fbpx

Asbjørn fra CREATE Festival anbefaler: 10 oplevelser, der er noget helt særligt

Årets hovednavne er hentet i Paris, Stockholm, Oslo, København og Berlin, når CREATE Festival inden længe sætter Svendborg på den anden ende.

Fra 30. januar til 5. februar er der et fantastisk, men også fuldstændig overvældende program fordelt på ni steder i byen.

Derfor har jeg bedt festivallederen udvælge 10 oplevelser, som han glæder sig særligt meget til at præsentere.

Asbjørn Bourgeat hedder han, og nogle af jer ved, at jeg faktisk er gift med ham. Men lige her er han først og fremmest en af Sydfyns mange ildsjæle.

En af dem, der slet ikke kan lade være med at sætte alt muligt spændende i værk.

Som for eksempel at skabe en festival, der – helt bogstaveligt – sætter kulør på byen i årets mørkeste tid.

Derfor mødes vi på kontoret, som han deler med kollegaerne på Svendborg Bibliotek. Dér, hvor de bruger det meste af året på at planlægge festival.

Før hed den Svendborg Graphic, men nu har den skiftet navn til CREATE Festival. Det er der en god forklaring på, som du får lidt senere.

Nu dykker vi først ned i programmet, hvor der er noget for alle. Både børn og voksne – ja, selv for dem der tror, at festivalen slet ikke er noget for dem 😊

Det særlige er, at der er gratis adgang til alt, når først armbåndet er betalt. Og det koster ikke mere end 80 kr. for voksne, 55 kr. for unge og 5 kr. for børn.

Det eneste, du skal huske, er at booke en plads til de arrangementer, hvor der er begrænsede pladser.

Nogle af dem er der allerede rift om – blandt andet dét, Asbjørn plukker ud af programmet som det allerførste.

Create Festival Plakat
@cosimomiorelli

1) CREATE After Dark

– Det første, jeg vil fremhæve, er et aftenshow i Guldsalen, som vi har arbejdet virkelig længe på at få til at lykkes.

– Det bliver en aften med flere forskellige indslag, hvor publikum kan købe en drink i baren imellem indslagene og hygge sig rundt omkring ved bordene.

– Aftenens første indslag er svenske Karl Johnsson, der tegner på det store lærred, imens han lader sig inspirere af folkbandet Virelai, der er med på scenen.

nikoline-werdelin
Nicolinewerdelin.dk

– Bagefter mødes de to tegnere Nikoline Werdelin og Line Jensen i en samtale med journalist Jesper Borup.

– Det interessante er, at Werdelin jo tegner en klassisk tegneseriestribe, hvor Line Jensen har skabt et univers, der i høj grad er digitalt på Instagram.

– Men begge er lykkedes med at lave nogle hverdagsfortællinger, som rigtig mange kan relatere til. Det bliver sjovt at se dem mødes til en snak her i Svendborg.

Line Jensen
@linejensen_illu

– Aftenens sidste indslag er med italienske Cosimo Miorelli, der til daglig bor i Berlin. Det er ham, der har lavet årets plakat – en fantastisk dygtig illustrator.

– Det er lidt af et scoop at få ham til Svendborg. Og så kommer han endda herop for at opføre et værk, som han har lavet særligt til CREATE Festival.

– Værket er en visuel fortælling, der tager form for øjnene af publikum. En virkelig fascinerende teknik, som Miorelli selv har udviklet, fortæller Asbjørn.

Cosimomiorelli.com

– Selve fortællingen er inspireret af en dansk hvalforskers arbejde, og den handler om en hvals rejse ned i dybet. Helt derned, hvor fantasien tager over.

– Livetegningen ledsages af et lyddesign, komponeret til lejligheden af musiker og lyddesigner Thomas Richard Christensen, der er med på scenen.

– Det er en aften, jeg glæder mig meget til, og som der allerede er booket en hel del billetter til. Så det er helt sikkert en god idé at sikre sig en plads.

