fbpx

Malou er sommelier. Her blindtester hun otte slags æblemost fra Sydfyn og øerne

Æblemost på Sydfyn og øerne

’Sydfyn for livet tester’ er et fast indslag her på siden. Efterhånden er der blevet testet alt fra brunsvigere og fastelavnsboller til udstillinger, apps og audiowalks.

Denne gang gælder det æblemost fra Sydfyn og øerne. Otte slags, der viser sig at være vidt forskellige. Både i smag, duft og udseende.

Til at hjælpe mig med smagningen har jeg allieret mig med Malou Hye Nielsen. Hun er sommelier, og til dagligt driver hun vinbutikken Vinoble i Svendborg.

Malou fra Vinoble i Svendborg

Men hvad vil det egentlig sige at være sommelier? Dét, der oversat fra fransk betyder ’mundskænk’, og som de fleste forbinder med en vintjener?

Vandsmagning var en kæmpe øjenåbner

I virkeligheden er det en uddannelse i at træne sin smags- og duftesans. Ikke kun når det gælder vin, men også kaffe, te, chokolade, ost – og vand, skulle det vise sig.

– Det er virkelig en heftig uddannelse. 40 gange kørte jeg til Aarhus for at stille deroppe mandag morgen kl. 9, fortæller Malou, da jeg møder hende i butikken.

Malou fra Vinoble i Svendborg

– Vi kunne træne vores smags- og duftesans på 30 vine på én dag, og derudover havde vores lærer små bøtter med, som vi skulle dufte til og forsøge at genkende.

– En dag havde vi sågar en vandsmagning, hvor vi smagte på postevand fra Jylland og Sjælland, diverse kildevand fra flaske og vand med forskellige slags bobler.

– Det er helt vildt, så stor forskel der var i smagen – bare på vand! Det var en kæmpe øjenåbner, fortæller Malou.

Malou fra Vinoble Svendborg

Hele sin barndom har hun hørt sine forældre snakke om vin over aftensmaden, og siden hun var 13, har hun arbejdet i morens vinforretning i Ringe.

Det vil sige, at hun for længst har holdt sit 10-års jubilæum, selv om hun kun er 27 – for i dag er det hende, der driver familiens butik i Svendborg.

Det er her, vi skal smage på æblemost. Oppe i smagelokalet over butikken, hvor der aftenen inden har været romsmagning med syv slags rom i glassene 😋

Smagelokale hos Vinoble
Foto: Vinoble Svendborg

Lad blindsmagningen begynde!

Nu gælder det æblemost, og alle otte er lavet lokalt her på Sydfyn og øerne. Ingen af dem er tilsat andet end æble.

De sidste dage har jeg brugt på at hente dem hjem ude fra gårdbutikkerne – men hvorfra de kommer, får Malou først at vide, når hun har smagt og bedømt dem alle.

Til sidst i artiklen kan du se den samlede bedømmelse, hvor hun giver dem

til

1) En helt klassisk, lidt flad æblemost

Malou ved det ikke. Men den første most, hun smager på, er fra det økologiske landbrug Fårehavegård, der ligger fem km nord for Svendborg.

Først stikker hun næsen helt ned i glasset og dufter til den. Og allerede her kan hun dufte, at det er en helt klassisk æblemost, lavet på blandede æbler.

Blandede æbler fra Sydfyn

Men smagen er hun ikke så begejstret for.

– Der er ikke meget liv i den. Den har en lidt flad, melet smag, nærmest uden syre, siger Malou og smager igen.

– Nej, den har altså ikke meget at byde på. Men lad os nu se, når jeg smager de andre, siger hun og rækker ud efter næste glas.

Fårehavegård æblemost

2) Fantastisk most, måske endda en favorit?

Blindsmagningens næste most kommer fra Lolks Frugtplantage på Tåsinge.

I år har de seks forskellige slags most i sortimentet, og jeg valgte dén med Rød Aroma. Det viste sig at være et godt valg.

