fbpx

Picnic ved vandet: Fem skønne steder i nærheden af Svendborg

Picnic ved Gambøts gamle fiskerhytter

Gambøt havn på Thurø

Tag en tur ud til de fine, gamle fiskerhytter på Gambøt havn, hvor de lokale fiskere tusser rundt og ordner garn, imens lystsejlerne gør deres både klar.

Picnic ved Gambut på Thurø

Lige ned til vandet er der flere borde, hvor I kan slå jer ned med en madkurv og nyde udsigten mod Lunkebugten og Thurø Bund.

Skårupøre og Maegårds Odde

Det er også en skøn tur ud til Skårupøre, hvor vejen løber helt nede i vandkanten. Lige overfor Skårupøre Strandkiosk er der borde, hvor I kan sidde helt ned til stranden.

Går I til højre nede ved vandet, er det en skøn tur ud til Maegårds Odde, der strækker sig næsten helt over til Thurø på den anden side af Sundet.

Maegårds Odde

Ude på spidsen kan I stå med vand til alle sider, imens surferne boltrer sig på den ene side af odden, og lystfiskere i waders står på den anden side og hiver havørreder i land.

Lille Eng ved Kogtved

Picnic ved Lille Eng Svendborgsund

På det grønne område ’Lille Eng’ er der flere borde, I kan sidde ved, en bålplads og et par gynger i det gamle træ lige ned til vandet.

Picnic ved Svendborgsund

Et dejligt sted at slå smut eller soppe i vandkanten, imens færgerne til øerne tøffer forbi ude på Sundet.

’Kaffepletten’ i Præstens Skov

Langs Øhavsstien er der flere ’Kaffepletter’, hvor alle er velkomne til at slå sig ned med medbragt mad eller kaffe. En af dem ligger i Præstens Skov, cirka 10 km vest for Svendborg.

Kaffeplet langs Øhavsstien

Når I kommer til den lille skov med de 200 år gamle, krogede egetræer, skal I tage stien til venstre nede ved vandet.

Få meter inde i skoven er der en lille lysning med borde, bænke og en lille infotavle, der fortæller om området.

Kaffepletten i Præstens Skov

Et skønt sted, ikke kun til at kaffe og frokost – men også til at sidde og arbejde, når hjemmekontoret føles lidt trangt 😉

Bålpladsen ved Vindebyøre

Tag aftensmaden med ud til bålpladsen ved Vindebyøre, hvor der er den dejligste aftensol. Hyg jer med at tænde op i bålet og slip ungerne løs i vandkanten.

Eller fortsæt turen ned langs stranden og ud på Skansen, hvor der er en fantastisk udsigt over Sundet, broen og Svendborg ovre på den anden side.

Skansen

Find vej til de fem picnicsteder