fbpx

I Korsgade ligger de gode specialbutikker side om side

Jeg har skrevet det før: Svendborg er spækket med specialbutikker.

Alene i Korsgade er der så mange, at jeg uden problemer kan anbefale en hel håndfuld.

De kommer her.

Vinther Lausten havegrej

Vinther & Lausten

Korsgade 5, Svendborg

Den lille butik er et must for alle haveelskere. Her finder du et imponerende udvalg af superlækkert havegrej. Zinkplantebakker, frø, vandkander, havehandsker og helt uundværligt værktøj, hvis du (ligesom mig) elsker at gå i haven.

I sommerhalvåret er den lille gård bag butikken omdannet til plantemarked med krydderurter, stauder, krukker og fine fletkurve.

Vinther og Lausten krydderurter

Havehynder, pallemadrasser og vattæpper i smukke mønstre hører selvfølgelig også til, ligesom butikken har en hel afdeling med lækre skåle, kander og glas – lige til at sætte ud på terrassen.

’Urtepigerne’ kalder duoen bag Vinther & Lausten sig, så de har selvfølgelig også et stort udvalg af urtebaseret creme, tandpasta, håndsæbe og rengøringsmidler med naturlige dufte.

Se mere her

Urtepigerne i Korsgade

Vinspecialisten

Korsgade 7, Svendborg

Lune sommeraftner i haven kalder på kølig rosé eller gin&tonic, og begge dele finder du lige inde ved siden af hos Vinspecialisten.

Gin hos Vinspecialisten

Faktisk er der mere end 70 forskellige typer gin at vælge imellem – flere af dem produceret lokalt på Sydfyn.

Derudover har Vinspecialisten et stort udvalg af cognac, rom og whisky, chokolade, kaffe og krydderier. Du kan sikkert forestille dig, hvor dejligt det dufter i butikken 😋

Rødvin i Vinspecialisten

Og så er der vinen – selvfølgelig! Fra gulv til loft. Sortimentet er enormt, men heldigvis er Simon og hans personale altid søde til at hjælpe med at finde den helt rigtige flaske.

Se mere her

Ostespecialisten i Korsgade

Ostespecialisten

Korsgade 3, Svendborg

Fra Vinspecialisten er det oplagt at fortsætte ned til Ostespecialisten, hvor du kan finde lige dén ost, der passer til vinen.

Anne i Ostespecialisten har alle de klassiske franske oste og et stort udvalg af ost fra både Italien, Schweiz, Holland og Spanien.

Derudover har hun selvfølgelig fynsk rygeost, sin gode hjemmelavede hvidløgsost og et stort sortiment af Arlas Unika oste, der kun forhandles af særligt udvalgte specialbutikker.

Ost hos Ostespecialisten i Korsgade

Men Ostespecialisten er meget mere end en ostebutik. Faktisk kan osteforskrækkede sagtens stikke næsen indenfor, for der lugter ikke engang af ost 😉

Måske fordi hele resten af butikken bugner af alverdens specialiteter og søde sager.

Her er håndlavet lakridskonfekt fra Ærø, økologisk chokolade og is fra fynske Summerbird, gourmet vingummi, lakrids fra Johan Bülow – og ALT muligt andet godt.

Se mere her

Specialiteter hos Ostespecialisten i Korsgade

Madison

Korsgade 1, Svendborg

Ved siden af Ostespecialisten ligger boligbutikken Madison med indgang oppe i dét, de fleste svendborgensere kalder ’Københavnerkrydset’.

For alle andre giver det absolut ingen mening, men krydset hedder sådan, fordi skobutikken ’København’ i mange år lå netop dér, hvor Madison ligger i dag.

Lampe hos Madison i Korsgade

I Madison skifter udvalget konstant, så det er altid en oplevelse at komme ind i butikken, hvor ægteparret Christina og Peer tager imod.

Jeg synes, at de har et særligt godt øje for at købe flotte spejle, lamper og lanterner hjem, som du ikke ser så mange andre steder.

Madison boligindretning i Korsgade

Det er også her du kan finde små skabe og vinreoler, puder og plaider, smukt service og meget andet til boligen.

Se mere her

Butik 14

Korsgade 14c, Svendborg

Den sidste butik, jeg vil anbefale, ligger halvt nede ad Korsgade, skråt overfor Vinspecialisten.

Jeg nævnte den ikke tidligere – for der er så mange fine forretninger, at jeg gerne vil lokke dig til at tage en ekstra tur ned ad gaden 😊

Giv dig god tid, for der er både brugt børnetøj, sko- og tøjbutikker, en garnforretning og en tehandler, du kan besøge undervejs.

Butik 14 i Korsgade2

Butikken i nr. 14 er god at kende, hvis du går efter hudplejeprodukter uden tilsætningsstoffer, makeup og neglelak lavet af naturlige ingredienser og tørklæder, tøj og tasker i rene naturmaterialer.

Ejeren hedder Sofie, og når hun sammensætter sortimentet, tænker hun først og fremmest i bæredygtighed, gode materialer og enkle designs, der kan holde i mange år.

Stilen er virkelig gennemført – helt ned til malingen på væggene, der selvfølgelig er linoliemaling, helt fri for skadelig kemi.

Se mere her

Butik 14 i Korsgade

Tip!

Når du alligevel er nede i denne ende af Korsgade, så kig ind i Café Aroma i nummer 17. Den ligger lidt skjult og ser ikke ud af meget – men de laver en virkelig god kop kaffe. Faktisk er caféen den eneste i Svendborg, der selv rister bønnerne.

Rigtig god fornøjelse!

Følg på Facebook

facebook