– Den her dufter af meget mere end den første. Den er meget lækkert, udbryder hun, så snart hun stikker næsen i glasset.

Lolks frugtplantage
Foto: Lolks Frugtplantage

– Den dufter af et rødt, modent æble. Og den har en virkelig dejlig æblesmag, der er meget mere frisk end den første, jeg smagte, siger Malou og smager igen.

– Den har også en fin syre, der får mundvandet til at løbe. En rigtig dejlig æblemost med en god smag og duft af æble – lige en most efter min smag.

Om den skal kåres som den bedste blandt de otte vil vise sig. Det venter Malou med at afgøre, indtil hun har smagt dem alle 😉

Lolks Æblemost

3) Dejlig smag, men lidt for parfumeret duft

Næste most kommer fra Bryggeriet Æ, der ligger i Svendborg. De får produceret nogle af deres moste i Frankrig, men ikke denne.

En lille, lokalt produceret Æblebrus, der – som navnet antyder – er tilsat kulsyre. Men inden vi kommer til boblerne, starter Malou som altid med duften.

– Den dufter godt nok meget parfumeret. Der er nærmest lidt slik over den, lyder det lidt efter. Smagen synes hun til gengæld er rigtig dejlig.

Æ æblemost
Foto: Bryggeriet Æ

– Den er sød og frisk på samme tid og kunne sagtens være et godt alternativ til sodavand. Eller i stedet for alkohol til mad.

– Ja, eller til brunch! Jeg ville synes, det var superlækkert med sådan et glas boblende æblemost til min brunch.

– En rigtig dejlig æblemost, men den har altså en lidt for parfumeret duft efter min smag, lyder dommen.

Æ Æblebrus

4) En skuffende most, nærmest uden smag

Næste æblemost er fra Frugtplantagen Strandlyst på Langeland, der laver flere forskellige slags æblemost. Malou smager den, der er lavet af Gråsten-æbler.

– Den har ikke nogen tydelig duft af æble. Jeg skal virkelig lede efter den, er hendes første kommentar, da hun får den i glasset.

– Den har heller ikke så meget smag som de andre. Den har noget… ja, hvad har den egentlig? Hverken syre eller sødme, siger hun og smager igen.

Strandlyst Frugtplantage Æblemost

– Smagen forsvinder så hurtigt, at den nærmest bare er en tørstslukker i stedet for et glas vand. Så jeg bliver faktisk lidt skuffet, når nu jeg forventer et glas æblemost.

– Men det er slet ikke rart at skulle give en dårlig bedømmelse. Når nu jeg ved, hvor meget arbejde, der ligger i at lave sådan en flaske, lyder det lidt nedslået fra Malou.

Måske var det gået anderledes, hvis hun havde smagt en af deres andre moste. I år er der syv slags at vælge imellem i den hyggelige gårdbutik på Langeland.

Strandlyst Frugtplantage Gårdbutik

5) En eksklusiv og virkelig interessant most

– Hold da op, er det en ren æblemost? Den er ikke blandet op med noget?

Malou gør store øjne, da jeg skænker et glas af den næste most. Selvfølgelig så hun ikke ser, at det er en Filippamost fra Strynø Frugthave.

Hun dufter længe til den og bliver helt stille.

Strynø Frugthave Enkeltsortsmost

– Den dufter næsten af rugbrød, kan du fornemme det? Den dér duft af malt og mask – næsten ligesom når man brygger øl, lyder det forundret.

– Nu åbner den sig… Og lige så stille dukker duften af frisk æble op inde bagved. Hun kigger helt overrasket på mig, da hun tager det første lille sip.

– Den smager helt klart bedre, end den dufter. Af friskplukket æble, ligesom hvis du havde plukket det direkte fra træet i september måned.

Filippaæbler

– Nu er det som om den dufter mere og mere af æble. Så det er altså en god idé at åbne den lidt inden, du skal drikke den. Ligesom en god vin.

