20 saunaer lige ned til vandet: Sydfyn og øerne vrimler med vinterbadere

Her mødes morgenmennesker, imens det stadig er mørkt, for at dyppe sig i det iskolde vand og varme sig sammen i en glohed sauna.

Andre hygger sig med at bade efter arbejde, eller når børnene er puttet om aftenen.

Har du lyst til at være med? Så læs med her.

1) Ø Sauna i Svendborg

Ø Sauna ligger ude ved Østre Havnevej, ved cykelstien mod Christiansminde, hvor Svendborg Roklub sætter bådene i vandet.

Saunaen er brændefyret, og der er mulighed for at købe 5 og 10 turs klippekort til saunagus.

Udenfor står der koldtvandskar, som man kan dyppe sig i undervejs.

Se her, hvornår Ø Sauna holder gus næste gang

2) Sauna Tribe i Kværndrup

Med sin placering i Kværndrup, lige mellem Svendborg og Ringe, er det den eneste sauna på listen, der ikke ligger lige ned til vandet – men der er stadig mulighed for forfriskende kolde gys undervejs.

Foto: Sauna Tribe

Sauna Tribe beskriver sig selv som et kærligt og passioneret fællesskab, tæt forbundet til naturen, elementerne og hinanden.

Den store sauna er brændefyret, og de fire gusmestre har hver deres stil. Her er der både klassisk saunagus, fuldmåne trommegus, naturspirituel kvindegus, gus&grill kun for mænd, nordisk urteritual og meget andet. Alle er velkomne.

Dyk ned i programmet her

3) Syltemae Saunaklub

Skøn sauna lige ned til Det sydfynske Øhav – beliggenheden bliver simpelthen ikke bedre!

Foto: Syltemae Camping

Medlemmer har adgang til en online kalender, hvor de kan booke både private og fælles optændinger fra 1. oktober til 31. maj.

Saunaen er brændefyret, og det er en del af oplevelsen, at medlemmerne selv hjælper med at tænde op. 

Se mere om Syltemae Saunaklub her

4) MorgenSauna i Skårupøre

Mobil sauna på Langelans

I Skårupøre, lige ved Strandkiosken, har Sauna Fyn-Langeland en sauna stående, hvor der er tændt op hver morgen kl. 6.00-10.00 i perioden d. 15. august til d. 1. maj.

Saunaen er elopvarmet, og for et fast beløb har du fri adgang til saunaen i hele perioden.

Se mere om MorgenSauna i Skårupøre her

5) Morgen- og aftensauna ved Rudkøbing Badeanstalt

Foto: Sauna Fyn-Langeland

Ved Rudkøbing Badeanstalt står Sauna Fyn-Langeland for et tilbud om både Morgen- og AftenSauna.

Konceptet for MorgenSauna er præcis det samme som i Skårupøre: Den elopvarmede sauna er tændt hver morgen kl. 6.00-10.00, og for et fast beløb har du fri adgang hver eneste dag i perioden d. 15. august til d. 1. maj.

AftenSauna er i samme periode, og der er tændt op kl. 17-21.00 mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.

Se mere om MorgenSauna og AftenSauna ved Rudkøbing Badeanstalt

6) Saunagus og Banyagus

Foto: Sauna Fyn-Langeland

Sauna Fyn-Langeland arrangerer også Saunagus og Banyagus i både Skårupøre og Rudkøbing.

De fleste kender saunagus, hvor vand og æteriske olier hældes på ovnens varme sten, så der dannes damp, og Gusmesteren sørger for at fordele dampen, så de æteriske olier fordeles i hele rummet.

Banya har rødder i en østeuropæist tradition, hvor Banyamesteren bruger friske og tørrede urter, musik samt birke- og egekviste til blide berøringer.

Begge former for gus består af flere sessioner på cirka 10-15 minutter med pauser ind imellem, hvor deltagerne kan køle sig af med en dukkert.

