fbpx

En skøn sommertur over Tåsinge, Langeland og Ærø, som du kan tage på én dag

Ærøexpressen

Lige siden det igen blev muligt at sejle med færgen mellem Langeland og Ærø, har jeg haft lyst til at tage den her tur.

Nu fik jeg endelig gjort det. Tog afsted fra Svendborg en tidlig morgen og var hjemme igen sent om eftermiddagen. Og sikke en tur 🧡

Fra Svendborg til Rudkøbing

I bil eller bus tager det 20 minutter til Rudkøbing – en tur jeg ALDRIG bliver træt af.

Først broen over til Tåsinge, hvor der fra 43 meters højde er en fantastisk udsigt over Svendborgsund.

Så strækningen langs Lunkebugten og til sidst Siødæmningen og Langelandsbroen, hvor det blinkende blå øhav strækker sig til alle sider. Så smukt.

Pakhuset i Rudkøbing

Med færgen til Ærø

Sejlturen mellem Langeland og Ærø tager 50 minutter. Undervejs kommer I tæt forbi både Strynø og den lillebitte ø Strynø Kalv.

Tag eventuelt kaffe og morgenbrød med, som I kan sidde og hygge jer med oppe på soldækket.

Der er toiletter om bord og automater med drikkevarer, slik og snacks, men ikke noget cafeteria.
Se mere her

Færgen til Marstal

Morgen i Marstal

Hvis I overhovedet har mulighed for det, så tag dagens første færge, der er fremme i Marstal kl. 8.30.

Selv er jeg sjældent så tidligt på færde – men hold nu op, hvor var det hyggeligt at opleve Marstal fra morgenstunden…

Fisker i Marstal

Fra færgelejet gik jeg ned langs havnen, og der var stort set ikke andre end mig og de lokale fiskere, der kom tøffende ind med dagens fangst.

Fisker i Marstal

Rundt omkring blev der renset fisk og ordnet net, og jeg fik set et helt andet Marstal, end når byen myldrer af sommergæster senere på dagen.

På cykel i Marstal

Fra færgelejet kan I følge havnen hele vejen ud til de berømte badehuse og stranden ved Eriks Hale.

1,5 km er der, og der er masser at kigge på undervejs. Ikke mindst på Eriksens Plads, hvor der er blevet bygget træskibe siden midten af 1800-tallet.

Eriksens Plads i Marstal

I dag er pladsen en del af Marstal Søfartsmuseum, og denne morgen var museets frivillige i fuld gang med at gøre klar til dagens rykind.

Frivillige ved Marstal Søfartsmuseum

Jollehavnen ved Sønderrenden er også et hyggeligt sted med masser af maritim stemning og en fin udsigt til den gamle kalkovn ovre på Frederiksøen.

Sønderrenden i Marstal

De berømte badehuse

Det sidste stykke ud til badehusene går langs dét, de lokale kalder ’Lille Hav’. En lun, lavvandet bugt mellem badehusene og lystbådehavnen på den anden side.

Et dejligt område med flere steder, der egner sig til et pitstop undervejs.

Det lille hav på Ærø

Ved badehusene kan I enten bade i det rolige ’Lille Hav’ eller i Østersøen omme på den anden side, hvor der er flere bølger og lidt dybere.

I kan også gå forbi badehusene og hele vejen ud ad den smalle landtange, indtil I kommer til Kalkovnen ovre på Frederiksøen. En tur på 2 km hver vej.

Badehusene ved Marstal

Knap 20 badehuse er der på Eriks Hale. Ikke så mange som ved Ærøskøbing, hvor der er godt 70.

Til gengæld er dette badehus nok et af de mest charmerende – og mest fotograferede 😊

Det fineste badehus på Ærø

Søfartsbyen Marstal

På vej tilbage mod byen krydsede jeg op gennem de små, krogede gader i stedet for at følge havnen.

Turforslag i Marstal

Jeg gik bare rundt på må og få og nød stemningen, nu hvor solen efterhånden stod højt på himlen.

Hvis I gør det samme, så prøv at lægge mærke til alle de små tegn på, hvor meget søfarten har betydet for Marstal.

Turforslag På Ærø

Og har I tid, så tag endelig forbi byens fine Søfartsmuseum. Det er virkelig en oplevelse.

Der er så meget at se og fortælle om, at I må vente med dén anbefaling til en anden god gang 😉

Marstal Søfartsmuseum

Nyt røgeri på havnen

Denne gang havde jeg nemlig et andet sted, jeg havde glædet mig til at besøge: Det lille nye røgeri Prinsebroen på havnen.