– Det har jeg aldrig før tænkt på i forhold til æblemost. Men her får iltningen lidt af den dér øllede duft til at forsvinde, siger hun og slynger mosten rundt i glasset.

– Det er sådan én, du ville kunne få på en restaurant i stedet for et glas vin. En eksklusiv most, der er virkelig interessant. Og farven er jo fantastisk.

Æblemost smagning

– Men altså, duften er speciel. Nu er der lidt hestestald over den, griner Malou. Det er som om, jeg kan dufte noget nyt, hver gang jeg stikker næsen i den.

– Det bliver meget spændende at høre, hvad det er for en æblemost, siger hun og tager endnu en tår.

– Her er der virkelig nogen, der har tænkt over det og lagt meget arbejde i at udvikle mosten. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Strynø Frugthave
Foto: Strynø Frugthave

Og hun har jo helt ret. Specialmostene fra Strynø Frugthave er eksklusive. Udviklet af Mette Meldgaard i samarbejde med Rasmus Kofoed fra Restaurant Geranium.

Prisen er derefter. Den ligger lidt over det dobbelte af, hvad de andre moste koster.

Men det røber jeg selvfølgelig ikke før til allersidst 😉

Økologiske Æbler

6) En let most, du kan blive ved med at sippe til

Ullemose Frugt ligger i Oure, 12 km udenfor Svendborg. Det er her, du fra september til april kan smage på alle æblerne, inden du finder din favorit.

De har også fire slags most, du kan prøvesmage i gårdbutikken. Til vores smagning havde jeg valgt den rene æblemost. Uden kirsebær, ribs eller solbær.

Æblemost fra Ullemose

– Den har ikke helt så meget duft, siger Malou, inden hun slynger den rundt i glasset, så den får lidt ilt.

– Men nu hvor den åbner sig lidt mere, har den en dejlig duft af modne æbler. Den er, hvad jeg ville forvente af en æblemost. Lad os se, hvordan den smager…

– Meget let, vil jeg sige. Der er en fin balance i smag og duft, men smagen bliver ikke hængende så længe.

Ullemose æblemost

– En god og velsmagende æblemost. Men slet ikke lige så interessant som den, jeg lige har smagt.

– Den mangler noget fylde og krop. En meget let most, både i smag og duft, så jeg vil nok ikke give den mere end 3 ud af 5 hjerter.

– Havde det været en vin, havde jeg kaldt den ’en let sipper’, fordi den er så let, at du bare kan blive ved med at gå og sippe til den, smiler den unge sommelier.

Holmdruphuse Æblelund most

7) En helt anderledes most – med duft af rose

Dagens næstsidste most er fra Holmdruphuse Æblelund, som jeg også har skrevet om tidligere. Det er nemlig et godt pluk-selv sted i efteråret.

Deres most er lavet på en blanding af Elstar og Bellida, og æblerne bliver dyrket helt uden brug af kunstgødning eller sprøjtemidler.

– Hold da op, den er helt anderledes end de andre, siger Malou, da jeg hælder op, og mosten nærmest er lyserød i glasset.

Holmdruphuse Æblelunds Æblemost

Hun dufter intenst til den og kigger forundret på mig. Stikker næsen helt ned i glasset og udbryder:

– Det er virkelig underligt. Den dufter af rosensæbe og citrus – men ikke ret meget af æble. Jeg kunne faktisk blive i tvivl, om det overhovedet er æblemost, griner hun.

– Altså… den har virkelig noget power i duften, men på en helt anden måde end de andre. Den har de dér florale noter, som jeg slet ikke forventer af en æblemost.

Æblemost fra Holmdruphuse

Malou smager koncentreret på den lyserøde most og synes stadig ikke, at den er særlig æbleagtig.

– Det er mere som en lemonade – eller en non-alkoholisk drink, som du kunne få serveret på en fancy restaurant med en isterning i og mynte på toppen, griner hun.