Se mere her

@karolinestjernfelt

2) Alle kunstnerne samlet ét sted

Ni steder i Svendborg giver et festivalarmbånd adgang til – og et af dem er SAK Kunstbygning.

– Det er faktisk et godt sted at starte sin tur rundt på festivalen, fordi du bliver præsenteret for hele det univers, festivalen bevæger sig i.

– Vi fylder alle etagerne, så samtlige af festivalens kunstnere får mulighed for at give smagsprøver på deres arbejde. 

Jannik Hastrup

– Der er både klassisk tegneseriekunst, originale tegninger og malerier, kæmpestore prints, film, animation, augmented reality og VR.

– Derudover er der flere workshops, hvor du f.eks. kan lære at tegne i 3D eller trykke din egen plakat på en risograph, der printer med soyablæk, fortæller Asbjørn.

Se mere her

@cosimomiorelli

3) VR, som du aldrig har oplevet det

Inden vi går videre fra SAK, har festivallederen lige et par VR-oplevelser, han gerne vil fremhæve.

– Vi er glade for at have fået ’Songbird’ til Svendborg. Her kan du sidde med VR-briller på i et telt og opleve en helt særlig fugleekspedition på Hawaii.

– Dén ekspedition, hvor det lykkedes at optage den sidste sang fra en fugl, der uddøde kort efter. Det er der kommet en meget rørende og fin VR-fortælling ud af.

tindrum.dk

– Går du ud gennem SAK’s have og til venstre over til AOF, kommer du ind i den gamle bal- og biografsal, hvor vi har en helt ny VR-oplevelse d. 4. og 5. februar.

– Her kan I være op til fem mennesker, der sammen går rundt inde i et kæmpestort akvarium og oplever, hvordan fiskene reagerer på, hvad I gør.

– Står I stille, kommer fiskene hen til jer. Rækker I ud efter fiskene, svømmer de væk.

– Det er en helt ny måde at lave VR-oplevelser på, som det har taget flere år at udvikle, og det skulle være ret fantastisk, fortæller Asbjørn.

CREATE Festival har et tæt samarbejde med Viborg Animationsskole, der står bag den nye VR-oplevelse, og den har ikke været vist andre steder før.

Se mere her

Tip!

The Rolling Flame står i haven bag SAK og bager lækre pizzaer både lørdag og søndag kl. 11-14, så det er et godt sted at holde pitstop 😊

@therollingflame

4) 120 meter lang tegneserie midt i byen

– Det næste, jeg vil fremhæve, er faktisk en dobbelt oplevelse – én på stedet, og én, du kan gemme til du kommer hjem, fortæller festivallederen.

– I haven bag Tinghuset, lige overfor SAK, hænger vi en 120 m lang tegneserie op, som jeg har brugt virkelig lang tid på at få til Svendborg.

– Idéen er, at du går langs det 120 m lange banner og får en slags forhistorie til en tegneserie, som du til sidst kan downloade helt gratis og læse derhjemme.

phallaina
Mariette Ren

– Det er en helt ny måde at lave tegneserier på, hvor billederne glider over hinanden og historien bliver animeret, imens du scroller igennem den. Det er ikke set før.

– Jeg så tegneserien første gang på den store Angouleme Festival i Frankrig, og lige siden har jeg drømt om at vise den i Svendborg – som det første sted i Norden.

– Tre år har det taget at få den hertil, så nu håber jeg virkelig, at folk passer godt på den, og at banneret kan få lov til at hænge i fred, siger Asbjørn.

Se mere her

Hans Jørgen Sandnes

5) Besøg det undersøiske Kryptotek

– Har I børn med på festival, skal I helt klart komme forbi børnebiblioteket, hvor der er lagt et kæmpe arbejde i at skabe et undersøisk univers, kaldet ’Kryptoteket’.

