I sidste uge var vi i Svendborg. Nu fortsætter turen til Rudkøbing, der er som skabt til julehygge.
Her får du de bedste tip til en juletur rundt i byens mest stemningsfulde butikker.

God, gammeldags julepynt
Little Village People, Østergade 66, Rudkøbing
I bunden af Østergade, Rudkøbings hyggelige hovedstrøg, ligger Little Village People. Konceptet er helt enkelt: Køb lidt, men godt – også i julen.
Derfor har Christina specialiseret sig i smagfuldt, håndlavet julepynt, der er en glæde at finde frem år efter år.
Det er mundblæste julekugler og originale juletrommer. Kogler og kræmmerhuse. Flagguirlander og de fineste misteltene i filigran og perler.

Jeg lover jer, at det er som taget ud af Peters Jul. Så hvis I ikke allerede er i julehumør, skal I nok komme det 😊
Julegaver til hele familien
Butikken er også et godt sted at finde julegaver – faktisk til hele familien.
Til de mindste har Christina klassisk, håndlavet trælegetøj, musikinstrumenter og plysdyr.
Tingene skal kunne holde – og gerne gå i arv. Derfor håndplukker hun godt, gedigent legetøj fra små nichevirksomheder – for det meste på Instagram.

Børnetøj køber hun også hjem ud fra konceptet ’lidt men godt’. Og ét mærke har vist sig at holde bedre end alle andre mærker, hun gennem årene har haft i butikken.
Derfor fører hun kun franske Petit Bateau, hvor hun til gengæld har et stort udvalg af især natdragter og undertøj.
Kvalitetstid med din teenager??
Til lidt større børn og unge hiver hun en serie danskproducerede gør-det-selv kit frem.

Så kan de lave deres egne økologiske læbepomader eller sojavokslys – gerne i selskab med en voksen.
Og hvem vil ikke gerne have en anledning til at lave noget hyggeligt sammen med sin teenager 😅
Til resten af familien foreslår hun smukke tørklæder, lavet af fine, gamle silkesarier, eller en cool computertaske i bøffellæder.
Et andet godt bud er de populære BeeHugs, der bliver lavet oppe på Nordlangeland. Et supersmart og bæredygtigt alternativ til folie og stanniol.

Alt sammen gode idéer til gaver, der er lagt lidt ekstra omtanke i 😊
Max gas på julehyggen
Pigekammeret, Østergade 68, Rudkøbing
Lige inde ved siden af ligger en butik, hvor det kan blive svært at finde gaver til mændene i familien. Til gengæld får den max gas på både pige- og julehyggen.

Pigekammeret er et fuldstændig vildt univers af nips, nisser og nostalgi fra gulv til loft.
En hel labyrint af blomstrede tapeter, lysekroner og plysmøbler. Af dukkehuse, lysestager, engle, julegodter og gavekurve.

Farverige kjoler efter mål
Gitte, der har butikken, designer også sine egne farverige kjoler, som hun syer efter mål.
De forskellige modeller er udstillet i butikken, men hver enkelt kjole bliver syet individuelt og tilpasset særlige ønsker til stof, ærme- og kjolelængde.
Og endda til yderst rimelige priser.

Hjemmebag i brændekomfuret
I det allerbagerste rum står et fint gammelt brændekomfur, hvor Gitte normalt bager kager hver fredag i de mørkeste måneder.
Ikke fordi hun sælger dem i butikken. Men fordi det spreder hygge og varme – og fordi det er dejligt at kunne dele ud af.

Det kan hun desværre ikke i disse Corona-tider.
Ligesom hun heller ikke kan åbne sin lille café, hvor gæsterne normalt sidder og hygger sig med kaffe, chokolade og romkugler i de små stuer.
Men det kan vi forhåbentlig snart igen 🧡
Verdenskendt kunst og kreativitet
Casa Bonanno, Østergade 59, Rudkøbing

Ovre på den anden side af gaden ligger Casa Bonanno, hvor Lone kombinerer galleri med brugskunst og gavebutik.
Selv bor hun lige over butikken med sin mand, den internationalt anerkendte kunstner Alfio Bonanno, der især er kendt for sin landskabskunst rundt om i verden.
Det er også ham, der har taget initiativ til Tickon – den fantastiske skulpturpark oppe ved Tranekær Slot.
Men han arbejder også med maleri, tegning og fotografi, og en del af disse værker kan ses i Casa Bonanno.

