’Vores ø har form som en hestesko hvis man kunne se den oppefra. På den nordligste af skoens yderste spidser ligger min fars hus…’
Sådan fortæller datteren i Mich Vraas roman ’Haabet’ – og siden jeg læste den, har jeg tit tænkt på, om det egentlig fandtes i virkeligheden.
Huset på Thurø, hvor romanens Kaptajn Anton Frederiksen bor sammen med datteren Maria.
Det ved jeg nu. For jeg tog fat i Mich Vraa – og det kom der denne dejlige tur ud af.
Thurø som for 200 år siden
Fra Svendborg er der godt 5 km ud til Gambøt Lystbådehavn på Thurø. Helt ideelt til en cykeltur langs vandet ad Christiansmindestien og over dæmningen til Thurø.
Tager I bilen, er der nogle få p-pladser nede på havnen ved de gamle fiskerhytter. Et af mine absolutte yndlingssteder på Thurø.
Her ’foran de små sorte huse sidder fiskerne og bøder deres garn’ skriver Mich Vraa om Thurø for 200 år siden – og fiskerne er her stadig.
Her bliver stadig ordnet net, holdt snak og halet fisk ind, men mest til husbehov.
Sæt jer et øjeblik og nyd stemningen. Har I kaffe eller frokost med, er der borde og bænke lige ned til vandet, hvor I han følge livet på den lille havn.
Bagefter kan I fortsætte turen ned ad stien til området, hvor der engang lå et bådværft. På Kaptajn Anton Frederiksen tid blev bygget skonnerter lige her.
Tjære og høvlspåner
’… på bådværftet ligger nye sejlskibes spanter og ligner afkogte hvalskeletter, overalt lugter der af tjære og høvlspåner’, skriver Mich Vraa.
29 værfter og skibsbyggerpladser lå der dengang langs disse kyster. Til sammen søsatte de ikke mindre end 370 store træskibe. Vildt, ikk?!
Nu er området solgt til et ejendomsselskab, der er ved at bygge luksusboliger på grunden.
Huset med en helt særlig historie
Fra det gamle værftsområde fortsætter turen videre langs vandet, hvor I kommer forbi det gamle bindingsværkshus, der bliver kaldt ’Øen’, fordi det har en helt særlig historie.
Det blev bygget af en mand ved navn Per Gut, der først boede ude på Kidholm. Den lille lerede ø, I kan se, hvis I kigger ud over vandet.
Per Gut og hans familie ville gerne flytte over til Thurø, men de var så fattige, at de faktisk ikke var velkomne.
Derfor besluttede Per Gut at bygge sin egen ø – ved at hente jord ovre fra Kidholm i sin jolle.
På den lille nye ø byggede han et hus i bindingsværk. For ligesom mange andre på den tid var han bådebygger og kunne det dér med træ.
Efterhånden som årene gik, hentede han mere og mere jord, og i dag er det svært at se, at huset faktisk ligger på sin egen, selvstændige ø.
Fra ’Øen’ fortsætter turen ad stien helt nede i vandkanten – og det er her, I skal forestille jer, at Mich Vraa løb rundt i korte bukser, da han var fem-seks år gammel.
Ikke om efteråret som nu, men midt på sommeren, hvor han og hans familie holdt ferie på Thurø flere år i træk.
Kaptajn med træben og søkikkert
Lige dér for enden af stien – helt ude på hesteskoens yderste spids – ligger nemlig det gamle røgeri på Mårodden.
Og ved siden af røgeriet lå der dengang en simpel bjælkehytte, som Mich Vraas forældre lejede om sommeren.
I dag er den for længst revet ned. Men her kan I se den 5-årige Mich Vraa sammen med sin mor i sommeren 1959.
Og déroppe på bakken bag bjælkehytten ligger villaen, hvor der dengang boede en gammel kaptajn.
Komplet med træben, søkikkert i vindueskarmen, udstoppede kolibrier, koraller og et hav af sømandshistorier, der gjorde et uudsletteligt indtryk på den lille Mich Vraa.
Man kan ligefrem se for sig, hvordan han er pilet op til kaptajnsvillaen, så snart han så sit snit til det. Bare for at få en historie til.
Thomas Nielsen hed kaptajnen. Det var ham, der sejlede en af de store Thurø-skonnerter over Atlanten, gennem Panamakanalen og hele vejen op til Beringstrædet.
Målet var handelsstationerne på den sibiriske kyst, men undervejs frøs skibet inde i isen, og der gik koldbrand i kaptajnens ene ben.
Men frem kom de, og i Sibirien lastede de skind af ræv, egern og rensdyr. Foruden tonsvis af hvalros- og mammuttænder, der var gravet ud af den frosne tundra.
Sikke en historie!
Der er ikke noget at sige til, at Mich Vraa huskede den gamle kaptajn, da han næsten 60 år efter skrev om Maria og hendes far, Kaptajnen.
I dag er villaen og røgeriet ikke længere kalket hvidt, og dér hvor bjælkehytten stod, er der bygget et hus, som kaptajnens barnebarn nu bor i.
To andre børnebørn bor oppe i villaen, og selv om den siden hen blev bygget om og indrettet som pensionat, er det tydeligt, hvor Mich Vraa har hentet sin inspiration.
For her er den. Villaen, hvor
’vinduerne på førstesalen ligner øjne der spejder ud over sundet efter de skibe der hele tiden er på vej ind mod Svendborg eller ud mod den store verden.’
Stien ender dér, ved røgeriet og den gamle kaptajns villa. Men selv om turen går tilbage ad samme vej, er der masser at kigge på.
3 km er der frem og tilbage, og meget smukkere end i efteråret bliver det ikke.
Tip!
Har I mod på mere, kan I fortsætte turen videre ud på den hestesko-formede ø. For derovre
’… på den anden spids ligger Grasten hvor vi somme tider sejler over i Fars jolle.’
I dag er Grasten et af de steder, veteranfærgen Helge lægger til på sine sommertogter. Altid fredeligt og helt overdrevent idyllisk med haverne, der ligger lige ned til vandet.
Selv udenfor sæsonen er anløbsbroen et dejligt sted at sidde, og kigger I ud over vandet mod nord, så ligger det gamle røgeri og kaptajnsvillaen lige dérovre på hesteskoens anden spids.
Læs romanen
’Haabet’ er første del af Mich Vraas fremragende trilogi om Dansk Vestindien.
En barsk roman om slaveriets grusomheder – som virkelighedens Kaptajn Thomas Nielsen fra Thurø ikke havde nogen andel i.