– Det er inspireret af norske Hans Jørn Sandnes’ tegneserie ’Krypto’, og vi har blandt andet fået bygget en ubåd midt i biblioteket, som børnene kan gå ind i.

I weekenden er der to rundture i Krypto-universet: 4. februar kl. 12.30-13.15 og søndag den 5. februar kl. 14.30-15.15. Der er ingen tilmelding, så det er bare at møde op.

Se mere her

Bandai Namco

– Børnebiblioteket er også stedet for alle One Piece og mangafans. De vil elske at lave One Piece badges, animationer og ikke mindst at opleve One Piece som VR.

CREATE Festival har desuden helt enestående fået lov til at vise spillefilmen ’One Piece – Stampede’ en enkelt gang i løbet af festivalugen.

Det er fredag d. 3. februar kl. 15, og forestillingen er som alt andet på festivalen helt gratis, hvis du har et armbånd. Men der er begrænsede pladser, så husk at booke.

Se mere her

Cartoon Saloon

6) To Oscarnominerede præsenterer deres film

Animationsfilm er som altid en vigtig del af CREATE Festival, og Asbjørn er særligt stolt af, at have fået to Oscar-nominerede instruktører til at præsentere deres film.

– Én ting er, at vi kan vise de flotte animationsfilm på det helt store lærred i Scala biografen. Det er i sig selv en oplevelse.

– Men at få filmene præsenteret af dem, der har lavet dem – det er noget helt særligt. Det giver bare en anden og meget mere intens filmoplevelse.

Sun Creature Studio

– Jonas Poher Rasmussen kommer og fortæller om sit arbejde med ‘Flugt’, der jo var nomineret til hele tre Oscars sidste år.

– Og så får vi Tomm Moore live igennem fra Irland, når vi viser ’Wolfwalkers’. Han står også bag ‘Song of the Sea’ og ‘The Secret of Kells’ og har været nomineret til en Oscar hele tre gange.

Tjek hele programmet med animationsfilm her. Der er gratis adgang til dem alle, når du har et armbånd. Bare husk at booke plads.

Jannik Hastrup

7) Gratis Masterclasses med store navne

– Vores intime Masterclasses med max 50 deltagere er også blevet en fast del af festivalen. Og igen i år har vi nogle rigtig gode navne på programmet.

– Denne gang er vi glade for at have Jannick Hastrup med. En grand old man, der blandt meget andet står bag Samson og Sally, Cirkeline og Bennys Badekar.

– Vi er mange, der er vokset op med de universer – lang tid før Netflix kom væltende ud af skærmene, så ham glæder jeg mig meget til at møde.

Foto: Les Kaner

Nicoline Werdelin holder også en masterclass, hvor hun giver et sjældent indblik i sin måde at arbejde med de karakterer, som vi har fulgt gennem flere årtier.

– Og sidst med ikke mindst er jeg stolt af, at det er lykkedes at få den franske Animation Supervisor Martial Andrés til Svendborg.

– Han kommer fra det franske studie Fortiche, der i samarbejde med Riot Games står bag kæmpesuccesen Arcane på Netflix.

– Martial Andrés har været med til at lave alle afsnit af Arcane, og helt exceptionelt flyver vi ham ind fra Paris, for at han kan fortælle om sit arbejde med serien.

– Der er ellers strenge regler for, hvad der slipper ud. Så det er en sjælden mulighed for at komme ’behind the scenes’ på en af de mest hypede serier overhovedet.

– Det er så vildt at han kommer, at vi både har en Q&A om lørdagen og en Masterclass om søndagen. Det glæder jeg mig virkelig meget til!

8) Få hjælp til at tage de første skridt ind i branchen

– CREATE Festival er for alle, men der er også nogle specifikke tilbud til dem, der godt kunne tænke sig at arbejde som animator, spiludvikler eller illustrator.

