’Denne historie er inspireret af et sted der findes i virkeligheden, i Iwate i det nordøstlige Japan. En dag anbragte en mand en telefonboks i sin have.
I telefonboksen står en gammel, sort telefon uden forbindelse og sender stemmer ud i vinden.’
Sådan begynder romanen Linjen ved verdens kant, og hvis du har besøgt Vindtelefonen på Lyø, vil den måske interessere dig.
Selv havde jeg kun hørt om Lyøs Vindtelefon – og jeg havde undret mig over, hvad det egentlig var. Så for mig blev romanen en anledning til, at jeg omsider fik besøgt den.
Her får du historien. Om Vindtelefonen, kvinden der tog idéen med til Det sydfynske Øhav og om min tur til Lyø, der blev en helt særlig oplevelse.
Men først skal vi til Japan – til haven, hvor det hele begyndte.
Vindtelefonen i Japan
En eftermiddag i marts 2011 blev Japan ramt af det største jordskælv, landet nogensinde har oplevet.
Skælvet udløste en enorm tsunami, der endte med at koste 19.000 mennesker livet.
Haven med Vindtelefonen ligger på en bjergskråning med udsigt over havet, og dér så Itaru Sasaki og hans hustru, hvordan vandmasserne tog hele byen med sig.
Egentlig havde Itaru Sasaki stillet telefonboksen op, fordi han savnede at snakke med sin fætter, der var død af kræft året inden.
Men efter tsunamien fik den en helt ny betydning.
Lidt efter lidt begyndte de efterladte at dukke op for at tale i telefonen, og siden da har tusindvis af mennesker fundet trøst i den vindblæste have.
I romanen følger vi Yui, der har mistet både sin mor og sin datter i tsunamien. Hver måned tager hun den 7 timer lange tur fra Tokyo for at besøge Vindtelefonen.
Lige så stille får hun bearbejdet sin sorg, og med telefonen som omdrejningspunkt hører vi om alle de skæbner, hun møder i haven.
Alle dem, der kommer i håb om, at vinden vil bære deres stemmer ud til dem, de har mistet.
Deraf navnet Vindtelefon. Og sådan én har vi også på Lyø.
Vindtelefonen på Lyø
Den står i et krat af hyld og tjørn, ikke langt fra det gamle bondehus, som Janet Sturis og hendes familie har brugt som sommerhus de sidste mange år.
Janet har lagt et enormt stykke arbejde i at finde den helt rigtige telefonboks – én af de originale, der stod i hele København indtil slutningen af 1970’erne.
Men hvorfor, tænker du måske? Det gjorde jeg i hvert fald, så jeg fangede hende på mobilen i Værløse, hvor hun bor til daglig.
– Det kom sig af, at jeg hørte en podcast om Vindtelefonen i Japan, og den rørte mig dybt, fortæller hun.
– Ret hurtigt efter tænkte jeg, at sådan én ville passe godt ind på Lyø. Det er i forvejen et lidt spøjst sted, griner hun og skynder sig at tilføje:
– Sagt med den allerstørste kærlighed! Øen er blevet et fristed for mig og min familie. Der er plads til at være anderledes – og heldigvis også til en Vindtelefon.
I begyndelsen var hun ellers lidt nervøs for, hvad de lokale ville tænke:
– Vores familie er jo kommet udefra – til forskel fra dem, der har boet på øen i 15 generationer. Men ved du hvad? De syntes, at idéen var fantastisk!
Siden brugte Janet det meste af et år på at renovere telefonboksen, inden den omsider kunne fragtes til Lyø og bakses på plads i markskellet bag bondehuset.
Telefonen er altid åben, og alle er velkomne til at bruge den. Janet har tydeligvis lagt meget kærlighed og mange tanker i dét, hun kalder ’et lille helle i hverdagen’.
– Boksen står ugenert både fra huset og vejen. Og sådan skal det være, fortæller hun:
– Det er et sted, hvor du kan være helt uforstyrret. Et rum, hvor du kan mindes dem, du har mistet. Og måske endda få sagt det, du ikke nåede.
Er du der, Mormor?
Selv tog jeg til Lyø med min elskede mormor i tankerne. Hun døde i 2009 i en alder af 91, og hun var min Bedstemor i ordets mest bogstavlige betydning.
I en kaotisk barndom med en alkoholisk, enlig mor, var hun den, der tog sig af mig, når min mor ikke kunne. Da jeg var 6, boede jeg hos hende det meste af et år.
Her har I hende og mig 😊
Turen til Lyø tager en halv time med færgen fra Faaborg, og fra færgelejet er der et par kilometer ud til Vindtelefonen. Så tag eventuelt cyklen med.
Jeg var der en diset januardag, hvor solen kæmpede for at få hul i skydækket, og det gik op for mig, at jeg aldrig før havde besøgt Lyø om vinteren.
Men egentlig passede det mig godt at kunne trille ud ad de øde veje, helt alene, imens jeg lod tankerne finde tilbage.
Min mormor i Sønderjylland var rengøringskone på grænsen til Tyskland, så når jeg boede hos hende, tog jeg med på arbejde hver morgen.
Så sad jeg dér ved siden af tolderne og betjentene – med rokketænder og sløjfer i fletningerne – og fik lov til at stemple pas, imens min mormor gjorde rent.
Men når morgenrengøringen var overstået, havde vi fri resten af dagen. Så stod den på varm mad og middagslur – og bagefter var vi i haven hele eftermiddagen.
Hun betød så uendelig meget for mig. Og alligevel overraskede det mig, hvor rørt jeg blev, da jeg stod og drejede hendes nummer på den gamle drejetelefon.
Først var jeg ikke sikker på, at jeg kunne huske det. Efter alle de år, der er gået, siden hun døde. Men selvfølgelig lå det gemt et eller andet sted derinde.
Nummeret, jeg drejede i lejligheden på Nørrebro i København, når jeg ville ønske, at jeg var i Sønderjylland.
Læs romanen
Det er svært at forklare, hvad der sker i den telefonboks. Hvis du har nogen, du har mistet, skal du unde dig selv at opleve det.
Men selv hvis du ikke har tænkt dig at besøge Vindtelefonen, er Linjen ved verdens kant værd at læse. Især hvis du har den mindste interesse for Japan.
Det er en bog fuld af fine beskrivelser af hverdagslivet derovre. Alene ordlisten bag i bogen! Og de små bemærkninger, som forfatteren har tilføjet efter hvert kapitel:
I et andet kapitel nævnes en bestemt boghandel i Tokyo, hvor de kun har én eneste bog til salg ad gangen. Og da kapitlet slutter, får vi adressen.
Jeg kunne ikke lade være med at google det. Og ja: Den findes i virkeligheden.
Den bittelille boghandel hedder Morioka Shoten, og hver uge præsenteres en ny bog med tilhørende udstillinger, forfatterinterviews og signeringer.
Bare et lille insidertip til Tokyo, hvis du skulle komme på de kanter 😉
Linjen ved verdens kant er skrevet af Laura Imai Messina, der bor i Japan og har en Ph.d. i Litteratur fra Tokyo Universitet.
Bestil den i din lokale boghandel, hvis du er så heldig at have sådan én. Eller lån den på biblioteket.
Vindtelefonen på Lyø står på Søndenvej 4.
Se mere her
