– Okay. Nu siger jeg lige noget vildt.
– Jeg kunne godt tænke mig at sælge alt, hvad vi har. Og flytte ud på det dér sted. Hvad tænker du om det?
Michael husker præcis, hvad han sagde til Trine den eftermiddag i september 2019.
Stedet, han snakkede om, havde han set fotos af to dage tidligere. Og han havde ikke tænkt på andet siden.
Trine kiggede på salgsopstillingen i 15 sekunder, og så svarede hun dét, Michael mindst af alt havde ventet:
– Ja, lad os gøre det!
Trine slår en høj latter op, da hun husker, hvor chokeret Michael blev. Han havde ikke et øjeblik troet, at hun ville flytte fra sit elskede byhus i Svendborg.
– Og jeg gik og troede, at han ikke ville flytte. Det sjove var, at ingen af os havde sat ord på det. Eller endda erkendt det.
– I virkeligheden tror jeg ikke, at jeg havde været rigtig glad i de sidste 4-5 år. Men ingen af os havde turde sige det: ’Var det dét? Er det her vi ender?’.
Byhuset i Svendborg var ellers en rigtig perle, som parret havde renoveret og bygget på gennem 18 år.
De havde fået indrettet sig med have, orangeri og et fantastisk baghus, som de selv tegnede, byggede og siden vandt en arkitekturpris for.
– Problemet var bare, at det hele var begyndt at køre på repeat. Pludselig var der ikke flere projekter, vi kunne kaste os over.
– Det hele fungerede. Det var hyggeligt og rart – men også en smule monotont. Alligevel kom tanken om at flytte først, da stedet her dukkede op, fortæller Michael.
Samme weekend bestilte de en fremvisning af den helt usædvanlige ejendom, der viste sig at ligge i Åbyskov, otte km udenfor Svendborg.
De to kigger på hinanden og bryder sammen af grin:
– Men vi kunne ikke vente helt til om søndagen. Vi kunne slet ikke sove! Vi lå bare og roterede i sengen, så tidligt lørdag morgen ræsede vi herud for at smugkigge.
– To-tre timer gik vi rundt på grunden, og allerede dér begyndte idéerne og drømmene at tage form. Vi var solgt, fortæller Trine.
Et forladt paradis
Huset viste sig at være lidt af en tidskapsel. Den tidligere ejer havde boet på stedet sammen med sine forældre i hele sit liv. De sidste 17 år alene.
Da Michael og Trine så huset første gang, havde det stået tomt i et par år, og alt var groet til og forsømt.
Selve grunden var på 5,5 hektar jord – eller 55.000 m2. To hektar skov, to hektar mark og halvanden hektar parklignende have, hvor naturen havde fået lov til at råde.
Bygningerne var overgroet med efeu og blåregn. Også værkstedet, som var det, Michael i første omgang faldt for.
– Der slap ikke så meget som en solstråle ind, og der var store kager af spindelvæv fra gulv til loft. Men det var kram, fortæller Michael, der selv er tømreruddannet:
– Rent håndværksmæssigt er det afsindigt godt byggeri. Solidt og i gode materialer.
Bare garagen, hvor den røde Ferguson står, er et kolossalt byggeri. Lavet efter alle kunstens regler med kobberinddækninger og overdimensionerede spær og udhæng.
Gaven, der bliver ved med at give
Den tidligere ejer byggede det hele selv, og det er forklaringen på værkstedet, der i sig selv er større end det byhus, Michael og Trine flyttede fra i Svendborg.
Alle de store maskiner fulgte med i handlen: Pladebukkeren, som den tidligere ejer brugte til at lavet sine egne tagrender. Afrettere, fræsere og tykkelseshøvle.
Alt fungerer, og det er ovenikøbet de maskiner, Michael i sin tid blev udlært på, så han kender alt til dem.
– Det første, vi gjorde, var at befri husene. Altså, tagrenderne var jo levende! Der groede planter i dem, som havde fået godt fat gennem flere år, fortæller Trine.
Derefter gik Michael hele værkstedet igennem og havde alt værktøjet nede for at rense det.
Undervejs dukkede den ene overraskelse op efter den anden.
I lader og udhuse fandt han bjælker af jernteak og massive stykker af mahogni. Et af dem så stort, at det kan blive til et enormt langbord – i et stykke.
Derudover vokser der både lærketræer, graner, fyr og cedertræ på grunden.
– Det er gaven, der bliver ved med at give, som Michael udtrykker det:
– Følelsen af, at lige meget hvilket projekt vi finder på fra nu af, så har vi både værktøjet, maskinerne og de materialer, der skal til.
