fbpx

Helnæs egner sig perfekt til en søndagstur – eller en cykeltur over flere dage

Fra Faaborg tager det 40 minutter i bil. Fra Svendborg lidt over en time. Men sikke en tur 🧡

Ad små snoede veje, langs blomstrende hegn, gennem grønne bøgeskove og forbi det ene skønne hus efter det andet.

Hus på vejen til Helnæs

Tag cyklen, hvis I har tid, og snup en overnatning undervejs. Det kunne for eksempel være på B&B i Faldsled, som jeg tidligere har lavet en miniguide til.

Tager I bilen, så sæt hele dagen af, for her giver det ingen mening at skynde sig.

Der skal være tid til at trille afsted og nyde udsigten over øhavet – og til at stoppe ved alle de små vejboder undervejs.

Skilt til vejbod på vej til Helnæs

Når I nærmer jer Helnæs, får I helt sikkert øje på den røde Dreslette Kirke oppe på bakken. Tag jer også tid til den.

På afstand ligner tårnet næsten et observatorium, og har I mod på de 102 trin op, er der en fantastisk udsigt deroppefra.

Dreslette kirke

Der er åbent alle dage mellem 8 og 16 – altså når der ikke lige er gudstjenester, bryllupper eller begravelser i kirken.

Halvøen Helnæs

Det allersidste stykke vej går over den 1,5 km lange dæmning, der forbinder Helnæs med Fyn.

Langøre ved Helnæs

Langøre hedder den, og lige ovre på den anden side er der en p-plads inde til højre. Det blev vores første stop på turen.

En uventet stor naturoplevelse

Åsen på Helnæs Hale

Hvordan det er sket, ved jeg ikke. Men de andre gange, vi har været på Helnæs, er vi kørt lige forbi Bobakkerne.

Jeg tror måske, at vi har haft et par utålmodige børn på bagsædet 😉

Denne gang var vi alene afsted, og det viste sig, at Bobakkerne var en helt uventet stor naturoplevelse.

Turforslag på Helnæs

Fra p-pladsen krydsede vi vejen og gik gennem lågen ind til det fredede område lige overfor. Og blev helt målløse over det syn, der mødte os.

Et landskab så grønt og bakket, at vi følte os fuldstændig hensat til ture ude på den irske vestkyst. I kid you not 💚

Bobakkerne på Helnæs

Går I til venstre fra vejen og op på åsen, så pas på I ikke kommer for tæt på fuglene, der yngler nede i vådområdet.

Går I til højre, er der en 2 km lang vandrerute gennem bakkerne. Bare følg pælene med de gule afmærkninger.

Galleri og café i det gamle mejeri

Galleri på Helnæs

Fra bakkerne i nord fortsatte vi sydpå til det gamle mejeri i Helnæs by. Her driver en frivillig forening Galleri Langager med skiftende udstillinger året igennem.

Alle medlemmer har hver deres hylde eller væg at udstille på, og det resulterer i en skønsom blanding af malerier, skulpturer og kunsthåndværk.

Galleri Langager på Helnæs2

Akvarel, olie og akryl. Keramik og glas. Découpage og drejede skåle i træ. Smykker, håndvævede sjaler og skulpturer i træ og sten.

Det er måske ikke stor og banebrydende kunst det hele, men det rørte mig alligevel at se al den kreative udfoldelse samlet på ét sted.

Galleri Langager

Tænk sig alle de mennesker, der har fundet hver deres måde at udtrykke sig på. Fordi de slet ikke kan lade være.

Måske fordi maleriet er blevet et frirum i en travl hverdag. Måske fordi de hele deres liv har drømt om at dreje i træ eller ler, når de en dag fik tid.

Hatten af, siger jeg bare 😊 Fordi de gør det! Fordi de ikke bare lader det være ved drømmen – og fordi de nu kan inspirere andre til at gøre det samme 🧡

Cafe på Helnæs

I det gamle mejeri er der i øvrigt også en café, hvor I kan købe kaffe og kage, hjemmebagte boller, is og kolde drikke til meget rimelige priser.

Galleri Langager, Ryet 13
Se mere her

Antikbutik om søndagen

Helnæs Antik
Foto: Helnæs Antik

Fra galleriet er der ikke langt ned til Helnæs Antik, hvor Susanne og Anders har samlet en skat af fine gamle sager gennem de sidste 40 år.

Butikken er indrettet i deres firlængede gård fra midten af 1700-tallet – men der er kun åbent om søndagen. Og vi var på Helnæs en lørdag. Mega utjekket 🙈

Helnæs antik åbningstider

Fint så det ellers ud, dér gennem vinduet. Så bare et tip: Læg jeres besøg på en søndag – det gør vi næste gang 😅

Helnæs Antik, Bøgeskovvej 9
Se mere her

Bøgeskov Antik på Helnæs

Det hjalp lidt, at vi længere nede ad vejen fandt et andet sted, hvor de solgte gamle ting og sager ude i den gamle stald.

Udvalget er ikke så stort, og der er ingen faste åbningstider. Men hvem ved? Måske har de lige dét, I leder efter.

Bøgeskov Antik, Bøgeskovvej 13
Følg åbningstiderne her

Helnæs isbod

200 meter fra Helnæs Antik har 15-årige Ida indrettet en isbod i sin fars indkørsel. Her sælger hun gammeldags vaffelis, veganske is i bægre, sodavand og kaffe.

Egentlig er det en gammel kebabvogn, som hun drømmer om at male pink i bedste 1950’er-stil. Men far Bent er ikke helt overbevist.

Tager I forbi i løbet af sommeren, kan I jo se, om det er lykkedes hende at overtale ham 😊

Helnæs Ishus, Bøgeskovsvej 8
Følg åbningstiderne her

Helnæs Fyr og en tur på Maden

Helnæs fyr

Fyrtårne fascinerer, sådan er det bare. Også Helnæs Fyr, der ligger dér på den yderste forpost ud mod Lillebælt.

Her er fyldt med fede havørreder, så nede ved foden af fyrtårnet står lystfiskerne tit side om side og drømmer om den helt store fangst.

Desværre er det ikke længere muligt at komme op i fyrtårnet, men som det ligger dér stik vest, er det stadig et fantastisk sted at se solen gå ned 🧡

Helnæs Made

Denne gang nøjedes vi med at spise vores sandwich på stranden, og bagefter fortsatte vi turen ud på det store engområde Maden.

Dér skulle være en vandretur på 2-3 km, og jeg havde hørt, at blomstrende Engelskgræs hvert år i maj farver hele Maden lyserød.

Engelskgræs var der, men helt så vildt var det nu ikke. Måske var vi bare lidt tidligt ude?

Engelskgræs på Helnæs Made

Fra Helnæs Bygade er der et par kilometer ad en smal grusvej, der ender ude ved vandet. Undervejs lød det ligeså optimistisk fra min søde mand:

”Det er næsten, som da vi kørte ad de støvede grusveje gennem Camargue i Sydfrankrig. Med de vilde fugle og kvæget ude på sletterne…”

Det må være hans franske aner 😉 For nej, det er altså at oversælge det. Så var turen gennem Bobakkerne oppe nordpå en langt større naturoplevelse.

Helnæs turforslag

Dér skal vi til gengæld ud igen 🧡

God tur til Helnæs