– Dét maleri ramte mig. Og jeg kommer ellers fra en familie, der slet ikke interesserer sig for kunst. Jeg havde knapt nok været på et museum i hele mit liv.
Sådan husker Jonas den aften, han mødte Kamilla. Til en koncert på Maskinen i Svendborg, hvor et af hendes malerier hang oppe over scenen.
– Jeg stod bare dér og stirrede på det, da Kamilla kom over for at sige hej. Og jeg anede ikke, at det var hendes værk, fortæller 27-årige Jonas.
– Aftenen endte med, at vi aftalte en byttehandel. Jeg fik lov til at tage maleriet med hjem, hvis jeg til gengæld lovede at lave et møbel til hende.
I dag, fem år efter, har han omsider fået lavet dét møbel. En reol, der dækker hele den ene endevæg i Kamillas atelier, hvor jeg møder kæresteparret.
Alt er lavet i hånden med sav, høvl og stemmejern, og der er hverken brugt søm, skruer eller lim. I stedet er hylder og hyldeknægte tappet sammen.
Og det er sådan, de er. Mega nørdede med hver deres håndværk 😊
Lige nu er reolen fyldt med tegninger, Kamilla har lavet med sortkridt. Præcis som de gjorde på akademierne i gamle dage.
– Med sortkridt kan jeg komme fra de fine, lyse nuancer og helt ned i den sorte. Det kan jeg ikke med blyant, der bare bliver blank, grå og slet ikke sort på samme måde.
Som at træne til elitesoldat
Kamilla har studeret klassisk tegning hos tre forskellige læremestre, og hun sammenligner det lidt for sjov med at træne til elitesoldat.
– At lære klassisk tegning er virkelig hårdt arbejde. Simpelt hen fordi du får vendt op og ned på alting, når dit hoved prøver at forstå, hvordan en form er opbygget.
– Det kræver en helt enorm udholdenhed, og det er bare tørre tæsk, indtil du forstår det, griner hun.
At det først og fremmest er lys og skygger, hun ser, når hun for eksempel skal tegne en næse, har Jonas stadig svært ved at forstå.
– Ja, for det er jo en helt anden måde at se verden på, siger han stadig lige forundret.
Han, der er så vant til at strege op og trække linjer, når han arbejder i værkstedet, der ligger på etagen over Kamillas atelier.
Fra mors soveværelse til eget snedkeri
Jonas trækker på traditioner fra både møbel- og bygningssnedkeri, når han bygger og restaurerer møbler og inventar, vinduer og døre.
– Jeg egnede mig bare ikke til at stå ude på en byggeplads og sætte kilometervis af gipsplader op. Det var noget helt andet, jeg ville.
– Så min første store opgave blev et køkken, der skulle specialbygges til et bevaringsværdigt hus ovre på Ærø, fortæller han.
Dengang havde han endnu ikke sit eget værksted, så han fik lov til at låne sin mors soveværelse.
– Jeg havde bare min høvlebænk og min værktøjskasse, og så stod jeg dér og lavede et helt teaktræskøkken, griner Jonas.
Siden har han lavet flere andre køkkener, og faktisk er træet til Kamillas reol noget, han fik til overs fra et køkken i København.
Det var en opgave, hvor et fint, gammelt køkken skulle omdannes og tilpasses – i stedet for bare at blive erstattet med et nyt. En rigtig drømmeopgave for Jonas.
– Da jeg afleverede køkkenet, sagde jeg til Kamilla: ’Bare jeg kunne lave den slags hver eneste dag’, og så svarede hun: ’Men det kan du jo – bare gør det!’.
– Og ved du hvad? I samme uge fik vi tilbudt baghuset her. Med et atelier til Kamilla og et rum ovenover, der egnede sig perfekt til et snedkerværksted, smiler Jonas.
Fik sit værktøj kvit og frit
Siden har han fundet sin niche i specialopgaver, hvor alle samlinger og alt finish bliver lavet i hånden.
Som de 28 bondehusvinduer, alle i forskellige mål, der ligger og venter i værkstedet. De skal tilpasses hver deres skæve vindueskarm i et gammelt hus.