– Det er en meget anderledes most. En helt anden oplevelse end de andre og faktisk meget lækker i smagen. Men duften er for parfumeret, synes jeg.

Æblemost fra Holmdrup huse

8) Som æblegrød, der dufter på komfuret

Den sidste most, jeg har taget med til Malou, er også fra Strynø Frugthave. Men det er noget helt andet, end den eksklusive enkeltsortsmost, hun smagte tidligere.  

’Mettes most – rød og rund’ hedder den. En blandet most, der mest er beregnet til lokalt salg på torvemarkeder og i Mettes egen vejbod på Strynø.

Malou er meget begejstret, allerede da hun dufter til den.

Mettes most
Foto: Strynø Frugthave

– Den har en virkelig dejlig duft. Som når man går gennem en æbleplantage, hvor æblerne hænger modent på grenene, og det lige har regnet.

– Det er som om, det er lykkedes at indfange det i mosten. Også i den røde farve – den er fantastisk flot.

Smagen har hun heller ikke noget at udsætte på. Tværtimod.

Mettes Most Æblemost fra Strynø

– Det er en meget behagelig æblemost, som mange ville kunne lide. Den smager af søde, røde æbler, men den har også en fin syre, siger Malou og smager igen.

– Den har virkelig meget fylde. Som en æblegrød, der står og dufter på komfuret, så man får lyst til at stikke en ske i den og smage, smiler hun.

– En virkelig lækker gourmetmost med en god smag af både æble, syre, sødme og friskhed. Den har meget på paletten i forhold til mange af de andre, synes jeg.

Malou Vinoble Svendborg

Spørgsmålet er, om den sidste most kommer helt op på siden af most nummer to. Dén, som Malou indtil nu har syntes, var den bedste.

Faktisk er hun helt overvældet over, hvor forskellige de otte moste er. Både i smag, duft og udseende, når de står dér på rad og række.

– Se lige en flot farveskala! Det er jo helt vildt, at de alle er lavet på Sydfyn og øerne. Hvor har det været sjovt at få lejlighed til at smage dem alle sammen, udbryder hun.

Malou fra Vinoble i Svendborg

Den samlede bedømmelse

SÅ kan vi ikke trække den længere 😊 Det er blevet tid til at rangordne de otte moste, og Malou smager endnu engang på most nummer to.

Og ja, den er stadig hendes favorit, konstaterer hun og bliver noget overrasket, da jeg løfter den brune hætte og afslører, hvem der har lavet mosten.

Det viser sig nemlig, at hendes favoritmost er fra Lolks Frugtplantage på Tåsinge. Den eneste, jeg ikke har været ude og hente i en gårdbutik.

Vindermosten er faktisk bare købt i den lokale Spar købmand 😊

Æblemost fra Sydfyn og øerne

Her er de så! De otte slags æblemost fra Sydfyn og øerne, som Malou har rangordnet fra top til bund:

Lolks Frugtplantage, Tåsinge

29,- for 75 cl
Ikke økologisk, Rød Aroma
Se mere her

Strynø Frugthave, Mettes Most

25,- for 25 cl
Økologisk, Rød og Rund, blandede æbler
Se mere her

Strynø Frugthave, Enkeltsortsmost

68,- for 50 cl
Økologisk, Filippaæbler
Se mere her

Bryggeriet Æ, Svendborg

23,- for 27,5 cl

Ikke økologisk Æblebrus, blandede æbler
Se mere her

Ullemose Frugt, Oure

33,- for 75 cl
Ikke økologisk, blandede æbler
Se mere her

Holmdruphuse Æblelund, Svendborg

27,- for 75 cl
Usprøjtede Elstar og Bellida æbler
Se mere her

Fårehavegård, Tved

32,- for 75 cl
Økologisk, blandede æbler
Se mere her

Frugtplantagen Strandlyst, Langeland

26,- for 75 cl
Ikke økologisk, Rød Gråsten
Se mere her