Bæredygtigt byggeri på Sydfyn - En inspirerende tilflytterhistorie

Da først de havde set landstedet på Sydfyn, var der ingen vej tilbage.

Huset var alt dét, de havde drømt om. Selv da de var nødt til at pille hele indmaden ud, så kun de rå ydermure stod tilbage.

For Berit og Niels havde for længst besluttet, at næste gang de skulle renovere et hus, ville de ikke gå på kompromis.

De ville bygge et hus af bæredygtige materialer. Helt uden kemi. Et hus, der var sundt bo i.

Men hvis det skulle lykkes, var de nødt til at gå drastisk til værks.

– Sidst, huset blev renoveret, var i 1980’erne, fortæller Niels, da jeg besøger dem præcis et år efter, at de er flyttet til Sydfyn med deres døtre på 5 og 8 år.

– Dengang blev alle de moderne materialer taget i brug: gipsplader, glasuld og dampspærrer.

– Og ligesom så mange andre steder blev der lavet en masse løsninger, som viste sig at være dårlige for både husene og for de mennesker, der skulle bo i dem.

Nu er det hele pillet ned igen, så det gamle hus kan komme til at ånde.

– I de fleste af murene var der fugt og svamp, men det værste var den bærende væg, der gik hele vejen ned gennem stuen, fortæller Berit:

– Den var pilrådden. Vi kunne bare skubbe til den, så smuldrede den.

Slut med gipsvægge

Nu bliver den bærende væg bygget op på ny, og bindingsværket bliver fritlagt.

Det er ikke noget de to har arbejdet med før, men heldigvis har de Kristoffer til at hjælpe sig.

Til dagligt arbejder han som tømrer, men desværre alt for sjældent med bindingsværk:

– Det meste bliver bygget op af gipsvægge, så det er dejligt at kunne arbejde med træ. Det var jo derfor jeg blev tømrer, som Kristoffer siger.

Douglastræet til bindingsværket er fældet i fynske skove og forarbejdet lokalt på Ryslinge Savværk, hvor det har ligget og tørret i to år.

Planen var ellers at genbruge så meget tømmer som overhovedet muligt, men desværre var meget af det gået til af fugt og råd.

Det eneste fra de oprindelige vægge, der kunne bruges igen, var et fint, krumt stykke egetræ.

Sikkert flere hundrede år gammelt og så solidt, at det var svært at hugge i, da det skulle tilpasses til den nye bindingsværksvæg.

Heldigvis er Kristoffer lidt af en trænørd. Sådan én, der ikke kan stå for et godt stykke træ.

Som da han var med til at restaurere Vantinge kirke på Midtfyn, hvor kirketårnet er lavet i bindingsværk – som et af de få steder i Danmark.

En lille stump tømmer fra bindingsværket blev til overs, og det var Kristoffer simpelt hen nødt til at tage med hjem.

Bare tanken om, at sådan et stykke træ – måske helt tilbage fra 1500-tallet – skulle køres væk til småt brændbart!

Nu bliver det i stedet bygget ind i Niels og Berits bindingsværk.

Genbrug af gode materialer

I virkeligheden gør de bare som mange flere gjorde før i tiden. Dengang var det meget almindeligt at genbruge tømmer fra andre steder.

Nogle gange blev hele tagkonstruktioner og bindingsværksvægge flyttet og genbrugt:

– Der blev jo hverken brugt søm eller skruer, så man slog bare alle naglerne ud, skilte det ad og genbrugte det tømmer, der stadig var godt, fortæller Berit.

– Oppe på vores førstesal kan vi stadig se, hvordan de har snittet tal ind i hanebåndene, så de lettere kunne skille bygningen ad og samle den igen.

Ud fra samme princip genbruger Berit og Niels så meget, de overhovedet kan.

De håndmalede kakler i det gamle køkken er nænsomt blevet pillet ned, så de kan sættes op i det nye. Og de gamle, møre gulvbrædder er blevet til hønsehus.

Selv trappen op til førstesalen er genbrug. Den stammer fra en gammel præstegård i nærheden, der også er ved at blive renoveret.

– Vores datter går i skole med deres søn, så da vi hørte, at de ville smide trappen ud, skyndte vi os at redde den med herhjem, griner Niels.

Denne gang skal det være anderledes

Det er på førstesalen, at familien bor, imens de renoverer hele stueetagen.

– På den måde kan vi nemt gå til og fra byggeriet uden at skulle bo midt i byggerodet. Dét har vi prøvet, og det gør vi aldrig igen, siger Berit med et træt smil.

Dengang boede de i et lillebitte hus i Køge, som de renoverede og byggede til gennem flere år.

Ikke at de er håndværkere. Berit er sygeplejerske og Niels er el-ingeniør. Men de har aldrig været bange for at tage fat og bygge selv.

– I huset i Køge var det bare efter mere konventionelle metoder. Men vi tænkte, at næste gang vi skulle bygge, måtte det kunne gøres anderledes, fortæller Berit:

– Ret hurtigt gik det op for os, at vi faktisk kunne bygge på en meget sundere måde. Sundere for både os selv og for klimaet.

– En måde, hvor vi fuldstændig kunne undgå skadelig kemi. Og dét selv om byggeriet lever op til alle krav om, hvor isoleret og tæt en moderne bolig skal være.

