Langeland vil være Danmarks bedste blaffer-ø, men hvor nemt er det egentlig at blive taget op? Det satte jeg mig for at teste 😊
Derfor planlagde jeg en rute fra Rudkøbing i vest til Bagenkop i syd, videre til Spodsbjerg i øst, op til Lohals i nord – og så tilbage til Rudkøbing.
En tur på cirka 112 km, en helt almindelig onsdag i august. Hvor længe ville der mon gå, før jeg fik et lift? Og hvem ville jeg møde undervejs?
Jeg satte stopuret og stillede mig klar i vejkanten. Her kan du følge min tur rundt på øen 👍
Projektet ’Langeland blaffer’ blev lanceret i august 2021. En rigtig fin idé, for undersøgelser har vist, at der i snit kun er 1,3 personer i de danske biler.
Men hvor nemt er det så at komme Langeland rundt på en tommelfinger? Forbavsende nemt skulle det vise sig 😊 Allerede efter 5 minutter og 50 sekunder holdt den første bil ind.
5:50 Lift fra Rudkøbing til Humble
Det var Bent, der var vældig glad for at se en blaffer i vejkanten, for han havde selv blaffet en del i sit liv.
Særligt en tur rundt i hele Australien som ung, fortalte han. Det var overraskende nemt – og en kæmpestor oplevelse.
Stod det til ham, kunne vi sagtens udnytte pladsen i bilerne noget bedre.
Selv havde han været en tur i Rudkøbing for at hente maling, og nu var han på vej tilbage til sin gård nede ved landsbyen Fodslette på Sydlangeland.
Et dejligt sted ude ved kysten, hvor han indtil for et par år siden drev landbrug. Men nu var jorden forpagtet ud, og han og konen havde købt sig et sommerhus.
Det var dét, han skulle op og male i weekenden. Mere nåede jeg ikke at høre, inden vi stoppede lige syd for Humble, hvor han skulle dreje fra hovedvejen.
1:21 Lift fra Humble til Bagenkop
Her nåede jeg knapt nok at stikke tommelfingeren ud, før den næste bil holdt ind. Det var Antoinette og hendes mand Ole, der var på vej ned til Bagenkop Kunsthal.
Et sted, hvor lokale kunstnere udstiller en uge ad gangen, og i denne uge var det Antoinettes tur.
Hun laver store, farverige oliemalerier af blomster, og derfor var hun og Ole på vej ned for at passe udstillingen på Bagenkop Havn.
Ole var ikke vild med at blive fotograferet – og jeg ville ellers så gerne have haft et foto af dem sammen. De fortalte nemlig sådan en fin historie undervejs på turen.
Om Antoinette fra den franske del af Schweiz, der tog hyre på et skib og mødte sømanden Ole ude på verdenshavene.
Om hvordan han tog hende med hjem til Langeland – og de lige dén dag, hvor vi kørte sammen til Bagenkop, kunne fejre deres 54-års bryllupsdag. Wauw altså ❤️
Da vi nåede frem, var der gået tre kvarter, siden jeg stillede mig ud i vejkanten i Rudkøbing. Havde jeg selv taget bilen, ville det have sparet mig for et kvarter.
Men så havde jeg jo hverken mødt Bent, Antoinette eller Ole – og jeg havde til gengæld brændt en masse dyr benzin af 🙈
Sikke en fin start på dagen, det havde været – og i det dejlige solskinsvejr var det fristende liiiiige at blive hængende lidt på den hyggelige havn i Bagenkop.
Men det var jo slet ikke sikkert, at resten af ruten ville være ligeså nem. Måske var det bare begynderheld?
Så kort efter stod jeg igen oppe ved hovedvejen og stak tomlen i vejret. Nu i retning mod nord.
2:34 Lift fra Bagenkop til Humble
2 minutter og 34 sekunder. Længere gik der ikke, før en bil med trailer og en plæneklipper bagpå svingede ind til siden.
Det var Kristian, der havde været i Bagenkop for at klippe græs for sin 99-årige mor. En gæv kvinde, der stadig boede i eget hus og klarede det meste selv. Bare ikke græsset.
Selv var Kristian flyttet til Humble, og på vejen derop fortalte han om livet som elektriker ude på boreplatformene i Nordsøen. 14 dage ude og tre uger hjemme.
Dét havde han været godt tilfreds med. Men som han selv sagde, var det måske anderledes, hvis han havde haft kone og børn, der ventede derhjemme.
Nu nød han livet som pensionist i sit lille hus på Hovedgaden i Humble, og dér blev jeg sat af – klar til det næste lift nordpå.
4:46 Lift fra Humble til Rudkøbing
Og ja… Hvis knap fem minutter kan føles som lang tid, så siger det vist mere om, hvor nemt det faktisk er at blaffe på Langeland 😅
4,46 minutter efter holdt John og Birgit ind, og Birgit åbnede bildøren med et grin: ’Når jeg kan tage en rocker med op, kan jeg i hvert fald også tage dig med!’
Det viste sig, at hun engang var kørt forbi en rocker, der var gået i stå i vejkanten. Nu stod han helt fortabt i regnen med rockervest og sine tatoveringer op ad armene.
Birgit havde fået så ondt af ham, at hun var kørt tilbage. Og han havde været så taknemmelig, at han havde ladet kværnen stå og var kørt med helt til Nyborg.
Jeg var ikke helt sikker på, om John havde hørt den historie før 😳
1:16 Lift til Brovejen
Vel fremme i Rudkøbing var jeg egentlig indstillet på at gå det lille stykke op til Brovejen, så jeg kunne finde et lift til Spodsbjerg.
