
Igen i år får du en liste med 20 vidt forskellige julemarkeder på Sydfyn og øerne. Fra de bittesmå i lader og stalde til det kæmpestore på et af landets smukkeste slotte.
Så kan du hurtigt se, hvilke markeder der passer dig bedst, og hvornår de holder åbent.
1) Julemarked på Egeskov Slot
110 markedsboder med kunsthåndværk og brugskunst, delikatesser og juledekorationer. Masser af julestemning med slotsnisser, julemusik og skattejagt for børnene.

Hvor: Egeskov Gade 18, Kværndrup
Hvornår: 11.-12. november, 18.-19. november, 25.-26. november og 2.-3. december kl. 10-16.30
Hvor meget: 110 kr. for voksne, 60 kr. for børn (4-12 år)
2) Julestue på Skovgaard
I år inviterer keramiker Lone Volder Johnsen til et lidt mindre julemarked, end hun plejer. Julestue kalder hun det, og det bliver helt sikkert hyggeligt ude i hendes dejlige værksted på Skovgaard. I år er der pileflet, filt, keramik, kreaværksted, pandekagebod og café med kaffe og kage.

Hvor: Skovvej 25, Vester Skerninge
Hvornår: 18.-19. november kl. 10-17
Hvor meget: Gratis adgang
3) Jul på Tranekær Slotsmølle
Besøg den fine, gamle mølle, hvor der i anledning af julen er boder, café med gløgg og æbleskiver, nisseloft og salg af mel, der er kværnet på møllen.

Hvor: Lejbøllevej 3, Tranekær
Hvornår: 18.-19. november, 25.-26. november og 2.-3. december kl. 13-16.30
Hvor meget: 10 kr.
4) Julemarked på Boltinggaard Gods
Gammeldags jul på et af Sydfyns smukkeste godser. 70 boder med julepynt, godter og gaveideer og besøg af julemanden og hans kone hele weekenden.

Hvor: Kokskovvej 28, Ringe
Hvornår: 24. november kl. 14-19 og 25.-26. november kl. 10-16
Hvor meget: 85 kr. for voksne, 25 kr. for børn (4-12 år)
5) Øernes Julemarked
Det traditionsrige julemarked, hvor øboerne fra Drejø, Hjortø og Skarø indtager Maritimt Centers pakhus på havnen i Svendborg. Med sig har de alt dét, der bliver fremstillet ude på øerne i løbet af året.

Hvor: Maritimt Centers Pakhus, Havnepladen 2, Svendborg
Hvornår: 25. november kl. 10-14
Hvor meget: Gratis adgang
6) Julemarked i Ærøskøbing
Ærøskøbing er som skabt til et julemarked. Fortove og portåbninger i den julepyntede by indtages af boder med lokale produkter, og alle butikker og spisesteder holder åbent.

Hvor: Torvet, Søndergade og Vestergade i Ærøskøbing
Hvornår: 25. november, 2. december og 9. december kl. 10-17
Hvor meget: Gratis adgang
7) Gløgg og gratis godteposer
Julemarked med boder, julelotteri og en julestue, hvor alle der er med til at pynte juletræet, får en gratis godtepose. Der er også en café med gløgg og æbleskiver, kaffe og kage.

Hvor: Vester Skerninge Forsamlingshus, Fåborgvej 72B
Hvornår: 25. november kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
8) Julemarked på Generalen
I den smukke staldbygning for foden af Tranekær Slot inviterer Restaurant Generalen indenfor til julemarked med boder og mulighed for at nyde en juleanretning til frokost, nylavede æbleskiver og glögg.

Hvor: Slotsgade 84, Tranekær
Hvornår: 25. november kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
9) Julemarked på Rosenhøj
Julemarked i villaen Rosenhøj, der byder på lækkert kunsthåndværk, blomsterbinderi, finurligt julepynt, vintage, fine lopper, juletræer og lidt lækkert at spise.

Hvor: Øksenbjergvej 1, Svendborg
Hvornår: 25.-26. november kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
10) Julemarked i Ommel Beboerhus
Håndarbejde og diverse kreative sysler, julepynt og søde julegaveideer. En hyggelig tradition i det lille, lokale beboerhus, hvor der også er mulighed for at købe glögg og æbleskiver.

