Susanne Linnet Aagaard er i fuld gang med at fodre flokken af islænderheste. Selv er jeg trukket i et par gummistøvler og har fået lov til at følge med rundt, imens hun fortæller sin historie.
En historie, der begynder et helt andet sted end her på græsengen. For siden hun flyttede til Sydfyn, er der blevet vendt op og ned på stort set alting.
To byboere flytter til Svendborg
Dengang, for over ti år siden, pakkede Susanne og hendes familie flyttekasserne ud i et villakvarter ovre på den anden side af Svendborgsund.
Susanne kom fra et liv som udsendt fra Udenrigsministeriet. I ni år havde hun og hendes mand boet i Kuala Lumpur, Athen og Milano. Nu havde de fået en datter, og de var enige om at vende hjem til Danmark.
– Det var to storbymennesker, der landede på Sydfyn. De første fem-seks år levede vi livet som byboere. Vi nød godt af alle de kulturelle tilbud i Svendborg. Lavede den gode latte på espressomaskinen. Gik op i fødevarer og delikatesser, læste bøger og fordybede os i Weekendavisen. Et rigtig storbyliv, siger Susanne og slår en høj latter op.
For jo, Svendborg er faktisk så meget en storby, at torvehandlerne kan sælge ramsløg i potter på markedet om lørdagen, selv om skovene omkring byen myldrer med dem.
– Det siger noget om, at byen også rummer rendyrkede byboere, der ikke kunne drømme om at gå de 500 meter ned i Christiansmindeskoven for at plukke dem selv. Svendborg har plads til alle slags typer, og det kan jeg enormt godt lide, siger Susanne, imens hun fordeler høet mellem hestene, der puffer utålmodigt.
Travle år på Fremtidsfabrikken
De fleste kender nok Susanne Linnet Aagaard fra Fremtidsfabrikken. Iværksætterhuset på Svendborg Havn, som hun stod i spidsen for gennem seks år og var med til at bygge op fra grunden.
– Det var fantastisk at være med til at skabe Fremtidsfabrikken og gøre en forskel. Men det har været nogle travle år. Når jeg ser tilbage på det nu, var der alt for meget ’venter på mor’. Alt for mange eftermiddage og aftener, hvor min datter sad og så film, imens jeg arbejde på min pc ved siden af. Derfor besluttede vi os for at gøre noget helt andet.
Stadig Sydfyn – men et helt andet liv
I dag er villaen skiftet ud med en gård og 8 hektar jord. Eller 80.000 kvadratmeter, som en bybo ville sige. Der er en hel flok heste i stalden, og både Susanne og hendes mand har skiftet job.
Nu arbejder Susanne som selvstændig konsulent, og hun nyder at have god tid, når datteren kommer hjem fra skole. Så rider de i skoven, træner til stævner eller tager hestene med ned til Sundet for at soppe.
– Det er et helt andet liv, selv om vi kun har flyttet os fem kilometer, siger Susanne, imens hun henter greben og begynder at muge ud i stalden. To store børfulde bliver det til.
– Jeg har altid været vant til at tænke enormt effektivt i mit arbejde. Den effektivitet har jeg virkelig arbejdet med at lægge fra mig, når jeg er her i stalden. I starten prøvede jeg hele tiden at optimere. At gøre flere ting på én gang, så jeg fik arbejdet gjort mest effektivt.
– Efterhånden er jeg blevet bedre til bare at være i dét, jeg er i gang med lige nu. Når jeg er ude for at fodre, nyder jeg duften af høet og lytter til hestene, der gumler. Trækker vejret og mærker roen. Det er en helt ny fornemmelse, fortæller Susanne.
Lykken er at rydde et brombærkrat sammen
Vi fortsætter ned til frugtplantagen, der er anlagt af de tidligere ejere. På vejen finder hun en tom murerspand, som vi kan fylde med æbler til hestene.