Foruden Alfios værker har Lone samlet alt det i butikken, som hun selv godt kan lide.
Porcelænssmykker, skulpturer, billeder og små skåle fra den lokale keramiker Mette Baasch. Håndskårne fugle og fisk i træ. Tørklæder og tasker.
Og så inviterer hun gerne til små intime musik- og lyrikarrangementer ude i den hyggelige havestue. Men som alt andet er det også aflyst i øjeblikket 😔


Tip!
Indtil den 10. januar 2021 har Johannes Larsen Museet en stor retrospektiv udstilling med Alfio Bonanno, hvor der også bliver vist mange helt nye værker.
Italiensk ‘tapas’ og god kaffe
Osteria VinoVaudano,Østergade 54, Rudkøbing
Når det er ved at være tid til at tanke op og få hvilet benene, er det bare at skrå over gaden. Her ligger Osteria VinoVaudano et par huse længere henne.

Selv om de mest skilter med gode italienske vine og antipasti, laver de også en rigtig god kop kaffe.
Emaljeskilte, antikviteter og kuriosa
Købmandsgården Tingstedet, Østergade 16, Rudkøbing
Fortsætter I turen ned ad Østergade, ligger Købmandsgården Tingstedet nede i den anden ende.

Her har Torbjørn og Bodil samlet antikviteter, kuriosa og originale emaljeskilte gennem et helt liv.
De fine, gamle reklameskilte gav dem i sin tid idéen til at begynde deres egen produktion af håndlavede skilte.
Ikke de billige af blik, der efterhånden findes mange steder. Men fine, håndlavede navne- og gadeskilte i emalje, som de nu har lavet gennem 30 år.
En oplagt julegaveidé 😊

En skatkiste for samlere
Bevæger I jer længere ind i butikken, er det som at rejse gennem tiden, hvor nye rum bliver ved med at åbne sig, og alle effekter har sin helt egen historie.
En del er faktisk slet ikke til salg, men er en udstilling af Torbjørn og Bodils egen samling.
Og så sker det alligevel, at de sælger en enkelt ting eller to, når en særligt passioneret samler kigger forbi.

Her er facetslebne glas, sølvtøj og lommeure. Porcelæn og smukke, gamle lamper. Karafler, kageopsatser og legetøj fra dengang farfar var dreng.
I et rum er der en samling af gamle radioer og skrivemaskiner. I et andet er der køkkenting og æsker, pakker, poser og flasker fra gamle købmandsforretninger.
Ikke så sært at butikken har leveret rekvisitter til en lang række danske film og serier – blandt andet Matador.

Et hus fuld af historier
Historien er til stede overalt i den gamle købmandsgård. I det fritlagte bindingsværk, hvor tømmeret stammer helt tilbage fra 1600-tallet.
I de sprossede vinduer, hvor det originale glas er bevaret.
Og i alle de fine, gamle skabe, montrer og diske, som Torbjørn og Bodil har hentet fra butikker i lokalområdet, der enten er blevet nedlagt eller moderniseret.

Som det store skuffedarium fra en fynsk isenkrambutik, der nu fylder hele den ene endevæg fra gulv til loft.
1000 m2 butik er der alt i alt – og dertil flere længer fyldt med møbler, bøger, værktøj og alverdens effekter, der bare venter på at blive hentet ind i butikken.

Tip!
Læs mere om Dansk Emalje Design, som Torbjørn og Bodil driver sammen med partneren Marianne Henriksson.

Slut turen i Rudkøbings kunstnerkvarter
Fra Østergade er det helt oplagt at forsætte ned i Sidsels Bagers gade, hvor der ligger flere fine kunsthåndværkerbutikker.
Der er både en guldsmed, to billedkunstnere, en væver og en keramiker, som jeg har skrevet om tidligere. Og siden da er der også kommet en butik med lædervarer til.

Så også her: Masser af gode gaveidéer 😊
Rigtig god fornøjelse!
Find alle de gode steder
