Det er mere end ti år siden, jeg mødte Lise fra Høkildegård første gang. Fotoet her er fra den dag. Jeg var med til at arrangere julemarked, og Lise skulle komme med medister og flæskesteg.
En halv time før åbningen var hun stadig ikke kommet, og jeg begyndte at få lidt sved på panden.
Havde hun mon glemt det?
Nej, ti minutter senere kom hun endelig stormende ind i pakhuset. Hu-hej fik hun og hendes mand stillet det sidste på plads, og da de første gæster trådte ind ad portene, stod hun klar. Storsmilende og med smagsprøver, der allerede duftede i hele det gamle pakhus.
Lige siden er hendes medisterpølse blevet en fast tradition på rigtig mange juleborde rundt omkring på Sydfyn.
Men hvad ER det med den medister?
Og hvem er hun, hende Lise fra Høkildegård?
Hvad er det, der driver hende?
Det satte jeg mig for at finde ud af.
Hvor kommer din interesse for dyr og landbrug fra?
– Jeg voksede op på Høkildegård, og som barn elskede jeg at være med min far i stalden. Jeg var ude ved fårene hver dag. Hvis der var problemer med en fødsel, kunne min far godt finde på at sige: ”Du har sådan en lille hånd, kan du ikke lige tage fat derinde?” Så stod jeg pludselig med hele underarmen inde i et får og blev overrasket over, hvor varmt der var derinde, fortæller Lise og ler.
Dengang blev Høkildegård drevet konventionelt. Et lillebitte landbrug med planteavl, får og geder, heste og grise. Men efterhånden som Lise blev ældre, begyndte hun at interessere sig for økologi.
– På det tidspunkt var det så nyt, at du skulle være heldig, hvis der var en pose økologiske gulerødder i Brugsen. Jeg ville gerne vide mere om det, så jeg tog et kursus på Økologiske Landbrugsskole, fortæller hun.
På skolen mødte Lise sin mand, Thomas, og siden har de fået fire børn. Han tog uddannelsen som økologisk landmand, men selv endte Lise med at uddanne sig indenfor Ernæring og Sundhed. Det har siden vist sig at være en god beslutning.
Hvorfor valgte I at overtage dit barndomshjem?
– Da min far døde i 2000, kunne det ikke være anderledes. Jeg har et helt særligt forhold til gården, der ligger så smukt her på kanten af ådalen. Jeg kunne slet ikke forestille mig at bo andre steder, siger Lise.
Jeg forstår hende godt. Fra gårdspladsen er der en fantastisk udsigt over øhavet – til Skarø, Drejø og helt til Ærø.
På den anden side af gården breder det fredede naturområde Syltemade Ådal sig med skovklædte skråninger og åen, der bugter sig gennem landskabet.
Til gården hører 42 tønder land. Både enge, hvor dyrene går om sommeren, skov og marker, hvor Lise og Thomas dyrker deres eget, økologiske foder.
Lise bakker ikke selv rundt med de store maskiner, så det er Thomas, der kører korn, halm og wrap ind. Til gengæld er det Lise, der holder øje med dyrene.
– I sommerhalvåret starter dagen med en lang tur ud i engene for at se til både får og geder, grise og kvæg. Jeg holder øje med, om alle er oppe og har det godt. Om vinteren kigger jeg ind i stalden flere gange om dagen. Nogle gange bare for at stå og se på fårene. Reagerer de, som de skal? Særligt når de lige skal til at læmme, er jeg nødt til at være over dem. Så er jeg i stalden som det sidste, inden jeg går i seng. Nogle gange ringer vækkeuret endda midt om natten, hvis jeg har på fornemmelsen, at det er lige op over, fortæller hun.
Da jeg besøger Lise i stalden, har et af fårene lige fået tre lam, og med kun to patter er der brug for lidt ekstra hjælp, en varmelampe og en flaske til den mindste. Og der er flere lam på vej. Et af fårene ser ud som om, hun kan læmme hvert øjeblik, det skal være.
– Det er et stort ansvar med alle de dyr. Nogle gange kan jeg godt synes, at jeg har ansvar for mange levende væsner, siger Lise.
I en af længerne ligger Høkildegård Landhandel, hvor Lise sælger kødet fra gårdens dyr, både gris, ged, lam, ungkvæg og okse.
– Det ville selvfølgelig være nemmere bare at sælge engros til et supermarked. Men det ville slet ikke være det samme. Tænk, hvis jeg bare skulle aflevere det hele ude på et stort lager. Jeg elsker den nære kontakt til kunderne, både i gårdbutikken, og når vi er ude på markeder, fortæller Lise.
Til forskel fra mange andre gårdbutikker, så pakker Lise selv alt kødet. Hun har en klar plan for, hvilke dyr, der skal bruges til hvad, og hvordan de skal parteres.
Når slagteren har skåret kødet op, er det Lise selv, der lægger det i poser, vakuumpakker, vejer det af og sætter mærkater på. Også når det gælder hendes berømte medisterpølse.
Mellem et og to ton medister bliver det til om året. Hver og én har Lise klippet af i et passende stykke, bundet knude på og emballeret.
Hvordan sikrer du kvaliteten, når det kommer op i så stor skala?
– Det gør jeg ved, at jeg aldrig laver mere end 20 kilo medister ad gangen. Portionerne er ikke større, end at de bliver håndrørt og smagt til hver især. Jeg lugter og smager på alting og trækker både på min erfaring og min uddannelse i Ernæring og Sundhed. Er baconen tilpas salt, smager pølserne helt rigtigt? Jeg kan godt lide at følge kødet hele vejen, fortæller Lise.
Hun kunne ellers sagtens overlade det til slagteren, og bare hente kødet, når det var færdigpakket og frosset. Men der er også en anden fordel ved, at Lise selv står ved pakkebordet.
– Fra gårdbutikken ved jeg, at mange der bor alene er glade for de små portioner. Så jeg pakker både medister og kotelet til én person – og selv om slagteren morer sig over mig, pakker jeg også bittesmå stykker sylte, som man kan nå at spise på to dage, fortæller hun.
Omsorgen er ikke til at tage fejl af. Både for dyrene på gården og for kunderne i gårdbutikken.
Jeg tror slet ikke, at Lise kan lade være.
Flere gange har hun reddet en julemiddag i sidste øjeblik. Som det år, hvor det var gået helt galt for en kunde, og Lise solgte de ænder, der egentlig var tiltænkt familien selv.
Eller sidste år, hvor hun åbnede gårdbutikken, da familien kom hjem fra kirke om eftermiddagen, og der stod en kunde på gårdspladsen, der desperat manglede det allersidste til julemiddagen.
– Det er det hele værd, når freden så endelig sænker sig juleaften, og vi snakker med børnene om, hvor mange der sidder rundt omkring på Sydfyn og spiser flæskesteg her fra gården, fortæller Lise.
For ikke at tale om medister.
…Vidste du, at Fyn er det sted i landet, hvor flest supplerer anden eller flæskestegen med et stykke medister juleaften?
Det kan Lise helt sikkert godt tage en del af æren for 😉
