Forladte steder: Nakkebølle Sanatorium på Sydfyn

I starten af 1900-tallet var tuberkulose skyld i hvert 3. dødsfald blandt de 15 til 60-årige i Danmark. Det svarer til 5-6.000 dødsfald om året.

Til sammenligning kostede Corona 1298 danskere livet i 2020.

Situationen var så alvorlig, at der overalt i landet blev bygget store sanatorier, hvor tuberkulosepatienterne kunne blive behandlet og isoleret fra resten af samfundet.

Et af dem var Nakkebølle Sanatorium, der blev placeret midt mellem Faaborg og Svendborg, lige ud til Nakkebølle Fjord.

I dag står det tomt, men jeg har lavet en aftale med Lotte Helms, der kender stedet bedre end de fleste.

Vi skal en tur rundt i de gamle bygninger sammen, og du er inviteret med.

Lottes farfar, Otto Helms, var den første overlæge på stedet. Under byggeriet boede han på hotel i Faaborg og tog cyklen ud til byggepladsen hver dag.

Bare lige for at sikre sig at alt gik, som det skulle 😉

Træ og teglsten til byggeriet blev fragtet til med skib, og fra anløbsbroen nede ved fjorden blev der anlagt en tipvognbane op til selve byggepladsen.

I 1908 stod Nakkebølle Sanatorium omsider færdigt, og Otto Helms var overlæge helt indtil 1936, hvor Lottes far, Tage Helms, tog over.

Selv boede Lotte på sanatoriet til hun var 17 år.

En på mange måder anderledes opvækst – for som barn på et tuberkulosehospital var der regler, som var helt ufravigelige.

– Patienterne var jo meget udsatte, så hvis jeg var den mindste smule forkølet, måtte jeg under ingen omstændigheder komme i nærheden af dem, husker Lotte:

– Jeg måtte ikke lege i parken eller komme til de månedlige filmforevisninger, og især det sidste var slemt.

Isoleret fra resten af samfundet

Smittefaren betød også, at hun ikke kunne have venner med hjem fra skole. I det hele taget kom der meget få udefra på sanatoriet.

– Dem, der arbejdede her, boede på stedet. Med patienter og personale var vi godt 250, der levede i et lille, næsten isoleret samfund, fortæller Lotte.

– Præcis som i dag spredte smitten sig, når folk var sammen på for lidt plads. Så mange af patienterne kom fra små, usle lejligheder, hvor de levede tæt sammen, fortæller Lotte.

– Det må have været en enorm omvæltning at komme fra en mørk baggård og så herned, hvor lyset strømmede ind ad vinduerne, og de kunne ligge i den friske luft ude fra fjorden.

Helbredende lys og luft

Dengang fandtes der ingen medicin mod tuberkulose, så behandlingen bestod af masser af lys og luft, hvile og kraftig kost.

Det forklarer også de meget store vinduer, der slet ikke er normalt i byggeri fra starten af 1900-tallet.

Vinduerne blev åbnet og lukket på klokkeslæt, næsten uanset vejret, og ude i parken lå patienterne i en slags soveposer for at få så meget lys og luft som muligt.

– Jeg hørte engang en af patienterne sige, at hun aldrig i sit liv havde set så meget lys, klukler Lotte.

Var patienterne oppegående, havde de mulighed for at spise i spisestuen, hvor maden blev hejst op i en madelevator fra det store køkken i kælderen.

Lotte husker også sanatoriets store sengeelevator, hvor patienterne kunne blive fragtet op til første og anden sal.

Elevatoren fungerer ikke længere, men maskineriet i kælderen er der stadig.

Og manualen ikke mindst:

Et lille, selvforsynende samfund

Sanatoriet var på mange måder et lille selvforsynende samfund. Det store gartneri forsynede køkkenet med grøntsager, og i staldene var der både svin og hønsehold.

Lotte husker, hvordan dyrene fik de madrester, der blev tilovers fra måltiderne – men først efter at de var blevet kogt en ekstra gang i en stor gruekedel for at undgå smittespredning.