Hvor: Kirkevejen 8, Ommel
Hvornår: 25. november kl. 13-16.30
Hvor meget: Gratis adgang
11) Kunstnernes julebazar
Hyggeligt julemarked, hvor mange af Sydfyns dygtige kunstnere og kunsthåndværkere er samlet. Originale gaveidéer og masser af julestemning.

Hvor: SAK Kunstbygning, Vestergade 31, Svendborg
Hvornår: 25. og 26. november kl. 10-17
Hvor meget: 50 kr. for begge dage, gratis adgang for medlemmer af SAK’s Kunstforening
12) Jul i stalden på den gamle præstegård
Et lille julemarked med håndlavede varer som strik, cremer, broderier, dekorationer og filt. Der er også en lille café med varme drikke, hjemmebag og julegodter.

Hvor: Hågerupvej 59, Faaborg
Hvornår: 25.-26. november kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
13) Jul i Falsled
Julegaveidéer, madboder og aktiviteter i hele landsbyen og på havnen. Kl. 11 kommer julemanden sejlende til havnen, og derfra er det bare at slentre rundt, nyde stemningen og finde fine gaver og godter undervejs.

Hvor: På havnen og langs Assensvej i Falsled
Hvornår: 26. november kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
14) Julemarked i Tulip-bygningen
Julemarked i Tulip-bygningens rå rammer på havnen i Faaborg. Kunsthåndværk, retro julepynt, smykkekunst, beklædning, juledekorationer, friskristet kaffe og ægte tysk Glühwein, håndfarvet garn, filt, glaskunst og meget mere.

Hvor: Værftsvej 8 på havnen i Faaborg
Hvornår: 1. december kl. 15-18, 2. december kl. 10-17, 3. december kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
15) Julemarked i den gamle vandmølle
Den charmerende Orte Mølle ligger i skovbrynet og danner denne søndag ramme om et lille, intimt julemarked med boder, levende musik og lune lækkerier.

Hvor: Nielstrupvej 16, Vester Skerninge
Hvornår: 4. december kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
16) Jul i Christiansmøllen
En god anledning til at besøge den gamle mølle på toppen af Svendborg. Der vil være boder, julemusik og mulighed for at købe plakater, mølleøl, juletræer, gløgg og æbleskiver.

Hvor: Møllevænget 11, Svendborg
Hvornår: 3.december kl. 12-15
Hvor meget: Gratis adgang
17) Julemarked i den gamle lade
Julemarked i den gamle lade, der ligger 10 minutters køretur udenfor Rudkøbing. Der er både søde sager, julede sager, gamle sager – og mulighed for at købe lune æbleskiver og glohed glögg.

Hvor: Torpevej 10A, Rudkøbing
Hvornår: 9. december kl. 11-16
Hvor meget: Gratis adgang
18) Jul på Helnæs
Hvert år den 2. søndag i advent er der ’Jul på Helnæs’, hvor hele øen inviterer indenfor til julestuer og aktiviteter for børn og voksne. Alle er velkomne.

Hvor: Rundt på hele Helnæs
Hvornår: 9.-10. december kl. 10-16
Hvor meget: Gratis adgang
19) Nyt julemarked på Ærø
Julemarked på smukke Søbygaard med lokale produkter, kvalitet og kreativitet. Et godt sted at finde en original julegave og samtidig støtte de små iværksættere på øen.

Hvor: Søbygaard, Søbygårdsvej 2-4, Ærø
Hvornår: 16. december kl. 10-16
Hvor meget: Voksne 40 kr., børn over 7 år 20 kr.
20) Alt godt til julebordet
Et rigtig hyggeligt sted at købe godter, gaver og alt hvad der hører sig til på julebordet. Imens kan du hilse på alle de passionerede fødevareproducenter – både de lokale og dem, der er kommet langvejs fra for at deltage i det stemningsfulde julemarked.

Hvor: Rundbuehallen på Frederiksø i Svendborg
Hvornår: 16. og 17. december kl. 10-16
Hvor meget: 25 kr. Gratis for medlemmer af Kulinarisk Sydfyn