
God kaffe i en (næsten) hemmelig have
Vi starter selvfølgelig turen med en god kop kaffe. Et af de steder, jeg nyder at drikke den, er i haven bag Byens Gårdbutik.
Ikke mange ved det, men deromme står et af Europas største Tempeltræer, også kendt som Ginkgo Biloba.
Særligt de dage, hvor hele byen vrimler med mennesker, er det fantastisk at sætte sig op ad den ældgamle stamme og nyde roen i haven.

3000 år gammelt kan sådan en Ginkgo Biloba blive. I Asien bliver det betragtet som et helligt træ, der tit står ved de buddhistiske templer.
Måske er det ikke så underligt, at det nærmest er lidt meditativt at sidde dér og drikke kaffe og kigge op i trækronen ?
Lokale specialiteter

Byens Gårdbutik har jeg skrevet om før, fordi den ligger på min top fem over gode specialbutikker i Svendborg.
Her er alt godt fra næsten 50 sydfynske producenter samlet på ét sted.
Et imponerende udvalg af øl, vin og spiritus. Is, slik og marmelade. Kød og grøntsager. Æg, olie, mel og ost.

Et helt perfekt sted at finde noget meget lokalt at købe med hjem – eller at give som gave.
Byens Gårdbutik, Vestergade 25
Ny pop-up butik i Møllergade
Så er vi i gang ? Herfra går turen videre ud i Svendborgs hyggelige gader, hvor der bliver ved med at dukke nye, spændende butikker op.
Denne sommer er otte lokale designere og kunsthåndværkere for eksempel gået sammen om at åbne en pop-up butik i Møllergade 40.

En af dem er guldsmeden Kamilla Thorsen, der er vendt hjem til Sydfyn efter 18 år som smykkedesigner med egne butikker i London.
Nu har hun værksted i den hyggelige Ribers Gård lidt længere nede ad Møllergade, hvor hun laver de fineste smykker.

Kunsthåndværker Maria Solon er også med i butiksfællesskabet. Hun har et lille værksted i Ollerup, hvor hun laver tasker og punge i kernelæder.
Stilen er enkel og tidløs, og det er helt med vilje, for taskerne er lavet, så de kan holde resten af livet, og de bliver kun smukkere af at blive brugt.

I butikken finder I desuden keramik, cremer, glas, tekstil og billedkunst.
Flere yndlingsbutikker
Fra Møllergade er der ikke langt ned til Køkkenfreak, Fyns største butik med køkkengrej, der også er på min top fem over gode specialbutikker i Svendborg.

Tidligere lå Køkkenfreak i Korsgade, der er kendt som en af Svendborgs hyggeligste handelsgader.
Her ligger specialbutikkerne side om side, og der er så mange fine steder, at jeg tidligere på året lavede en lille guide til shopping i Korsgade.

Frokost på Little Local
Når det er ved at være tid til frokost, er der mange gode steder at gå hen. Et af dem er Little Local i Brogade, der drives af Tirza og Nicki.
Sammen har de kørt Europa tynd i en gammel camper for at finde et sted, der mindede dem om både Amsterdam og New Zealand, hvor de kommer fra.

Valget faldt på Langeland, hvor de driver den skønne Tiki Camp om sommeren – og Svendborg, hvor de tager sig kærligt at gæsterne på Little Local.
Begge steder er det lykkedes dem at skabe den dér gennemført hyggelige stemning, hvor man straks føler sig velkommen.

Maden er økologisk og vegetarisk, frisklavet og velsmagende. Så selv om udvalget ikke er så stort, er der rift om bordene ude i gårdhaven, så snart vejret er til det.

Besøg Glasblæseriet
Når I er der, så slå også et smut op ad trappen til glaspuster Bente Sonne, der har værksted og butik på førstesalen inde i gården.
Hun laver nogle rigtig fine ting og har som regel gang i ovnen indtil kl. 14.30, hvor I kan se hendes fascinerende arbejde med glasset.

Frokost på Hêllô Bánh Mì
Et andet godt sted at spise frokost er Hêllô Bánh Mì, der serverer virkelig lækker vietnamesisk streetfood.
Jeg er især glad for deres ’Sommerruller’ med marineret svinekød, masser af friske grøntsager og hjemmelavet hoisin sauce.

Ligesom Little Local er Hêllô Bánh Mì et lillebitte sted, så hvis alle borde er optagede, kan I begge steder bede om at få maden med.
Picnic på havnen
Fra midtbyen er der kun et par minutters gang ned til havnen. Så det er oplagt at tage maden med ned til vandet, hvor der er mange skønne steder at sidde.

Det kunne for eksempel være alleryderst på Sejlskibsbroen, hvor I fra den lille bænk kan sidde og følge med, når de gamle træskibe lægger til ved broen.
Et andet godt sted er et stykke til højre for broen. Dér står en jolle oppe på land, som nogle af byens maritime ildsjæle har bygget om, så den nu er den fineste spiseplads lige ned til vandet.

Rigtig god fornøjelse!