Se alle gus-sessions i Facebookgruppen Saunagus Sydfyn

7) Sauna på Broløkke Herregård

Foto: Broløkke Herregård

Broløkke Herregård har åbnet et spa-område med sauna og dampbad, koldtvandsbassin, opvarmet saltvandspool og meget andet.

Hvis I ikke har mod på et helt spaopgold med 3-retters middag, overnatning og morgenmad, kan I nøjes med at købe adgang til nogle timers dagsspa.

Se mere her

Foto: Broløkke Herregård

Broløkke Herregård råder også over en 200 år gammel røgsauna efter finsk forbillede, der bliver brugt ved særlige anledninger.

8) Sauna lige hvor det passer jer

Foto: Havfrue-Sauna

Hos Havfrue-Sauna på Tåsinge kan I hente en sauna og køre den hjem i haven eller ud langs kysten.

Den er brændefyret, har plads til seks personer – og så står den på en trailer, så den er lige til at sætte bag på bilen.

Se mere om den mobile sauna her

9) Sauna ved Faaborg Havnebad

På Faaborg Havn har saunaen været så populær, at den nu er blevet udbygget til at være næsten dobbelt så stor som førhen.

Foto: Steffen Stamp

Saunaen fungerer sådan, at du kan tænde den døgnet rundt via SMS. Efter 20 minutter er saunaen varm, og så har du fri adgang de næste tre timer. Det er ret smart.

Se mere om saunaen ved Faaborg Havnebad her

10) Sauna på Hotel Faaborg Fjord

Foto: Hotel Faaborg Fjord

I wellnessområdet på Hotel Faaborg Fjord er der ikke mindre end tre saunaer:

En traditionel udendørs tøndesauna, som du kan kombinere med et dyp i fjorden eller i den opvarmede infinity pool.

En biosauna, der har en højere luftfugtighed og en mildere varme end den traditionelle sauna.

En saltsauna med saltblokke, der frigiver saltdampe, når de opvarmes. Det skulle efter sigende virke afstressende og samtidig styrke immunforsvar og lunger.

Overnatter du ikke på hotellet, kan du benytte wellnessområdet i op til 5 timer på en DaySpa billet.

Se mere om wellness på Hotel Faaborg Fjord her

11) Sauna ved Millinge Klint

Ti minutter i bil fra Faaborg, lige syd for Falsled, ligger Shelterpladsen ved Millinge Klint. Der er syv forskelige shelters, et bålhus, toilet – og en brændefyret sauna.

Foto: Bookenshelter.dk

Saunaen ligger lige ved trappen ned til vandet, hvor der også er en badebro.

Du booker den på bookenshelter.dk, hvor du får en kode til at låse saunaen op. Brænde til saunaen kan købes på stedet. 

Se mere om saunaen ved Millinge Klint her

12) Sauna ved Jørbæk strand på Ærø

På Ærø har Ærø Saunaforening tidligere haft deres brændefyrede sauna stående på Vester Strand i Ærøskøbing, ikke langt fra de berømte badehuse.

Men da der kom en flot, ny sauna inde på havnen i Ærøskøbing, gav det bedre mening at flytte den mobile sauna til et andet sted på øen.

Foto: Linda Larsen

Valget faldt på Jørbæk strand oppe ved Søby, som mange lokale regner for at være en af øens bedste badestrande.

Ærø Saunaforening har en Facebookgruppe, hvor medlemmerne kan følge med i, hvornår der bliver tændt op, og om der måske endda er saunagus på programmet.

Se mere om Ærø Saunaforening her

13) Sauna ved Kalkovnen i Ærøskøbing

Foto: Ærøske Vinterbadere

Igennem rigtig mange år er en flok vinterbadere mødtes hver morgen kl. 7.30 ved det hvidkalkede kogehus på havnen i Ærøskøbing.

Og i næsten lige så mange år har de kæmpet for at rejse penge til at renovere havnens gamle, gulkalkede benzinhus – det såkaldte BP hus.

Nu er det endelig lykkedes, og i februar 2022 kunne de endelig indviedet nye omklædningsrum med toilet, bad – og en dejlig stor sauna.

