fbpx

Brombærtid: Her er den forsvundne opskrift på Øhavets Syltetøj

Yndlings brombærsted

På Sydfyn og øerne er der brombær overalt. I skove og markskel, ved stranden og langs vejene.

Så det giver ingen mening at dele særligt gode brombærsteder. Til gengæld har jeg noget meget bedre til dig.

Den forsvundne opskrift på Øhavets Syltetøj

Dengang jeg flyttede til Sydfyn, var der noget, der hed Øhavets Syltetøj.

Det var John Sørensen på Strynø, der stod bag, og bedre brombærsyltetøj har jeg aldrig smagt. Hverken før eller siden.

Claus Meyer var sikkert enig, for nogle år efter opkøbte han Øhavets Syltetøj, og siden har ingen set noget til det.

Brombær6

Måske er det forsvundet i Meyers store madimperium.

Måske lever opskrifterne videre i et industrikøkken i Københavns Nordhavn – og bliver fyldt på helt andre glas.

Øhavets Syltetøj

Men heldigvis er det lykkedes mig at skaffe opskriften fra dengang, Øhavets Syltetøj blev lavet på Strynø.

For John Sørensen bor fortsat på Strynø, og brombærsyltetøj laver han stadig. Bare for sin fornøjelses skyld.

Her får du opskriften.

Plukke brombær

Brombær til hele vinteren

Brombærrene skal være helt modne – saftspændte og så bløde, at de slipper så let som ingenting.

John bruger 35% sukker, dvs. 350 g sukker til et kilo bær. Det bliver til 4-5 glas syltetøj.

Brombær til syltetøj

Har du ligesom jeg plukket meget mere end dét, kan du lægge resten af bærrene i fryseren og lave frisk syltetøj igen om et par måneder.

Selv elsker jeg, når hele huset dufter af nylavet brombærsyltetøj på en ruskende og råkold novemberdag 😋

Bær til syltetøj

Fyld først en stor skål med koldt vand og læg forsigtigt 1 kg brombær i skålen. Skyl dem varsomt og lad dem dryppe af i en sigte.

Rør bærrene godt sammen med 350 g sukker i en tykbundet gryde og varm dem langsomt op. Der skal ikke tilsættes vand.

Find også noget geleringspulver frem. Cirka 2 teskefulde som du blander med lidt af sukkeret og stiller klar ved siden af komfuret.

Opskrift på brombærsyltetøj

Inden længe begynder bærrene at safte, og en dejlig duft breder sig i køkkenet.

Det er nu, du skal holde øje, for ifølge John må bærrene ikke koge. 85-90 grader er ideelt.

Har du ikke et madtermometer, så er det, når bærrene brummer godt nede i bunden, og lige inden de begynder at boble.

Næsten færdig brombærsyltetøj

Tag gryden af varmen, drys geleringspulver i, rør godt rundt, og læg låg på i 5-8 minutter. Eller cirka en kop kaffes tid, som John siger 😉

Er du i tvivl, om syltetøjet er for tyndt, så tag en lille skefuld og lad det køle af. Er det for tyndt, så tilsæt mere stivelse.

Det var dét. Nu er syltetøjet færdigt, og du kan hælde det på rengjorte, skoldede glas. Atamon er ikke nødvendigt.

Marmeladetragt

Til gengæld kan jeg anbefale en marmeladetragt – den gør arbejdet med at fylde glassene meget lettere.

Jeg ved, at Køkkenfreak i Svendborg har marmeladetragte. Og at Potteriet på Langeland laver de fineste af slagsen i hvidt porcelæn.

Færdig brombærsyltetøj

Rigtig god fornøjelse med at lave din egen Øhavets Syltetøj. Og tak til John Sørensen for at dele opskriften 🧡