fbpx

Langeland gør noget godt for os – og for vores kunst

Jeg har været på Langeland for at besøge billedkunstner Per Buk og grafiker Ann-Kerstina Nielsen.

Efter 12 travle år med Galleri NO 44 i Svendborg, har de opsagt deres lille lejlighed over galleriet og er flyttet til Langeland.

Galleriet i Svendborg har de beholdt, men flytningen har ændret deres liv fundamentalt. Det fik jeg en snak med dem om, og det var skønt at have en anledning til at tage til Langeland.

Turen fra Svendborg tager 20 minutter – og jeg bliver ALDRIG træt af den.

Først er der udsigten fra Svendborgsundbroen, hvor du fra 43 meters højde kan se ud over Sundet og den livlige trafik af lystbåde, gamle skonnerter og færgerne til og fra øerne.

Udsigt fra bussen

Turen fortsætter over Tåsinge med den smukke Lunkebugt ude til venstre, der uanset årstid får én til at sænke farten for at få det hele med.

I dag står der et par ude i bugten, i vand til knæene. De har en stor spand imellem sig. Måske samler de sandorme til den næste fisketur?

Det er som om himlen bliver højere og højere på vej ned over Tåsinge, og lige idét vejen fortsætter over Siødæmningen, åbner landskabet sig helt, og det blinkende øhav strækker sig til begge sider.

Så er vi ved Langelandsbroen og de karakteristiske bump i vejen, der betyder noget særligt for billedkunstner Per Buk. Dem vender jeg tilbage til.

Galleri Sydlangeland

Per og Ann-Kerstina har kun boet i Kædeby på Sydlangeland et par måneder, da jeg besøger dem.

Huset er en gammel købmandsforretning, og i de to lokaler ud mod vejen, hvor der før var butik, har de indrettet Galleri Sydlangeland.

En lem midt i gulvet fører ned til købmandens viktualierum, og ved kældertrappen er det gamle pengeskab til dagens omsætning muret ind i væggen.

– Huset er fyldt med historier, og vi nyder at vise gæster rundt i galleriet. Tit falder vi så godt i snak, at det ender med en kop kaffe ude i køkkenet, siger Ann-Kerstina med et stort smil.

Det er tydeligt, at hun og Per er faldet godt til på Langeland. På førstesalen har de indrettet hver deres værksted, og på den måde kan de gå til og fra deres kreative projekter i det daglige.

– At flytte til Langeland har været godt – både for vores kunst og for os som mennesker. Da vi boede ovenover galleriet i Svendborg, kunne klokken godt blive et om natten, før vi lukkede. Vi holdt aldrig rigtigt fri og fik ikke tanket op.

– Nu kan vi mærke, at skuldrene lige falder et par centimeter ned, når vi drejer fra mod Sydlangeland. Vi har fået et frirum, hvor vi slapper af – og det gør, at vi kan blive ved med at være kreative, fortæller Per Buk.

Faktisk er de to blevet så glade for livet på Langeland, at de har besluttet sig for at åbne endnu et galleri i Rudkøbings stemningsfulde kunstnergade, Sidsel Bagers gade.

Med gallerier i både Svendborg og Rudkøbing, er der kun åbent i Galleri Sydlangeland efter aftale. Så ring i forvejen – eller hold øje med flaget ude ved vejen 😊

Med rådyr og fasaner i haven

Bag huset ligger haven, der er stor som en park med plæner og hække, gamle træer og en kæmpemæssig hængepil, hvor barnebarnet er ved at indrette en hule.

Ann-Kerstina og Per har fem børn og to børnebørn til sammen, så der er både bålplads og planer om at bygge en shelter i bunden af haven.

Her er det ellers rådyret, der regerer. Hver aften kommer det forbi og tager sig ikke synderligt af Ann-Kerstina og Per, der tit sidder og drikker en kop kaffe oppe på trappestenen.

– Vi har købt noget så nørdet som en kikkert, griner Per Buk.

– Så nu kan vi pludselig bruge lang tid på at sidde og kigge på rådyret – og på fasanen, der slår sig ned i moreltræet og pudser sine fjer, før den sætter sig til at sove. Det er de dér dagligdags, helt nære naturoplevelser, der gør noget ved os. Får os ned i gear, fortæller han.

De lokale langelændere

Inde i køkkenet har de dækket op til frokost. Der er æg fra gården lige ovre bagved, rugbrød fra bageren i Humble, sild og hjemmesyltede asier nede fra den lokale efterskole.

Forleden var nogle af eleverne forbi galleriet for at høre om Per og Ann-Kerstinas kunstprojekter rundt om i verden – og med sig havde de asier, som de selv havde syltet.

Det fører helt naturligt til en snak om, hvordan de lokale langelændere har taget imod de nye tilflyttere.

– Vi ville jo nødigt være ’de to mærkelige kunstnertyper’ – men heldigvis er vi blevet taget rigtig godt imod, fortæller Ann-Kerstina, imens hun piller et æg til sildemadden.

– Da vi holdt åbningsreception i galleriet, var vi rundt med invitationer til alle naboerne. En af dem, der dukkede op, var en ældre dame. Da hun forstod, at vi også boede i huset, gik hun hjem igen. For at dukke op igen lidt senere – med en flaske vin som indflyttergave.

Forestillingen om at komme til et lukket øsamfund viste sig slet ikke at holde stik. 

– Det er overraskende nemt at komme i snak med folk. En dag kørte vi for eksempel ud til kysten, fordi jeg gerne ville se den ø, der hedder Bukø, griner Per Buk.

– Så langt nåede vi slet ikke, for vi kom til at holde i vejen for en høstmaskine. Da bonden steg ud, spurgte han først lidt halvirriteret, hvem vi var. Men da vi fortalte, at vi havde købt huset her i Kædeby, lyste han op: ”Nååårh, I er kunstnerne!”

– Det endte med, at vi snakkede i tre kvarter, fordi han var fuld af gode historier. Det sidste, han sagde, var: ”Og så spøger det vist i jeres hus. Men det må I høre om en anden dag,” siger Per med en høj latter.

Også kunstnermiljøet på øen har taget godt imod parret. Der gik ikke mere end 14 dage, før de fik mail fra en af de andre kunstnere på øen: ’Vi fejrer min fødselsdag ved et langt bord nede på stranden. Kig forbi!’

– Det fik os virkelig til at føle os velkomne. Jeg havde slet ikke forventet, at vi fik en omgangskreds så hurtigt, fortæller Ann-Kerstina, der selv er fra Falster.

Feriefølelsen varer ved

Per er fra Midtfyn, og han har altid haft et helt særligt forhold til Langeland – og til de dér bump på Langelandsbroen.

– Min moster og onkel havde et sommerhus ved Ristinge strand, som mine forældre lånte et par uger hver sommer. Jeg husker stadig følelsen af at køre i bilen og ikke være stor nok til at kigge ud ad vinduerne.

Men når jeg så kunne mærke de dér særlige bump, der er midt på broen! SÅ vidste jeg, at vi var ved at være fremme, griner han.

Følelsen sidder stadig i ham, når han kører ned til huset på Langeland. Følelsen af, at han skal i sommerhus. At det er tid til at slappe af og nyde livet.

Tip!

Se flere fotos og følg Per Buk og Ann-Kerstina på @mitlangeland og @galleri_sydlangeland på Instagram.

Følg på Facebook

facebook