Det er sommer på Sydfyn. Den tid på året, hvor det er helt legalt at spise mindst en is om dagen.
Men hvor er de gode ishuse? Og hvilke af dem kan kombineres med en rigtig dejlig tur ud i sommerlandet?
Det får du 10 forslag til her 🧡
1) Isbil med hjemmelavet italiensk is
Isbil fra Gelato Italia, Jessens Mole, Svendborg

Sommeren på Svendborg havn er noget helt særligt. Med færgerne, der kommer ind ude fra øerne og livet på sejlbådene, der ligger og vugger langs kajen.
Og lige dér, midt i det hele, finder du isbilen fra Gelato Italia, der serverer håndlavet italiensk is, så snart vejret er til det ☀️
2) Ismesteren er uddannet i Bologna
Gelato Italia, Gerritsgade 26, Svendborg
Det er måske ikke så mange, der ved det, men ismesteren i Gelato Italia er så dedikeret til den ægte, italienske is, at han har uddannet sig til ismester i Bologna.
Isen er til gengæld så lokal, som den kan blive, for mælken henter han på en økologisk gård lige udenfor byen.

Det lille ismejeri ligger midt på gågaden i Svendborg, og i foråret 2023 overtog han også Knæwr Kaffebar lige overfor.
Det var et rigtig godt træk, for nu er det endelig slut med kapselkaffe på kaffebaren. I stedet bliver der serveret friskmalet kaffe fra det fynske kafferisteri Holy Bean.
Det smarte er, at ishuset og kaffebaren deles om de gode siddepladser i solen, så du kan få en rigtig god kop kaffe til din is 😋
Isen kan du i øvrigt også få med i bokse, der er lige til at tage med i sommerhuset eller ned på båden.

3) Skarø Is
Skarø Is, Østerhovedvej 4, Skarø
Er du i Svendborg, tager det kun en halv time med færgen til Skarø, hvor den berømte Skarø Is bliver lavet.
Den kan efterhånden købes mange steder, også i udlandet. Men vil du smage den helt frisklavet, skal du en tur til Skarø.

Her har Britta og Martin indrettet en hyggelige iscafé på gården, hvor den gamle stald er bygget om til en bæredygtig isproduktion med solceller på taget.
De to er hele tiden i gang med at udvikle nye varianter, og iscaféen på Skarø er det første sted, nye idéer prøves af.

Skarø Is bliver sødet med sukkertang og birkesaft. Det gør noget godt for både smag og konsistens – og har den sidegevinst, at der skal bruges mindre sukker.
4) Nyt ismejeri i Ærøskøbing
Ærøskøbing Is, Torvet 1, Ærøskøbing

Fra Svendborg kan du også tage færgen til Ærø, hvor der sommeren 2023 åbnede et nyt ismejeri på Torvet i Ærøskøbing.
Ærøskøbing Is hedder det, og malingen på vinduerne var knapt nok tør, før de fik stor succes med deres hjemmelavede Amerikaner is.
En variant, de selv har fundet på, hvor hele flødeboller røres op med frisklavet vaniljeis. Den blev udsolgt på få timer, og nu kommer folk langvejs fra for at smage den 😅

Bag Ærøskøbing Is står 2 x Lars, der også driver Hallernes Smørrebrød i København, og Heidi, der tidligere har haft Det lille Hotel og Spiseriet på Ærø.

5) Prøv en ’Ærø Special’
Ærø Ismageri, Gilleballetofte 2A, Ærøskøbing
Ved havnen i Ærøskøbing er det efterhånden et par år siden, der kom nye kræfter til i Café Aroma, og iscaféen hedder nu Ærø Ismageri.
Heldigvis er alle de gode opskrifter blevet overdraget, så du stadig kan finde din yndlingsis i sortimentet.