Men jeg nåede ikke mange meter, før den næste bil stoppede. Det var Per, der var på Langeland for at hjælpe sin datter, der lige var flyttet til øen.
Selv boede han i Thailand på femte år, og dén historie ville jeg gerne have haft. Men desværre var vi allerede oppe ved Brovejen, og Per skulle den modsatte vej.
1:09 Lift fra Rudkøbing til Spodsbjerg
Nu var jeg godt halvvejs på min rute, og jeg nåede ikke meget mere end at stikke tomlen ud, før den næste bil svingede ind.
Det var Jørgen, der viste sig at arbejde som maskinchef på færgen mellem Spodsbjerg og Tårs.
Han fortalte, at han tilbringer et døgn på færgen, der når at sejle 18 ture frem og tilbage, inden han afmønstrer igen. Det gør han otte gange om måneden.
Sådan havde han arbejdet i 20 år – og selvfølgelig havde han helt styr på færgetiderne.
Så da vi nærmerede os havnen i Spodsbjerg, var broklappen allerede hævet og færgen var på vej ind.
På havnen stod resten af besætningen klar til vagtskifte: skipperen, styrmanden, skibsassistenten og cafeteriedamen.
Klar til 18 ture frem og tilbage mellem Langeland og Lolland i løbet af det næste døgns tid – og jeg havde fået et lille kig ind i en verden, jeg slet ikke kendte 😊
2:59 Lift fra Spodsbjerg til Lohals
Snart efter begyndte bilerne at køre fra borde, så jeg stillede mig klar med tomlen i vejret. Men der gik ikke længe, så var færgen tømt – uden at jeg havde fået et lift 😳
Dér stod jeg så og overvejede mulighederne, da styrmanden fra færgen kom hen til mig. Ham, der lige var afmønstret efter 24 timer til søs.
Han havde hørt fra den flinke maskinchef, at jeg havde brug for et lift til Lohals – og dér skulle han hjem nu 😊🙏
Godt 30 km er der mellem Spodsbjerg og Lohals, så vi havde god tid til at snakke, og styrmanden var fuld af historier om de huse og mennesker, vi kørte forbi.
Jeg fik blandt andet den drabelige historie om manden, der i raseri tog en salonriffel og sendte fem skud efter sin kone, der flygtede ud over marken.
Heldigvis ramte han ikke, men siden har han ikke heddet andet end ’Verner Fem-skud’ 🙈
Selv fik styrmanden sig øgenavn, dengang der stadig sejlede en færge mellem Lohals og Korsør, og han var altmuligmand på færgen.
En af opgaverne var at stå klar til at sætte broklappen, så snart færgen kom ind – og så kunne han jo ikke hedde andet end Jesper Klap 😊
I dag er færgelejet i Lohals for længst nedlagt, og lige dér hvor færgen engang lagde til, står der nu en jolle oppe på kajen.
Fint apteret med borde og bænke er det et godt sted at sidde og spise frokost – og det var lige hvad jeg gjorde, da Jesper Klap satte mig af nede på havnen.
To en halv time var der gået, og jeg manglede kun et lift tilbage til Rudkøbing, før jeg havde været hele øen rundt.
Det var gået nemmere, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Og så vidste jeg ikke engang, at jeg stadig havde dagens bedste historie til gode 😊
19:48 Lift fra Lohals til Svendborg
Til gengæld blev liftet fra Lohals dét, jeg kom til at vente længst tid på. Nok mest fordi, der bare ikke er særligt mange biler på vejen en onsdag lige over middag…
Men efter knap 20 minutter var der omsider én, der holdt ind. Det var Mille, der egentlig boede på Tåsinge, men som havde været i Lohals i et helt særligt ærinde.
Imens vi kørte sydpå, fik jeg historien. Om hvordan hun og familien i flere dage havde hørt en mærkelig lyd i huset. Uden at kunne finde ud af, hvor den kom fra.
Denne onsdag var hun alene hjemme, og da der var helt stille i huset, kunne hun pludselig lokalisere, hvor den klagende pibelyd kom fra.
Det viste sig at være et pindsvin, der var faldet ned i deres kælderskakt. Og da hun googlede det, fandt hun ud af, at pindsvin helst skal tilses, inden de slippes løs igen.
Er de først dehydrerede, lægger spyfluer nemlig gerne æg under piggene – og i løbet af et døgn bliver de til maddiker, der begynder at spise pindsvinet levende.
NU var det jo lidt svært at lade som ingenting, fortalte Mille. Så derfor ringede hun til den akuttelefon, som Pindsvinevennerne har.
Ja, sådan én findes faktisk. Åben hele året i alle døgnets timer 😉 Men desværre viste det sig, at den nærmeste pindsvine-plejer boede i Lohals, 40 km væk.
Og det var så her, jeg mødte Mille. På vej tilbage, efter at hun havde været helt i Lohals for at få tjekket pindsvinet, der heldigvis viste sig at have det godt 😅
Det mest fantastiske var, at det lille kræ i papkassen faktisk betød, at jeg fik et lift helt hjem til Svendborg.
For Mille havde lovet at hente sine børn inde i børnehaven i Svendborg, så de kunne være med, når pindsvinet blev sluppet fri i haven 😊
En virkelig skør historie, var vi fuldstændig enige om. Men også et fantastisk billede på, hvordan en blaffertur kan føre til de mest utrolige møder.
At det så ovenikøbet er en nem, ganske gratis og meget klimavenlig måde at komme rundt på – det er jo bare en sidegevinst.
Om det er lettere at blaffe på Langeland end andre steder – dét ved jeg til gengæld ikke. Men jeg blev i hvert fald mindet om, hvor helt fantastisk det er at blaffe 🧡