Dét er livet!
Drømmen er at bygge både shelters, vildmarksbad og sauna på grunden. Foruden selvfølgelig terrasser og de fedeste bænke og havemøbler.
Og de vil gerne have flere med, så stedet bliver til glæde for andre end bare dem selv.
Et godt eksempel er vildmarksbadet. Det blev bygget, fordi to af deres venner kom for at fælde lærketræ til deres eget vildmarksbad.
– De faldt fuldstændig for værkstedet, så de spurgte, om de måtte bygge badet her. Og jeg svarede: Ja, selvfølgelig, men så skal vi bare bygge to, griner Michael.
Og sådan blev det. I bedste TV-køkken stil byggede vennerne deres bad, imens Michael stod ved siden af og lærte at bygge sit eget.
– Så lavede vi bål og hyggede os om aftenen, spiste god mad og de sov herude i de dage. Altså det er jo livet! Det er lige præcis sådan, vi gerne vil bruge stedet.
Nu med eget tårn…
En anden overraskelse var tårnet, som den tidligere ejer byggede til sine mange tusind bøger.
Meningen var, at der skulle være reoler hele vejen rundt langs væggene.
Ned fra loftet hang en enorm kæde af smedjern, hvor der var gjort klar til en lysekrone.
Desværre nåede han aldrig at gøre sit livsværk færdigt. Da Trine og Michael overtog tårnet, lå der en loddestok, en hammer og en murerske midt på gulvet.
Bøgerne har de sat op i tårnet, som det var tiltænkt. Men på længere sigt er deres plan at indrette tårnet til et gæsteanneks med vinduer ud i alle verdenshjørner.
… og to smukke staklader
Fra tårnet går en sti op gennem granskoven, og deroppe for enden af den enorme grund ligger to smukt byggede staklader.
Indtil nu har de været fyldt med træ, men ifølge Trine og Michael kan de rumme meget mere end det:
– Vikingefester med langbord og mjød, høstgilder og bryllupper. Små festivaler og andre events, der passer til stemningen på stedet. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
– Vi ville elske, hvis nogle af alle de mange ildsjæle, der er hernede på Sydfyn, tog fat i os, siger Trine.
– Om det så er en kok, der vil lave en langbordsmiddag i stakladen, nogle musikere, der vil spille udendørskoncerter eller en, der drømmer om at lave et yogaretreat.
To hypersociale mennesker flytter på landet
Trine og Michael har altid haft et meget åbent hjem og er kendt for at holde de fedeste fester.
– Vi har altid omgivet os med mange mennesker. Men vi har bare ikke haft så meget plads at gøre det på. Før nu.
For Trine er det helt åbenlyst:
– Hvad skulle vi med al den plads, hvis det ikke var for at invitere andre herud?
Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun skulle flytte på landet. Bare tanken om at sidde alene og kukkelure et eller andet sted!
– Jeg er vant til mennesker og liv omkring mig. Inde i byhuset brugte vi nogle gange seks poser kaffe på en uge. Bare for at give et billede af det, griner hun.
Derfor glæder hun sig til, at de er færdige med at sætte den del af huset i stand, som de kalder Bondehuset. Det skal nemlig bruges til feriehusudlejning.
Der er meget at glæde sig til
Imens Michael har travlt med at etablere et helt nyt badeværelse i huset, maler og indretter Trine resten i gennemført retro-stil.
Hun kan næsten ikke vente med at byde de første gæster velkommen, for det at være vært falder hende helt naturligt:
– Bare dét at vise folk stedet og hygge om dem. At fylde køleskabet op, inden de kommer. At bage boller og servere vores egen brombærmarmelade.
– Eller at tænde op i vildmarksbadet, så det er klar, når de kommer hjem, efter at de har været på tur hele dagen. Alt det glæder jeg mig til, siger hun med et stort smil.
Hverken hun eller Michael er helt landet på benene endnu, siden deres liv slog en gevaldig kolbøtte den efterårsdag i 2019.
– Vi kniber os dagligt i armen og forstår stadig ikke, at vi bor på dette fantastiske sted.
– Det skaber en meget større lykkerus, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, dengang vi stadig boede inde i byhuset, fortæller Trine.
Man kan sige, at de to har gjort det modsatte af de fleste andre, der flytter til noget mindre, når børnene flytter hjemmefra.
Og én ting er sikkert: De løber ikke tør for projekter, idéer eller drømme lige foreløbigt.