De sidste år har der hverken været tid til at plukke æbler i fine, gamle trækasser eller til at fylde friskpresset most på flasker. Til gengæld har dyrene haft glæde af nedfaldsæblerne, og fuglene har frådset i kirsebær.
– Sådan må det bare være. Vi kan ikke nå det hele. Nogle gange griner vi af dengang, vi boede ovre i villaen. Dengang kunne vi sidde mange weekender i træk og drikke kaffe, læse avis og snakke om, at NU skulle vi altså snart have klippet hækken. Men puha, det var jo en hjørnegrund, så vi ORKEDE det altså ikke lige, griner Susanne.
I dag er det ikke bare en ligusterhæk, der skal klippes. Nu er det vildtvoksende markskel og store maskiner, de tumler med. De stauder, der kom med, da de flyttede fra villaen, fylder kun et enkelt smalt bed op mod den gulkalkede husmur.
– Nu er vi altid ude. Det er blevet vores fælles legeplads. Vi nyder at bo med naturen tæt på. At vi kan rydde et brombærkrat sammen og finde ud af, at der inde bagved gemmer sig en helt ideel plads til en hængekøje. Så gør det ikke noget, at den store espressomaskine står og samler støv inde i køkkenet.
Hvorfor lige Svendborg?
Ingen tvivl om, at Susanne har fundet sig godt til rette i sit nye liv. Et liv uden lederansvar. Langt fra de bonede gulve, hvor hun stortrivedes, dengang hun var udsendt fra Udenrigsministeriet.
Men hvad er det Sydfyn kan, siden hun og familien valgte at blive boende, da de lagde hele deres liv om?
– Vi har boet mange steder i verden. Når vi går gennem skoven og kigger op gennem trækronerne, tænker vi nogle gange på dengang, vi boede i Malaysia og gik rundt mellem skyskraberne. Det er meget forskellige liv, vi har levet, men jeg har haft det godt med begge dele.
– Dét vi virkelig nyder her, er at vi har lært så mange vidt forskellige mennesker at kende. Sydfyn har et hav af kreative mennesker, kunstnere og musikere. Spændende mennesker, der virkelig brænder for noget.
– Ildsjæle er drivkraften bag det meste. Tag for eksempel miljøet omkring islænderhestene. Jamen, selvfølgelig ligger en af Danmarks bedste islænderanlæg lige herovre bagved! Det er så typisk for Svendborg.
– Folk sætter alt muligt i værk. Om det så er et rideanlæg til islænderheste, en lysparade, et gymnastikhus, en jazzfestival eller en koncertsal og multiarena til flere tusind mennesker. Folk er fantastiske til at gå sammen, få rejst pengene og få skabt noget helt exceptionelt.
Susanne nævner BaggårdTeatret som et andet eksempel. Det er heller ikke bare et lille egnsteater, der kun har en lokal ambition. Det sætter forestillinger op, der gør sig nationalt bemærket.
– Eller hvad med Skarøfestivalen?! Det er da kun hernede, der kan sidde en Lasse Bekker ude på Skarø og tænke: ”Her er sgu lidt stille. Lad os lave en sommerfest!” og så skaber han en festival, der hver sommer trækker store musiknavne til, og som folk kommer fra hele landet for at opleve.
– De fleste, der bor på en lillebitte ø, de flytter jo igen, hvis der er lidt for stille. Hernede skaber man i stedet en kæmpe musikfestival. Det er så typisk! Her må man gerne være ambitiøs og tænke stort. Det kan jeg godt lide, griner Susanne.
– Faktisk tror jeg ikke, at vi kommer herfra lige foreløbigt, når hun lige at tilføje, inden vi er tilbage i stalden, hvor den lokale smed venter. Han er kommet for at skifte sko på en af hestene, og Susanne må ind i huset og lede efter sin telefon.
Smedens nummer ligger selvfølgelig allerede i MobilePay, for i dag fylder hestesko langt mere på budgettet, end italienske sko og espressokaffe gjorde for ti år siden.