Se mere om De Ærøske Vinterbadere

14) Sauna på Thurø

Vinterbaderne på Thurø har deres egen sauna. Den er elopvarmet og ligger i Gambøt Lystbådehavn med den smukkeste udsigt til Thurø Bund.

Sauna på Thurø

For at benytte saunaen skal du være medlem af Thurø Sejlklub – hvis du da ikke er så heldig at blive inviteret med af én, der er medlem og har årskort til saunaen.

Læs mere om saunaen på Thurø her

15) Sauna ved Christiansminde i Svendborg

Christiansminde Sauna- og Vinterbadeklub har en el-opvarmet sauna stående på det grønne område ved Christiansminde Strand, ikke langt fra badebroen.

Der bliver tændt op i saunaen hver dag, og du behøver ikke at bo i Christiansminde for at være medlem.

Se mere om Christiansminde Sauna- og Vinterbadeklub her

16) Badedyrenes sauna i Svendborg

En af de ældste vinterbadeforeninger i Svendborg er Badedyrene, der har en el-opvarmet sauna lige ved siden af Svendborg Kajakklub. Den ligner mest af alt et lille kolonihavehus.

Den lille sandstrand, der ligger mellem saunaen og den runde lystbådehavn, er et godt sted at bade året rundt – også når der ikke er tændt op i saunaen.

Se mere om Svendborg Badedyr her

17) Sauna i Troense på Tåsinge

På havnen i Troense ligger Dampskibsbadet ude på broen, hvor sundfærgen Helge lægger til om sommeren.

Saunaen er el-opvarmet og indrettet i et lille træhus magen til de skure, der stod på broen, dengang de store dampskibe lagde til i Troense.

Saunaen drives af række lokale beboere, der fik idéen og rejste midlerne, fordi de gerne ville bade sammen hele året.

Her kan du anmode om at blive medlem af Dampskibsbadet

18) Gymnastikhusets sauna på Tåsinge

Gymnastikhusets sauna ligger strengt taget ikke lige i vandkanten, men et par hundrede meter derfra. Når jeg alligevel tager den med, er det fordi den er en del af stedets fuldstændig fantastiske wellness-arrangementer.

Saunagus, dampbad og flydeterapi i varmtvandsbassin er bare nogle af de måder, du kan forkæle dig selv på, når du besøger Gymnastikhuset på Tåsinge.

Her kan du se mere om Gymnastikhusets saunagus

19) Sauna i Lohals på Langeland

I Lohals behøver du ikke være medlem af en forening for at bruge saunaen på havnen. Den fungerer sådan, at du trækker poletter i en automat ovre ved Havnekontoret.

En polet koster 10 kr. – og så er der varme i saunaen i 8 minutter. Har den ikke lige været i brug, går de første 2-3 poletter med at varme den op. Til gengæld er den så dejlig varm.

Imens er der god tid til at tage en dukkert lige nedenfor saunaen, hvor der er både badetrappe og udendørsbruser.

Varmen i saunaen holder til gengæld længe efter, at ovnen slukker igen. Alt i alt brugte vi 4 poletter og nåede ned og bade tre gange ind imellem turene i saunaen.

Se mere om saunaen i Lohals her

20) Sauna i Rantzausminde

Sauna i Rantzausminde

På Rantzausminde Lystbådehavn var der tidligere en meget lille tøndesauna helt ovre i hjørnet ved Østmolen. Men siden har vinterbaderne i Rantzausminde Havbadeforening fået helt anderledes, lækre faciliteter.

300.000 kr. har de skaffet fra fonde og lokale sponsorer, og resultatet er en meget større, arkitekttegnet sauna i stil med de gamle, sortmalede fiskerhuse på havnen.

Den el-opvarmede sauna har plads til ca. 20, og der bliver tændt op 3-4 gange om ugen i vinterhalvåret.

Se mere om Rantzausminde Havbadeforening her

Alle saunaer i vandkanten

(Zoom gerne ind på kortet)