Alt bliver lavet fra bunden, både de veganske frugtsorbeter og flødeisen, der røres med økologisk mælk og fløde.
Min (og mange andres) favorit er en ’Ærø Special’ – en valnøddeis med karamelliseret ahornsirup 😋
6) Hjemmelavet is på Strynø
Ringgade 2, Strynø

Fra Rudkøbing på Langeland tager det 35 minutter at sejle over til Strynø med den lille færge. Det er en fantastisk dejlig ø, der tiltrækker mange tilflyttere.
En af dem er Mette, og hun har startet en lille isproduktion, der slet og ret hedder Strynø Is.
Isene ligger i frostboksen, der har åbent hver dag fra kl. 10 til solnedgang.

På udvalgte dage åbner Mette også sin lille café, hvor hun ud over is serverer kaffe og hjemmebagte kager.
SA hyggeligt 😊

7) Sommerudflugt med ishus #1: Hesselbjerg Strand
Strandcaféen Hesselbjerg, Østersøvej 12, Humble
Men hey, nogle gange er det måske ikke så vigtigt, at isen er lavet lokalt og helt fra bunden. Når bare den bliver spist det rigtige sted 😊
Derfor får du her tre forslag til sommerudflugter på Sydfyn og øerne – tre af mine yndlingssteder, hvor du også finder et ishus.

Det første er Hesselbjerg Strand på Langeland, for hjemme hos os er det ikke rigtig sommer, før vi har været en tur dernede.
Stranden ligger lige knap 20 km syd for Rudkøbing, og lige ved parkeringspladsen ligger Strandcaféen Hesselbjerg, hvor de har Premier Is – og en rigtig god coffee to go.
Lige efter caféen fører en lille sti ind til højre, hvor du kan gå gennem klitterne ned til stranden. Det er i øvrigt også muligt at leje SUP boards i caféen.

8) Sommerudflugt med ishus #2: Falsled
Vandkanten, Fiskerstræde 3, Falsled
Dengang Vandkanten lige var åbnet, lavede jeg en guide til Falsled, fuld af forkælelse. Og det lille ishus og spisested på havnen er stadig et besøg værd.
Også selv om de ikke længere topper isen med flødeboller fra Summerbird, fordi de smeltede i sommervarmen 😅

Til gengæld laver de milkshakes af alle de is, de har i disken, ligesom de hver dag rører guf helt fra bunden med økologisk rørsukker og bourbonvanilje.
Lige bag ishuset går en sti ned til en meget børnevenlig, lavvandet strand, hvor du kan sidde og spise is med udsigt over Helnæsbugten.

9) Sommerudflugt med ishus #3: Lundeborg
Ishus på havnen og ved stranden
Lundeborg ligger 17 km fra Svendborg, og hvis I krydser gennem landskabet ad de små veje, er det en meget smuk tur.
Især det allersidste stykke ad Knarreborg Møllevej, hvor bøgeskoven slutter helt tæt om vejen, der løber langs vandkanten.
Stranden er en dejlig, børnevenlig sandstrand med badebro, og der er både et ishus ved stranden og oppe på den hyggelige havn.
Se min guide til Lundeborg her

10) Håndlavet is i Faaborgs blå ishus
Det blå Ishus, Torvet 11, Faaborg
Skønne sommerudflugter og ishuse er der nok af på Sydfyn og øerne, men håndlavet, lokal is er nu altså det bedste 💪
Derfor slutter denne isguide selvfølgelig med et ishus, hvor de laver deres egen is helt fra bunden.

I Det blå Ishus i Faaborg finder du både koldskål-is med vanilje og citronskal, hyldeblomstsorbet og mere eksotiske smage som guava- og litchisorbet.
Kokken Jakob, der har en stor passion for hjemmelavet is, er nemlig gift med filippinske Lilibeth, der inspirerer ham til at lave is, der ellers ikke findes i Danmark.

Selv om den ser farvestrålende ud, er isen helt uden kunstige farvestoffer, og den bliver udelukkende lavet på økologisk mælk og fløde.
Jeg gik med en frisk rabarbersorbet med hjemmelavet hyldeblomstguf og rabarberkompot 😋

To slags hjemmelavet softice er der også at vælge imellem – hasselnød/chokolade eller den klassiske med masser af vanilje.
Der er borde både ud mod Torvet og i den lillebitte gårdhave bag ishuset.