Og den 100 år gamle hoveddør, han er i fuld gang med at reparere, så den kan males op igen i de helt rigtige almuefarver.
På væggene hænger en hel samling af fine, gamle save og ikke mindre end 59 profilhøvle – og de er ikke kun til pynt. De passer til hver deres opgave.
Dem har Jonas fået fra en snedkermester, der var ved at miste synet og derfor skulle af med sit værktøj.
Han havde hørt godt om Jonas’ respekt for det gamle håndværk, og derfor ville han gerne overdrage ham sit værktøj kvit og frit.
Træ henter Jonas som regel hos Kragelund Træ i Ørbæk, hvor han kan komme ud og vælge lige præcis de planker, der passer.
– På den måde bliver der meget lidt spild, fordi jeg kan finde det træ, jeg skal bruge til opgaven – i stedet for at skulle købe det i hele kubikmetre.
– Og så er Henning, der har stedet, mindst lige så nørdet med planker, som jeg er med møbler. Han henter det fineste træ hjem fra hele verden, fortæller Jonas.
Gennem porten, over gården og op ad trappen
På etagen nedenunder er Kamilla i fuld gang med et oliemaleri. Det er dem, hun arbejder på i vinterhalvåret, hvor der kun er åbent i atelieret to gange om ugen.
– Om sommeren, når der er åbent seks dage om ugen, laver jeg hellere træsnit og tegninger.
– Den slags kan jeg bedre gå til og fra – til forskel fra de store oliemalerier, der kræver en del mere koncentration, fortæller hun.
– Men det passer mig egentlig godt. At sommeren er livlig og udadvendt, og vinteren til gengæld er mere rolig – med tid til at fordybe sig og se lidt indad.
Selv synes hun, at hendes atelier ligger helt perfekt deromme i baghuset, lidt i skjul fra gågaden. For som hun siger, giver det nærmest en følelse af at gå på opdagelse.
– De fleste synes faktisk bare, det er hyggeligt, at de skal ind gennem porten, over gården og op ad en trappe for at finde atelieret, fortæller Kamilla.
Tidligere arbejdede hun som skrædder, og det kunne måske godt lyde som lidt af et skift. Men faktisk trækker Kamilla meget på sin fornemmelse for stoflighed, når hun arbejder.
Igen er det noget med, hvordan skyggerne ligger, og hvordan lyset falder – alt efter hvilket materiale, hun maler.
– Nogle gange er det nærmest som at drapere tekstiler med min pensel, når jeg maler stof, fortæller hun.
På den måde har Kamilla selv sammensat sin uddannelse, og undervejs har hun fået nogle gode værktøjer til at arbejde med dét, hun synes er vigtigst.
– Har du formforståelsen på plads, kan du lige så stille begynde at bløde udtrykket op. Og så skal der pludselig kun tre penselstrøg til, for at en albue står frem.
Kunst og kærlighed i den gamle balsal
Oliemaleri er en langsommelig proces, og derfor er Kamilla altid i gang med flere malerier ad gangen.
Den dag, jeg kommer forbi baghuset i Rudkøbing, er det blandt andet et stort maleri med festlige cocktailglas, der står til tørre.
Lidt sjovt, når byens balsal faktisk engang lå lige her, hvor Kamilla har atelier.
Dengang var der en husholdningsskole i Rudkøbing – og nede på Langelandsfortet holdt alle marinesoldaterne til. Så balsalen var et godt sted at mødes.
– Jeg har jævnligt gæster i atelieret, der kan huske, da de var til bal dengang. Blandt andet en kvinde, der faktisk mødte sin mand lige her, fortæller Kamilla.
Hun har lagt penslen for nu, og Jonas er kommet ned oppe fra værkstedet for at finde det hjemmebagte rugbrød frem.
De to nyder tydeligvis, at de kan arbejde i samme bygning, nørde med hver deres håndværk – og spise frokost sammen hver dag.
Se mere om Kamilla Herskind’s Atelier
Se mere om Balsløv Snedkeri