Det naturlige hus

Det første de gjorde, var at tage fat i Christian fra Det naturlige hus.

Han er bygningskonstruktør og har specialiseret sig i at bygge huse, der er sunde at bo i – uden plastmaling, fugtspærre og mineraluld.

– Jeg har brugt rigtig meget tid sammen med Christian, for man skal virkelig vide, hvad man gør, fortæller Niels:

– Sammen har vi gennemgået alle konstruktionerne i huset, så vi ikke kommer til at gøre noget, der skader det. Helst skal det fine, gamle hus jo stå i 200 år mere – og helst længere.

Bedre indeklima

Alle de mursten, der sad i de gamle indervægge, har Berit og Niels pillet ud og renset, så de kan bruges, når de nye bindingsværksvægge skal mures op igen.

Murstenene er helt tilbage fra 1850. Ubrændte lersten, formet i hånden og tørret i solen i stedet for at blive brændt.

Altså et totalt Co2 neutralt byggemateriale, der giver god mening at genbruge. Men det er ikke den eneste grund til, at de gamle lersten bliver muret op igen.

– Mure af ubrændt ler gør noget virkelig godt for indeklimaet. Leret optager nemlig fugten i huset og afgiver den igen, når indeklimaet bliver for tørt, fortæller Niels.

– Vi bruger også ler i ydervæggene. Det er moderne lerplader, der sammen med forskallingsbrædder og træfiberisolering gør, at huset kan ånde.

På den måde kan huset selv regulere fugten i rummene, og mekaniske udsugningsanlæg bliver helt overflødige.

Niels fortæller, at Christian fra Det naturlige hus har lavet undersøgelser sammen med SDU, hvor han har bygget en ny villa ud fra de samme principper:

– Ingen dampspærre, ingen mineraluld, ingen fugemasse, ingenting. Alt i huset blev lavet udelukkende med naturlige materialer.

– Bagefter lavede de en trykprøve på huset, og de satte fugtsensorer op over det hele. Det viste sig, at villaen overholdt alle de krav, der er til nye huse, og at fugten vandrede frit ud.

Ingen duggede ruder

Selv har Berit og Niels afprøvet byggematerialerne ved først at renovere to værelser i den ene ende af huset.

Og det virker. Selv om de sover fire mennesker i de to værelser, bliver der aldrig dugget på indersiden af ruderne eller virker fugtigt, som der gjorde i deres gamle hus.

– Dengang kunne vi godt have følelsen af, at der manglede ilt, når vi vågnede om morgenen. At der var indelukket, indtil vi fik åbnet et vindue.

– Sådan er det aldrig her, fordi væggene selv regulerer fugtigheden i rummet og giver et rigtig rart indeklima, fortæller Berit.

Vinduer, der holder evigt

Alle vinduerne i huset er fra starten af 1900-tallet, og ifølge Berit noget af dét, de værdsætter allermest.

– Det er sjældent at finde et hus med så velbevarede, originale vinduer. De er lavet i kernetræ og har ikke fået andet end linolie, så de holder jo evigt, fortæller hun.

– Heldigvis valgte den tidligere ejer at sætte koblede glas på, i stedet for at udskifte dem med moderne termovinduer.

– Selv kommer vi aldrig til at skifte dem ud. Det ville vel nærmest være kriminelt, smiler Berit.

Hvad skal der til?

På vej om i haven får vi os en snak om, hvad der egentlig skal til. For det er noget af et projekt, de to har kastet sig over.

Et kæmpe hus på 288 m2 med stråtag, lade og udhuse, der skal vedligeholdes, når de engang er færdige med renoveringen indenfor.

– Jeg tror, at man er nødt til at holde af selve processen, griner Berit.

– Og så skal man selvfølgelig synes, det er sjovt at nørde i alt det her med bæredygtighed, materialer og byggeteknikker.

Det har også vist sig at være en god idé at finde sammen med andre, der er i gang med lignende projekter.

Selv har Berit og Niels slået sig sammen med to andre familier, der også er i fuld gang med at renovere. Sammen kalder de sig ’De tre gårde’.

– Vi hjælper hinanden på skift. Så er vi pludselig seks voksne, der kan tage fat, og vi hygger os SÅ meget med det, fortæller Berit, imens hun samler æbler til hestene.

Drømme bliver virkelighed

For tre heste er der også blevet plads til på den 10.000 m2 store grund. Det var især Niels og døtrene, der drømte om at få heste, allerede før familien flyttede fra Køge.

Og sådan er det jo. Det var knokleriet i det gamle hus, hussalget og flytningen til Sydfyn, der gjorde det hele muligt:

– Huspriserne er jo helt anderledes i Køge end her på Sydfyn, så pludselig kunne vi gøre nogle af de ting, vi altid har drømt om, fortæller Berit.

Ikke mindst kunne de bygge et hus, der er sundere at bo i og bruge gode materialer, der ikke belaster naturen:

– Skal vores hus engang om mange, mange år rives ned, så kan det i princippet spredes ud i haven og formulde, fortæller Berit:

– De ubrændte mursten, kalken, lerpladerne, træet, linoliemalingen og stråene på taget vil alt sammen kunne gå i ét med naturen. Det synes jeg er en fin tanke.