fra hele Langeland
– Når jeg var henne i Brugsen i Tullebølle, kom folk hen til mig og sagde: ’Ved du godt, at vi har en vinbonde oppe i Tranekær? Ham skulle du tage op og fotografere’.
– Hos boghandleren i Rudkøbing havde de en hel liste med mennesker, der kunne være interessante at have med.
– Pludselig åbnede der sig helt nye døre for mig. Så i den periode kom jeg rundt til en masse spændende mennesker overalt på øen, fortæller Steffen.
– Hanne Hamann oppe i Lohals er et godt eksempel. Hun arbejder på det lokale plejehjem, men udover det er hun frivillig brandmand og akuthjælper.
– I sin fritid rider hun også, og af og til laver hun guidede rideture i skovene deroppe.
– Det kræver selvfølgelig, at hun altid har sin mobil på sig, og på et tidspunkt kom der en brandalarm, da hun var ude at ride med en gruppe gæster.
– Hvad gjorde hun så? Tog sin hest selvfølgelig og red tværs over øen, så hun nåede frem før brandbilen, griner Steffen, imens han viser mig billederne af hende.
Ildsjælene og iværksætterne
Historien er bare én af mange, han har fået med sig hjem i årenes løb, når han er taget rundt på øen med sit kamera.
Undervejs har han lært mange nye mennesker at kende og opdaget steder på øen, han ikke anede eksisterede.
Ana Smedens værksted, der ligger i det allersidste hus ude ved Ristinge Hale, er et af dem.
– Hun er guldsmed, og værkstedet er fyldt med glas, der er blev slebet blødt i bølgerne, små stykker drivtømmer og sten, hun har fundet på stranden.
– Vores datter, der bor i Israel og er uddannet smykkedesigner, var med dernede sidst hun besøgte os. Hun var ved at gå bagover over de ting, Ana laver.
– Den måde, hun med et lillebitte stykke bladguld eller en fin guldtråd kan forvandle fund fra naturen til små kunstværker. Det er fuldstændig fabelagtigt.
Efterhånden som vi kigger Steffens billeder fra Langeland igennem, tegner der sig et ret tydeligt billede af de mennesker, han har indfanget med sit kamera.
Det er øens ildsjæle og iværksættere. Det er de mennesker, der løfter og tager ansvar, og dem, der skaber noget – både for sig selv og andre.
Sådan et menneske er Hans Kjær også.
– Hans er både kirketjener og kunstner med eget galleri i Rudkøbing. Og så er det ham, der har taget initiativ til projektet med de 12 kunsttårne på Langeland.
– Det er et godt eksempel på, at han ikke bare laver udstillinger for sig selv. Rigtig tit får han andre kunstnere med, så det kommer andre end ham selv til gode.
Det er tydeligt, at Steffen er godt tilfreds med de billeder, han i sin tid fik taget af Hans. Også selv om de blev helt anderledes, end han først havde tænkt sig.
– Egentlig havde jeg en idé om, at jeg ville tage et billede af ham, der var inspireret af Th. Dreyers Jeanne d’Arc, fortæller Steffen, imens han finder sin notesbog frem.
I den har han skitseret, hvordan han ville fotografere Hans med krucifikset og kirkens vindue i baggrunden. Men det viste sig, at det slet ikke fungerede.
Til gengæld er han meget glad for portrættet, hvor kirkebænkenes vandrette linjer giver en ro og balance i billedet. En ro, der meget fint afspejler den person, Hans er.
Går på fotoskole i Svendborg
Selv om Steffen har fotograferet det meste af sit liv, er han først og fremmest journalist og har aldrig fået en uddannelse som fotograf.
– Størstedelen af det, jeg ved om at fotografere, har jeg lært ved at pløje nettet igennem og se en million YouTube-videoer om, hvordan man gør dit og dat.
– Men nu er jeg tilmeldt et kursus på Kalejdoskop – Maria Fonfaras fotoskole i Svendborg, og det er rigtig godt.
– Hvor meget af det, der ligger på nettet, fokuserer på teknik og udstyr, diskuterer vi først og fremmest billederne og den fortælling, der er i dem.
– Det kursus, jeg følger, hedder faktisk ’Fotografisk fortælling’, og det er enormt berigende at mødes med andre, der interesserer sig for netop dét.
Ikke bare holder fotoskolen Steffen i gang med at fotografere, når han er hjemme på Langeland. Det udfordrer ham også til at gå nye veje.
Tilbage til det analoge fotografi
– Jeg har lige fundet mit allerførste fotografiapparat frem og er begyndt at fotografere med det igen. Det er helt tilbage fra 1973 og er helt analogt.
– Prøv lige og mærk, hvor tungt det er, siger Steffen og rækker mig det gamle Nikon F kamera, der vejer mindst dobbelt så meget som hans digitale Sony-kamera.
– Det er lavet af solidt metal. Så selv om det er blevet banket ind i klipper på reportagerejser, og jeg har svømmet med det over hovedet, fungerer det stadig.
Henne under vinduet står endnu et analogt kamera. Et fint, gammelt Hasselblad på stativ, der får Steffen til at fotografere på en anden måde, end han plejer.
– Når jeg fotograferer digitalt, kan jeg komme hjem med 2000 skud fra en enkelt dag. Det gamle Hasselblad har kun 12 billeder på en film, og de koster næsten 90 kroner.
– Det gør, at jeg fotograferer meget mere eftertænksomt. Jeg planlægger billedet mere og gør mig mange flere tanker om det. Jeg skyder ikke bare løs.
– Den måde at fotografere på kunne jeg godt tænke mig at omsætte til det digitale fotografi, siger Steffen, imens han viser mig, hvordan det gamle kamera fungerer.
Selv har han den franske fotograf Henri Cartier-Bresson som et af sine helt store idoler. En fotograf, der altid stræbte efter at indfange ’the decisive moment’:
At skyde ét eneste billede i det helt afgørende øjeblik – uanset om det er i Mellemøsten eller på Langeland.
