fbpx

Steder, der er gode at kende i Faaborg

En søndag eftermiddag strandede min mand og jeg på gågaden i Faaborg. Vi havde lige været en tur på Bjørnø, og vi var meget kaffetørstige.

Men vi anede ikke, hvor vi skulle gå hen, for det var kort efter, vi var flyttet til Sydfyn. Så vi landede et lidt tilfældigt sted, hvor vi fik serveret en halvdårlig kop kaffe. Og en besked om at skynde os, for de lukkede om ti minutter.

Måske var det den dag, det allerførste frø til denne side blev sået?

Ét er sikkert. Det var ikke sket i dag. Og det skal heller ikke ske for dig. Derfor får du her en lille guide til fem steder, der er gode at kende i Faaborg.

SOZE Kaffebar & Risteri

Banegårdspladsen 7, Faaborg
Sozekaffe.dk

Vi starter selvfølgelig med kaffen. SOZE er Faaborgs fantastiske kaffebar, der er ejet af amerikanskfødte Nathan Benson. Han rister bønner af egen import flere gange om ugen, og det hele forgår på det lille risteri i hjørnet af caféen.

Her kommer de lokale og køber kaffe med hjem. Friskkværnet på stedet eller hele bønner. Det er også her, de ansatte fra kontorerne i nærheden tanker op, og Nathan ved præcis, hvilken kaffe stamkunderne foretrækker.

Kaffebaren ligger rigtig godt lige ud til havnefronten, så hvis du drikker kaffen på stedet, kan du sidde og se færgerne komme ind ude fra øerne.

Og forresten. SOZE har selvfølgelig meget andet end kaffe. Smoothie, milkshake, friskpresset juice, sandwich, kage, brunch og tapas. Alt sammen virkelig veltillavet.

Skitsehandlen

Torvet 3, Faaborg
Skitsehandlen.dk

Skitsehandlen på Torvet er også noget helt særligt. Et lille galleri, der har specialiseret sig i at sælge store kunstneres skitser. Originale værker af de kunstnere, som os almindelige dødelige ellers ikke kan komme i nærheden af.

Kunsthistoriker Theis Vallø Madsen var den første herhjemme til at få den idé. Gennem årene har han opbygget en samling på flere hundrede skitser, og hver måned sammensætter han en ny udstilling af nøje udvalgte værker.

Da jeg kommer forbi, hænger der en udstilling af P.C. Skovgaard. En af de helt store malere fra Guldalderen.

Det fine, gulnede papir i rammerne er dét, P.C. Skovgaard havde med ud i skoven, når han omhyggeligt sad og skitserede blade og blomster, før han malede sine landskabsbilleder.

Nogle af skitserne er lidt krøllede i kanterne. Et sted er det tydeligt, hvordan siden er revet ud af en skitseblok. Et andet sted har et hjørne været bukket om. Alle sammen fortæller de en historie om den kreative proces, der ligger bag de velkendte værker, der hænger rundt omkring på landets museer.

Jeg har aldrig tænkt på det før. Men det er en virkelig fin måde at komme helt tæt på kunstneren. Meget tættere, end når du ser på de færdige malerier. Og så kan du endda købe de små originalværker med hjem.

Barlebo Ost & Deli

Vestergade 1, Faaborg
Barlebo Ost & Deli på Facebook

Faaborg er også så heldig at have en rigtig nørdet ostemand. Han hedder Jeppe Skov, og for tre år siden overtog han Barlebo Ost, der har ligget på samme adresse i over 50 år.

Her køber faaborgenserne ind til de gode søndagsfrokoster, og op til jul bliver der langet mange gode oste, patéer, pølser og vine over disken.

”Kan du virkelig sælge så avancerede oste i en lille by som Faaborg?” spurgte en jysk kollega for nyligt. Og jo, det kan han, for Jeppe Skov udfordrer gerne sine kunders smagsløg – og tit er de med på at smage noget nyt.

Det starter tidligt. Foran mig ved disken står en lille dreng på højst fem år sammen med sin far. De plejer at købe Vesterhavsost, men i dag vil de gerne smage noget andet.

”Her lugter lidt af ost,” lyder det fra drengen, da han får stukket en smagsprøve i hånden. Og inden ostemanden når at svare, kommer det lige så stille: ”… det kan jeg godt li.”

Kvalität

Østergade 21, Faaborg
kvalitat.dk

Kvalität ligger midt på gågaden og er bogstavligt talt proppet til randen. Med ALT muligt.

Krydderier, små glas og dåser med delikatesser, søde sager, vin, lokal øl og æblebrændevin, tøj, smykker, tasker og alverdens ting til hjemmet.

Det hele er håndplukket af ejeren Fabrina Myllerup Jensen. Hvis jeg var hende, ville jeg finde et dobbelt så stort lokale, hvor det hele kom mere til sin ret. Men giver du dig tid til at kigge, får du øje på rigtig mange fine ting.

Kvalität er et rigtig godt sted at finde gaver, og de bliver altid pakket smukt ind. Personalet er søde til at hjælpe – og til at lade dig være i fred, hvis du hellere vil det.

Fabrina laver selv en del af de smykker, der sælges i butikken. Der er smæk på farverne – også på tøjet, der er i sprælske mærker som King Louie, Nümph og Sneaky Fox.

Tip!

Hvis du strikker, så kig indenfor i By Beck lidt længere nede ad gågaden. Jeg har aldrig strikket så meget som en karklud, men selv jeg kan se, at de har et kæmpe udvalg af virkelig lækkert garn.

Helios Film- og Kulturhus

Banegårdspladsen 7, Faaborg
heliosteatret.dk

Vi slutter, hvor vi begyndte. Ved havnefronten, hvor SOZE Kaffebar er en del af Helios, Faaborgs Film- og Kulturhus.

Der er delte meninger om selve bygningen. Men indholdet – det er i orden. Selv en trist november måned i 2019 byder på et overaskende spændende program.

Ud over de almindelige biograffilm, som du kan se i alle landets biografer, kan du for eksempel komme til Operakino med drinks i pausen – og til gallapremiere med koncert og fint besøg af den japanske ambassadør.

Der er også en smal, spansk animationsfilm på programmet – eller hvad med en god, gammel søndagsklassiker, som Helios viser i samarbejde med Cinemateket i København?

Hvis du så slutter weekenden af med vin og tapas på SOZE, er november slet ikke så trist, som man skulle tro 😊

Følg på Facebook

facebook