– For eksempel får vi besøg af elever fra Viborg Animationsskole, der fortæller om skolen, hvordan de er kommet ind og hvilke muligheder, skolen giver dem.

– Derudover er der flere workshops med dygtige folk, der allerede er en del af branchen, som står klar til at øse af deres erfaringer, fortæller Asbjørn.

– Det er blandt andet manden bag det anmelderroste spil ’Gerda – a Flame in Winter’, der laver en workshop for dem, der drømmer om at udvikle deres eget computerspil.

– Den handler om konceptudvikling og om at tage de første spæde skridt til at realisere en idé til et spil.

– Derudover har vi en tre timers workshop, hvor du kan lære at lave din egen tegneserie og fortælle en historie i striber sammen med tegner Rasmus Julius.

Rasmusjulius.dk

9) Se andre tegne – og gå selv i gang

I det hele taget er der så mange gode workshops, at Asbjørn har svært ved at vælge nogle ud fremfor andre.

– Det er hele idéen med festivalen, at vi gerne inspirere vores gæster til selv at gå i gang. At de ser de dygtige kunstnere arbejde og selv prøver kræfter med det hele.

– Det er en af grundende til, at vi skiftede navn til CREATE. Det handler om at give publikum mulighed for selv at være skabende – og gerne sammen med kunstnerne.

Foto: CREATE Festival

– Norske Hans Jørn Sandnes er en af dem, der holder workshop. Men inden da bruger han hele fredagen på at male en dør på Børnebiblioteket – dét bliver sjovt at se.

Svenske Karl Johnsson holder også tegneworkshop, hvor alle er velkomne til at være med. Men derudover tegner han live på det store lærred nede i biografen.

– Det er efterhånden blevet en tradition. Men hvor kunstnerne de andre år har tegnet på en skærm, arbejder Karls Johnsson i år helt analogt med blyant og tusch.

@karl_johnsson

– Vi har også en workshop med den dygtige tegner Karoline Stjernfelt, der giver tips og tricks til, hvordan du med blyant og papir kan give liv og sjæl til en karakter.

– Og er du helt nybegynder, har vi to workshops med tegneserietegner Hope Hjort, der viser, hvordan du kan komme i gang med at tegne. Det er tirsdag og onsdag kl. 19-21.

– Men gå selv ind og se alle workshops i programmet. Øverst oppe kan du trykke ’Filtrér’ og derefter vælge ’Workshops’. Så får du hele overblikket, siger Asbjørn.

Foto: CREATE Festival

10) Retrogaming og helt nye brætspil

Det sidste, han plukker ud af programmet, er hele den ’spil-zone’ der i weekenden bliver indrettet i den fine søjlehal på HF+VUC Sydfyn overfor Biblioteket.

– Her kan du slå dig løs på konsolspil som PlayStation Classic, Super Nintendo Classic, Sega Mega Drive/Genesis Classic og Commodore 64 Emulator.

– Men du kan også prøve VR-spil og det danske computerspil ‘Gerda – A Flame in Winter’, der er baseret på virkelige hændelser under 2. Verdenskrig.

Century: Spice Road

– Sidst men ikke mindst har vi selvfølgelig brætspil med igen i år. Her er alle velkomne til at sætte sig og spille – alene eller sammen med venner og familie.

– Der er også masser af inspiration at hente, når de dedikerede brætspilsfolk to gange om lørdagen pitcher en helt række nye, nemme brætspil.

Se alt, hvad der sker i spil-zonen her

Ét armbånd til det hele

– Jeg krydser fingre for, at rigtig mange vil benytte sig af de mange spændende tilbud, siger den travle festivalleder, inden han vender tilbage til skrivebordet, hvor de sidste detaljer skal på plads inden åbningen mandag d. 30. januar.

Armbånd til 80 kr. for voksne, 55 kr. for unge og 5 kr. for børn kan købes her

Rigtig god fornøjelse 🧡

Find vej til alle 9 venues