– Det hele begyndte en juleferie, dengang vi stadig boede i vores parcelhus i Odense, fortæller 37-årige Tenna:
– Vi havde gået og kløvet brænde sammen en hel dag, og hele familien havde hygget sig med det. Tænk, at noget så enkelt kunne føles så rigtigt. Det var som en opvågnen.
– Pludselig føltes det så meningsløst, at vi til daglig knoklede løs hver for sig, imens vi glædede os til de seks uger om året, hvor vi endelig kunne være sammen.
Er det virkelig sådan, voksenlivet er?
Tenna tænker tilbage på dengang, det handlede om at få ferieugerne til at strække så langt som muligt, og de alligevel ikke slog til.
– Vi begyndte at drømme om et andet liv. Et mere simpelt og selvforsynende liv med meget mere tid til hinanden.
– Så vi endte med at sælge huset, betale alle lån ud og købe en grund i bofællesskabet Torpegård på Sydfyn, fortæller Tenna.
I dag bor familien på fire i et lillebitte hus på bare 35 m2 med køkken-alrum, fælles soveværelse og badeværelse. Mere har de ikke brug for lige nu.
– Vi har bygget selv og bygget småt, fordi det vigtigste for os er den økonomisk frihed. Vi skylder ikke noget for huset, fordi vi har bygget det henad vejen uden at skulle låne til det, fortæller Tenna.
Det næste store projekt er en tilbygning, så de to sønner på seks og 10 år kan få hver deres værelse.
Med den nye tilbygning bliver huset på i alt 60 m2, og det er alt rigeligt. Der kommer endda til at være en stor hems, hvor overnattende gæster kan ligge og kigge ud over øhavet.
Hele vejen igennem har familien tænkt i, hvordan de kan bygge så billigt og bæredygtigt som muligt.
Mange af materialerne har de klunset sig til – som for eksempel den 4,5 meter brede glasfoldedør ud mod markerne. Det var en fejlproduktion, som de derfor fik meget billigt fra fabrikken.
De har også nogle gamle vinduer stående, så de på et tidspunkt kan bygge sig et orangeri med plads til ferskner og citrusfrugter.
Dyrehold, køkkenhave og keramikværksted
I det hele taget har flytningen til Sydfyn betydet, at familien nu endelig kan gøre noget af alt dét, de gik og drømte om i deres parcelhus i Odense.
I bofællesskabet har de både høns og ænder, en fåreflok og bistader. De har en kæmpe køkkenhave, frugthave og et stort drivhus.
– Uden at stå med hele ansvaret alene, kan vi nu pludselig prøve, hvordan det er at have en fåreflok. At få lam om foråret og prøve at slagte, garve skind og spinde uld, fortæller Tenna.
En af beboerne i bofællesskabet eksperimenterer med plantefarver, og alt, hun farver med, er fundet på Torpegårds egne jorder.
En anden bofælle, der både arbejder med maleri, keramik og glas, har fået indrettet et værksted i et af fælleshusets længer.
Børnefamilier er særligt velkomne
Af bofællesskabets 12 byggegrunde er tre stadig ledige, og særligt børnefamilier er meget velkomne. Indtil videre er Tenna, David og deres to sønner nemlig den eneste børnefamilie
– Det har nu aldrig været noget problem, for vores sønner har rigtig meget glæde af alle de børnebørn, der kommer på besøg i de andre huse, fortæller Tenna.
– Nogle af dem er jævnaldrende og er blevet deres bedste venner. Andre har vi lært så godt at kende, at de nærmest er blevet som storesøskende for vores børn.
Det gælder for eksempel Johannas børnebørn.
Hun er 59 år, og sammen med sin mand Leif har hun fået bygget et bæredygtigt hus på 120 m2, der stod færdigt i påsken 2020.
Bæredygtigt byggeri
I Bofællesskabet Torpegård er der stor frihed til at bygge som man vil – så længe det er bæredygtigt. Og det har familierne grebet meget forskelligt an.
Johanna og Leif hyrede firmaet Sydfyns Trædesign til at stå for byggeriet, men selv har de lagt et stort arbejde i at tegne huset og udvælge materialerne.
Et af kravene var, at det skulle bygges i naturmaterialer. Og gerne hentet så lokalt som muligt. Så huset er beklædt med douglastræ fra skoven nede fra naboen – det lokale gods Holstenshuus.
Beton er noget af dét, der udleder allermest CO2, så i stedet for at bygge huset på et betonfundament, har Johanna og Leif fået sat det på jordskruer.
Det betyder, at den dag huset ikke længere står der, er der heller ikke noget betonfundament, der skal skaffes af vejen.
– Jordskruerne kan bare skrues op af jorden, og så er det nærmest ikke til at se, at her har stået et hus. Det synes jeg er en vidunderlig tanke, siger Johanna.
Fælles om værktøj og haveredskaber
Egentlig var det slet ikke det bæredygtige byggeri, men mere drømmen om bofællesskabet, der fik Johanna og hendes mand til at flytte ind på Torpegård.
De kunne godt lide tanken om at have lidt mindre hver især og mere i fælleskab. Så noget af det første, de gjorde, var at stille deres værktøj og haveredskaber op i det fælles værksted.
– Hvorfor skal vi dog alle sammen have en plæneklipper, når vi kan deles om den? Se bare, hvor mange trillebøre og sækkevogne vi har tilsammen, griner Johanna:
Det fælles værksted bliver brugt hver eneste dag. Blandt andet af Tennas to drenge. I denne uge har de været i gang med at smelte bivoks og lave fakler.
De skal bruges til den ældste søns fødselsdag, hvor de andre familier i bofællesskabet er inviteret på kage og et glas æbleglögg rundt om bålet i haven.
I fælleshuset står også den vaskemaskine, som Tenna og David havde med, da de flyttede ind. Den har de ikke selv plads til i deres lille hus, så nu kan alle bruge den.
Det havde Jonanna og hendes mand glæde af, imens de byggede deres hus, og de boede i et lille anneks på grunden. Men nu har de købt deres egen, og den frihed passer Johanna godt.
– Det er rigtig rart, at der ikke er nogen, der kigger skævt til dig af den grund, fortæller hun.
Nyder både friheden og fællesskabet
Johanna er mere væk hjemmefra end de fleste andre i bofællesskabet, fordi hun har en livsstilsbutik inde i Faaborg.
Derfor er hun heller ikke så involveret i de praktiske gøremål med dyrehold og køkkenhave.
Tenna derimod kan sagtens bruge en hel dag på at fermentere grøntsager, og selv om hendes familie ikke er 100% selvforsynende, nyder hun, at de har gulerødder og løg til midt i januar.
Johanna har selv haft et lille hobbylandbrug, da hun var yngre. I dag er hun glad for, at det er helt frivilligt, hvor meget hun vil være med:
– Vi involverer os i den grad, vi hver især har lyst til, og den frihed kan jeg enormt godt lide ved vores sted, fortæller hun.
Faste dage med fællesspisning har de heller ikke. De spiser sammen, når de har møder og arbejdsdage, men ellers sker det meget spontant.
– Skulle der opstå et behov for en mere fast madordning, er der selvfølgelig også mulighed for det, siger Tenna, og Johanna supplerer:
– Det er da bare vidunderligt, når nye mennesker kommer med nye idéer, ønsker og behov. For hvor ville det være kedeligt, hvis vi blev fuldstændig fasttømrede i, hvordan vi plejer at gøre alting.
Allerhelst skal stedet blive ved med at gro – og leve op til det vejnavn, som bofællerne selv fik lov til at vælge:
Se mere om Bofællesskabet Torpegård her
Find vej