Sanatoriet havde også sit eget vandværk, gas- og elektricitetsværk. Det blev styret fra maskinhuset, der stadig ligger lige overfor hovedbygningen.

For at komme derover kan man gå gennem den store varmetunnel i kælderen, og det var Lottes genvej, når hun skulle hjem til overlægeboligen.

Livet i overlægeboligen

En af hendes daglige pligter var at hente kurven med mad ovre fra køkkenet. For selv om familien havde deres eget køkken, fik de al deres mad fra sanatoriet.

– Vi tog ikke bare ind til Faaborg for at købe ind, fortæller Lotte:

– Min mor påstod, at i alle de år vi boede på Nakkebølle, bestemte hun ikke en eneste gang, hvad vi skulle have til middagsmad. Når menuen stod på medisterpølse, så fik alle det samme.

Kød og kartofler, mælk i en kande og poser med mel og gryn. Det hele blev hentet oppe fra hovedbygningen.

Dengang var overlægeboligen omgivet af en smuk anlagt have og en park med magnolier, japanske Kejsertræer og himmelblå hibiscus.

Farfaren var selv med til at anlægge det hele, og der var folk ansat til at passe både haven og parken.

Her ved havebordet sidder han i midten med jakke og slips. Lottes farmor ses ude til højre, og den unge mand yderst til venstre er Lottes far:

I dag er den smukke have for længst væk, men huset ligner sig selv, som det ligger dér lige ned til Nakkebølle Fjord.

Overlægeboligen ved Nakkebølle Sanatorium

Lotte husker, hvordan farfarens interesse for natur og fugle levede videre i hendes barndomshjem. I en kasse ved køkkenvinduet boede en ugle, der blev fodret med kød fra køkkenet.

Og om sommeren fløj landsvaler ind gennem hallen og op til hendes børneværelse på første sal. Dér sad de på døren, når hun vågnede om morgenen.

– I mit barndomshjem vaskede vi heller ikke vores eget tøj. Det blev gjort ovre i det store vaskeri på sanatoriet, fortæller Lotte:

– Hver anden uge kom der så en stor kurv med vores tøj, der var vasket og strøget. Sengetøj, der var blevet rullet – og så selvfølgelig alle de renvaskede, hvide kitler.

Modstandsfolk i kælderen

Lotte fortæller også, hvordan overlægeboligen husede modstandsfolk under krigen. Det var indsatte oppe fra Nyborg Statsfængsel, der efter sigende havde fået tuberkulose:

– Altså, det havde de jo ikke. Men så kunne de komme herned, og lige så stille diffunderede de ud i landskabet.

Selv om hun var en helt lille pige, husker hun tydeligt, at hun ikke måtte nævne de mennesker, der blev holdt skjult.

– Jeg så heller ikke meget til dem, for de var mest nede i kælderen. Og når der kom tysk kontrolbesøg, kravlede de ind i et lille skjult rum, hvor der stod to senge, fortæller hun.

Landevejsriddere på gennemrejse

Om sommeren havde sanatoriet tit besøg af landevejens farende svende. Det var en fast tradition, at de kunne hente en to-krone i overlægeboligen og et måltid mad i køkkenet.

Men først når de var blevet undersøgt for tuberkulose. Havde de det mindste tegn på sygdommen, blev de omgående indlagt, så de ikke tog smitten med videre ud på landevejene.

Den sidste patient

I 1948 kom der omsider en medicin, der kunne helbrede tuberkulosen, og i årene efter kørte røntgenbusser rundt til skoler og arbejdspladser, så smittede kunne komme i behandling.

I 1969 kunne den sidste tuberkulosepatient endelig udskrives fra Nakkebølle Sanatorium.

På det tidspunkt havde der gennem årene været 13.905 indlagte.

Siden har sanatoriet haft en omtumlet tilværelse som plejehjem, flygtningecenter og senest som Tvindskole, opholdssted og søfartsskole.

Nu er stedet blevet opkøbt af Tasfo Selskaberne, og det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske med de fine, gamle bygninger i fremtiden.