Det ligger på kajen få minutters gang fra færgelejet.

Frokost på Prinsebroen

Jeg fik et virkelig lækkert fiskebræt med røget hellefisk og sennepsdressing, varmrøget laks og en rillette af laks og hellefisk med kapers, dild og syltede rødløg.

Dertil rugbrød, rygeostcreme og en dejlig salat af rødkål, æble, granatæbler. En meget lækker anretning, der kan tages med som madpakke, hvis I ikke spiser på stedet 😋

Snaps hos Prinsebroen

Jon fra røgeriet laver også sine egne marinerede sild og hjemmelavede snapse. Blandt andet en Marstal Snaps – lavet på urter fra stranden på Eriks Hale.

Der er i øvrigt gang i lidt af hvert på Prinsebroen. Det sidste jeg hørte var, at der kommer til at ligge et lille træskib bag røgeriet, som gæsterne kan sidde og spise i.

Følg med i det hele her

Is – med havskum naturligvis

Ballast Bar på Ærø
Foto: Ballast Ærø

Fra Marstal fortsatte min tur til Ærøskøbing, men inden jeg tog videre, nåede jeg lige at besøge Ballast Ærø lidt længere henne ad kajen.

Et rigtig hyggeligt sted at sidde i solen og drikke kaffe – eller en kold øl og drinks lidt senere på dagen 😉

Denne gang nøjedes jeg med en is, der her på havnen selvfølgelig bliver toppet med havskum. En lækker, luftig sag smagt til med vanilje og lakridsrod.

Se mere her

Is fra Ballast Ishus

Gratis busser på hele Ærø

Ballast Ærø ligger lige over for busholdepladsen ved færgelejet.

Dér sprang jeg på den gratis bus til Ærøskøbing og tænkte, at det egentlig er vildt:
At der er gratis busser på hele Ærø hver time fra morgen til aften. Året rundt.

Den er god nok 😉

Turforslag i Ærøskøbing

Turen til Ærøskøbing tager knap en halv time. En smuk tur langs vandet ved Drejet på sydsiden af øen, og bagefter med smukke kig ned over øen til den anden side.

Nye yndlingssteder

Ærøskøbing inviterer til bare at slentre rundt i de små, hyggelige stræder og opdage nye yndlingssteder.

Bøssehage ved Ærøskøbing

Denne gang kom jeg forbi badebroen ved Bøssehage, hvor mange lokale tager ud for at bade. Den ligger lige på cykelturen til Marstal, som jeg har skrevet om tidligere.

Et lidt uopdaget område i Ærøskøbing, der er godt at kende, når det myldrer med mennesker ude ved Vesterstrand.

Badende ved Bøssehage

Et lille stykke Italien

SÅ var det også blevet tid til en god kop kaffe, og den fandt jeg 300 m derfra: Hos Azzurra Vino, hvor Anne foruden kaffe har italienske specialiteter og vin af egen import.

Et lille stykke Italien, som hun og hendes mand tog med sig hjem, efter de havde boet 25 år på en husbåd i Venedig.

Azzurra Vino i Ærøskøbing

Kaffen serverer hun under parasollerne ved deres charmerende, gamle hus i Pilebækken, der ligger lige nede bag Torvet i Ærøskøbing.

Se mere her

Kaffe hos Azzurra Vino på Ærø

Med færgen tilbage til Svendborg

Det blev dagens sidste stop, selv om Ærø altid smager af mere.

Jeg havde jo sat mig for at tage en rundtur på én dag, og nu ventede færgen tilbage til Svendborg nede i havnen.

Havnen i Ærøskøbing

Med en time og et kvarter er denne sejlads lidt længere, men mindst ligeså flot.

Alene udsejlingen fra Ærøskøbing, hvor der er den fineste udsigt til alle badehusene ovre til højre for havnen.

Badehusene set fra færgen

På vej tilbage til Svendborg kommer I tæt forbi både Drejø og Hjortø, Skarø, Tåsinge og den lillebitte Iholm, der ligger midt i Svendborgsund.

Og så er det jo altid en oplevelse at sejle under broen til Tåsinge. Samme bro, som jeg kom over, da jeg kørte fra Svendborg i de tidlige morgentimer.

En helt igennem dejlig dag i øhavet 🧡

Færgen fra Ærøskøbing til Svendborg

Find alle de gode steder her