Her kommer et forslag til en tur, hvor jeg har zoomet helt ind på et lillebitte område 10 km nord for Svendborg.
Det er området ved Brændeskov og Lakkendrup, og undervejs på turen kommer I forbi fem udvalgte steder, som jeg synes kan noget helt særligt.
Rigtig god fornøjelse 🧡
Starter I GPS’en fra Svendborgsiden, vil den sikkert foreslå, at I tager Ørbækvej eller sågar Svendborg-motorvejen, fordi det er hurtigst.
Gør det ikke. Kør i stedet ad den lille, bakkede Brændeskovvej, der snor sig gennem landskabet helt inde fra Svendborg. Den er meget smukkere 😊
1) Tårnet, der blev hele byens vartegn
Turens første stop er på Gravvængevej i Brændeskov. Her, lige udenfor byskiltet, finder I transformatortårnet, der er gået hen og blevet hele byens vartegn.
Hvor transformatortårne mange andre steder er blevet nedlagt og skiftet ud med små metalskabe, har beboerne i Brændeskov lagt et stort arbejde i at bevare deres.
Ved fælles hjælp har de pudset murværket op, og så har Grethe – en af de lokale, der til dagligt kaldes ’Tut’ – pyntet det med sine livagtige trompe l’oeil malerier.
En 3D-teknik, der får det til at se ud som om, at det gamle transformatortårn er lige til at flytte ind i.
Her er både stakit, stokroser og sprossevinduer, og bag blondegardinerne titter pelargonier, en gammel Madam Blå kaffekande og en broget kat frem. Så fint 🧡
2) Se Sydfyn fra oven
1,5 km derfra, i den anden ende af Brændeskov, ligger Højbjerg. Et 112 meter højt udsigtspunkt, der er knap så kendt.
I finder det bedst ved at pejle efter Højbjergvej 12. Lige dér, hvor en grusvej går op til huset, er der en holdeplads under den gamle eg.
Derfra følger I bare skiltet, der viser op ad trappen på den modsatte side af vejen. For enden af trappen går en lille sti tværs over marken og op til udsigtspunktet.
Tag kaffen eller madpakken med, for det er et dejligt sted at sidde og kigge ud over landskabet, imens frøerne kvækker og gøgen kukker ovre i krattet.
Selv bliver jeg altid så glad for at finde den slags steder, hvor nogen har besværet sig med at klippe en sti i græsset, tværs over deres mark.
Bare for at vi andre kan få fornøjelsen af dette fine sted. Det er helt fantastisk, synes jeg 🙏
3) Planter og hestemøg til haven
To kilometer derfra ligger den hyggelige Lakkendrup Planteskole, der er en af mine absolutte favoritter 🧡
Den har hverken hjemmeside eller Facebookside, men den ligger på Løkkevej 1, lige i udkanten af Brændeskov. Og jeg lover jer, at den er et besøg værd.
Eneste minus er, at der ikke er åbent om søndagen. Lørdag er der til gengæld åbent fra 9 til 16, og alle andre dage fra 9 til 17.
Det er John, der driver den, og han har et overraskende stort udvalg til absolut rimelige priser.
Men det bedste er, at planteskolen ligger midt ude i naturen, så I kan gå rundt og kigge, imens lærken slår sine triller ude over marken og syrenhegnene dufter.
Er I havemennesker som jeg, bliver det ikke meget bedre 😊
Tip!
Midt på Brændeskovvej er der i øvrigt en vejbod med hestemøg, der er pakket i praktiske sække, så de er lige til at tage med.
Helt oplagt at stoppe forbi, hvis I har planter med hjem fra turen 😊
I finder vejboden på kortet nederst på siden – sammen med alle de andre steder i Brændeskov og omegn👇
4) Frisk mælk til Svendborgs bedste ishus
Fra planteskolen er det muligt at fortsætte ligeud ad Sortemosevej, direkte til de to sidste stop på turen.
Men I kan også køre en lille omvej op gennem Dyrehaveskoven ad Knøsevej. Bare fordi den er så smuk 😊
Tager I omvejen, ender I nede i den anden ende af Sortemosevej. Og lige dér i nr. 7 ligger gården Østerlund, som to generationer af familien Bloten driver sammen.
På marken overfor kan I hilse på deres Jerseykøer – det er dem, vi kan takke for Svendborgs bedste is, hvis I spørger mig 😋
Hver dag tager Kenneth fra Gelato Italia nemlig ud og henter frisktappet mælk på gården i Brændeskov. Og indtil for nyligt kunne vi andre gøre det samme:
Tage en mælkespand med og tappe mælken direkte i stalddøren. Men nu er reglerne blevet skærpet, så familien har været nødt til at lukke salget midlertidigt.
Lad os håbe, at de snart får de nye tilladelser på plads. Indtil da kan I hente friske landæg i stalddøren.
Udover 110 Jerseykører har familiens nemlig også 200 høns, der går på de græsenge, der hører til gården.
5) Kvalitetskød og nyfødte kalve
Sidste stop på turen er gårdbutikken ’Madkassen’, som Morten fra Moselund Økologi har hjemme på gården. Den ligger 1,5 km længere nede ad Sortemosevej.
Måske kender I ham fra de fredage, hvor han slår sin bod op foran Leanders bageri, fordi hans lækre bøffer og pølser passer perfekt til deres burgerboller og pølsebrød.
Måske kender I også hans produkter fra Byens Gårdbutik i Svendborg, men det er nu noget helt særligt at besøge ham ude på gården.
Der er åbent torsdag 14-17 og lørdag 10-14, og Morten synes bare det er hyggeligt, hvis I har lyst til at gå en tur ud på marken og hilse på dyrene.
Lige nu er der to nyfødte kalve, der ligger og luner sig i høet, indtil de er klar til at slutte sig til resten af flokken.
En fin historie om far og søn
Gården driver Morten i fællesskab med sin voksne søn, Andreas, og det ligger der en rigtig fin historie i.
For egentlig startede det hele med, at sønnen havde svært ved at finde en læreplads som landmand, fordi han er handicappet og sidder i kørestol.
Til sidst besluttede de to at lave deres egen læreplads hjemme på gården. De købte fire kvier – og så gik Andreas i lære hos sin far, der er selv er uddannet landmand.
I dag har sønnen ansvar for 80 hektar jord, som han selv pløjer, høster og slår græs på, og besætningen er vokset til 20 Herefordkøer.
De går og hygger sig på græsengene i Sortemosen hele året, og det kommer der noget helt fantastisk kød ud af.
Gårdbutikken står far Morten for, og her kan I købe både bøffer og stege, pålæg, færdigretter og hakket oksekød – sågar også formet til færdige burgerbøffer.
Noget andet, der tit bliver langet over disken, er oksegrillpølser med ramsløg og brændenælde, bag-selv okseleverpostej og oksespegepølser.
Og så selvfølgelig gårdens berømte Bresaola, lavet af okseinderlår, der bliver marineret i rødvin og krydderier og derefter tørret i 6-8 uger.
Ifølge Morten går den rigtig godt til både pizza og tapas sammen med oliven, ost og et køligt glas rosé.
Dét må komme an på en prøve 😋